Bergholts opskrifter

gastronomi siden 2007


Bocuse-teamet ankommet i Lyon

| 2 Comments

Første halvdel af det danske Bocuse d’Or team er ankommet til Lyon og besøger SIRHA og gæster et af Europas ældste spisesteder.

Af Jesper Andersen, presseansvarlig, Bocuse d’Or Team Danmark
Bro over flod i Lyon, hvor Bocuse d'Or 2011 afholdes

Lyon er en smuk by. Dette er udsigten over til den gamle bydel 1 min. fra vores hotel. Foto: Jesper Andersen

Endelig tilbage på computeren! Vi har haft nogle problemer med de franske stikkontakter, men mandag formiddag fik jeg langt om længe fingre i en universaladapter, så jeg kan oplade kamera, telefon og ikke mindst den bærbare.

Det var en lang rejsedag til Lyon i går. Jeg var oppe kl. 04.30 for at flyve 06.50, i Lyon 14.05 og først i seng igen kl. 01.47. SIRHA-fødevaremessen ligger et pænt stykke fra centrum, og vejene er smalle, så det tager tid at komme rundt i de lejede biler – helt op til 45 minutter fra hotellet ud til messen, når det er værst.

Indgang til SIHRA-messen i Euroexpo, Lyon

Indgangen til SIRHA messen på Eurexpo i Lyon. Foto: Jesper Andersen

Ved første øjekast mindede SIRHA, som vi besøgte omkring kl. 16.00, mig om IOC Kongressen i Bella Center i 2009 – tusindvis af mennesker med et hav af forskellige identitetskort med et utal af farvekoder og stregkoder. Længere inde i bygningen går det først op for mig, hvor stort foretagenet er.

SIRHA er, hvis ikke dén største, så i hvert fald en af de absolut største fødevaremesser i Europa. Der er 2186 forskellige udstillere på 120.000 m2 udstillingsplads. Fra den 22.-26. januar går 150.000 (!) gæster igennem dørene, hvoraf ca. 5.000 er tilskuere hver dag til kokkekonkurrencerne. Der er over 1.000 journalister og minimum tv-hold fra 24 lande (et fra hvert deltagerland i Bocusen, det er et krav) – sikkert flere. I alt er 136 lande repræsenteret, så det er virkelig en international begivenhed.

Gulvplan over SIRHA-messen i Lyon, hvor Bocuse d'Or løber af stablen

Overblik over kaos. SIRHA gulvplanen i Lyon. Foto: Jesper Andersen

Efter at have modtaget vores akkrediteringer som medlemmer af det danske team, lagde vi vejen forbi presseloungen, hvor de mange journalister kan puste ud, skrive og rapportere hjem. De venlige franske værter havde lagt en del informationsmateriale frem om konkurrencerne (der kører en dessert-konkurrence om bl.a. kage- og is-anretninger søndag-mandag, som Danmark ikke deltager i i år), men det var stort set alt sammen på fransk.

Det morede mig en del, at man til så stort og prestigefyldt et foretagende som Bocuse d’Or ikke har anstrengt sig mere for at få lavet noget lækkert (eller bare korrekt) materiale. Vi fik en lille USB med pressekit, hvori man bl.a. kunne læse om vores danske stjerne, Rasmus Kofoed, at han drev “Restaurant Egegade” i “Kovenhamn” (Rasmus har boet i Egegade tidligere, Geranium ligger i Parken). :-)

Presselounge på SIRHA, hvor Bocuse d'Or 2011 afholdes

Presselounge på SIRHA. I baggrunden tv-feed fra dessertkonkurrencen. Foto: Jesper Andersen

Efter presserummet besøgte vi de danske virksomheder på messen og fik lejlighed til at smage lidt forskellige oste og hyldeblomst-is. Ved siden af det danske messeområde ligger en fælles Nordisk stand, hvor Finland, Sverige og Danmark i fællesskab tre gange om dagen serverer nordisk mad. En organisation ved navn New Nordic Food er med inde over initiativet, og her er det gået lidt stærkt, da man lavede tryksager til messen. Norge og Island, som senere trak sig fra samarbejdet, er med på forsiden. Men Danmark…? :-)

Dansk opfindsomhed i form af klistermærker retter op på svenske fejl. Foto: Jesper Andersen

Klokken 20.30 slutter arbejdsdagen på messen efter bl.a. møder med ambassadens folk omkring mandag aftens reception. Aftenen slutter med et måltid på Brasserie George sammen med Rasmus Kofoed, Frederik Rudkjøbing og Søren Ledet, der er nået til Lyon tidligere på aftenen.

Brasserie Goerge, Lyon, blandt Europas ældste restauranter

Brasserie George - en af de ældste restauranter i Europa. Foto: Jesper Andersen

Brasserie George er en enorm hal med plads til op til 600 gæster ad gangen. Da vi ankommer 22.20 er der stuvende fuldt og køkkenet ser ikke ud til at lukke kl. 22.30, som de plejer. Heldigvis for os. Maden er rimelig men ikke fantastisk. Til gengæld brygger de deres egen øl, som er værd at prøve i stedet for at satse på vin. Og så har de en sjov tradition: Når de serverer en Baked Alaska Flambé, dæmper de lyset og spiller Happy Birthday to You på en gammel lirrekasse, mens desserten bliver båret ind med stjernekastere tændt og resten af gæsterne klapper. Det gentog sig en 10-12 gange i går aftes. :-)

Dagen i dag er indtil videre gået med at booke forskellige mediers interviews med Rasmus Kofoed og forberede en pressemeddelelse til i morgen. Receptionen er ikke mange timer væk, og jeg stresser lidt over, om min slipseknude som sædvanlig bliver skæv.

Husk, at du også kan følge Rasmus Kofoed og Bocuse d’Or på Facebook.

—–

Læs resten af Jesper Andersens indlæg her: Bocuse d’Or 2011.

2 Comments

  1. Fedt med næsten live beretninger dernede fra, bliver spændende at følge de næste par dage – især den store onsdag hvor der skal sparkes røv! Og med Kofoeds øvelse og præcision, er det vel næsten omsonst at krydse fingre, han ved nok hvad han laver og hvorfor!

  2. Tak for kommentaren Anders! Det er fedt at høre, at der er flere, som følger med derhjemme!

    Jeg er på vej ud af døren om lidt for at deltage i en reception, ambassaden holder sammen fonden i handelskammeret her i Lyon. DKH Prins Joachim og Prinsesse Marie er æresgæster foruden en række franske æresgæster og et lille hemmeligt indslag, som jeg håber at kunne nå en blogpost om, inden jeg skal se dyner sent i aften.

    Skriv endelig, hvis I har kommentarer eller spørgsmål. I morgen starter konkurrencen med de første 12 nationer, og der planlægger jeg at skrive en smule mere om regler, tvungne fødevarer og tage et kik på, hvordan det går for dem.

    :-) Jesper

Leave a Reply

Required fields are marked *.