Gårsdagens madbloggersymposium bød på tre workshops inden for fem emner: 1) Videoblogging, 2) skriv den gode opskrift, 3) design- & layout, 4) hvordan får man flere kliks, og 5) Skriv godt — eller måske bare bedre. I denne ombæring kommer det til at handle om sidstnævnte workshop, som freelancejournalist og højskolelærer Otto Lerche stod for. Jeg var nemlig grundlæggende svært uenig i Ottos valg af gode råd. For bloggere i hvert fald.
Da madblogs i Danmark for alvor slog igennem, indtog René Redzepi fra noma en positiv holdning. Rene udtalte, at han ofte baserede restaurantbesøg i udlandet på anmeldelser/gastronomierindringer begået af madbloggere. For de kunne noget, dagbladenes journalister ikke kunne. De kunne gå i dybden. Gennemgå 12 retter, ret for ret, vin for vin, ingrediens for ingrediens. 12-15 A4-sider bli’r det af og til for de bedste af slagsen. Noget, der ikke kan lade sig gøre i en avis, fordi papirkoster, korrektur koster, distribution koster. Morten Schou fra Ensemble var mere kritisk over for madbloggere, for vidste de overhovedet, hvad de lavede? Havde de en madfaglig uddannelse? Eller blot en kommunikationsfaglig? Ofte ikke. Rene Redzepi og noma består. Ensemble er gået konkurs.
Journalister og bloggere er generelt betragtet en sprængfarlig cocktail. Førstegruppen er faguddanede research- og formidlingseksperter; sidstegruppen glade amatører. Det er passionen og kærligheden, der driver skrive- og læseværket. Og ofte undrer førstnævnte gruppe sig, altså journalisterne, over, at folk gider læse de tekster, som bloggerne producerer. For de mangler vinkling, deres metaforer flyver, hvis billedsproget ikke er kontamineret eller katakrestisk. Hvad sker der?
Ofte sker der det, at journalisterne agerer som behjælpelige, men bedrevidende, storebrødre. “Vi har et håndværk!”
Men det håndværk er altså ikke specielt gammelt, hvis man taler om den moderne journalistik som disciplin. 1700 og frem bød på kaffesaloner, hvor problemer blev sat til debat. 1789 sker der virkeligt noget. og 1830 vokser den formidlingsmodus, vi i dag forbinder med de klassiske journalistiske dyder frem.
Men det er en parentes i formidlingshistorien. Der kom noget før (fx en akademisk skrivetradition, der vægter transparens- og vægtningskriter ganske forskelligt i fx germansk og angelsaksisk tradition) — og der kommer dæleme også noget efter. Først var det skrivermunkene, der måtte lade livet. Senere typograferne. Og next-up er måske journalisterne.
De traditionelle dagblades læsertal og annonceindtægter er faldende og har været det i en årrække. Og alligevel, pudsigt nok, nærmest darwinistisk misforstået, kæmper journalisterne for at fastholde deres position og deres formidlingskriterier.
Gårds dato var det Otto Lerche, der havde skimmet danske madblogs og kom med journalistiske fifs til, hvordan det kunne blive bedre. Rubrik, underrubrik, vinkling. Ét indlæg, ét emne; en sigende overskrift.
Kategorier og værdikriteriet, der er tonet af en historisk betinget teknologi: Et begrænset antal sider i en avis. Et krav om, at redaktøren kunne skære nedefra og op. Så alt skulle med i titlen; den skulle være sigende, fængende og appetitlig.
Og underrubrikken skulle indfange det væsentligste samtidig med, at stoffet blev gjort spiseligt. Man kæmpede for sin stol — og sit område til næste redaktionsmøde. Rammerne var distributionens. 1000 ord, som madanmeldernes formand Réne Langballe var inde på.
Men de kategorier tilhører en anden tid. Man kan være skeptisk som Nicolas Carr — og sige, at det var bedre før. Eller også så folk bare mere fjernsyn. Eller man kan være optimistisk som Clay Shirky. Eller også kan man placere sig fornuftigt tankemæssigt og handlingsmæssigt i en position midt imellem. Der var noget, der var bedre før. Og der er noget, der er bedre nu.
Men antallet af blogs i massiv vækst. Og læserne følger med. Alene på blogspot-com og wordpress-com blogs voksede det månedlige læsertal fra 472.000 til 900.000 i 2009. En analyse begået af afågende formand fra FDIM. Alle de blogs, der ligger på selvhostede domæner, tæller ikke med.
Et godt råd herfra — pas på med at lytte alt for meget til skrivermunke, typografer og journalister.
Alt godt & mange tak for i går,
Læs også: Middag på Knipps Kaj & Madbloggersymposium 2010 — fire nedslag
*Alle situationer, der indeholder, sprog, pauser og fortolkningsrum er forræderiske størrelser…
Læs også: Webhotel til blogs.
No related posts.
August 29, 2010 at 7:00 pm
Jamen, jamen, jamen Kasper…
Jeg ville nok have udtrykt mig med en del færre historiske referencer, men jeg sad lige og overvejede at lægge et blogindlæg med samme emne, da jeg faldt over dit indlæg.
Otto Lerches indlæg bar præg af en god indsigt i det journalistiske håndværk – men også af en manglende indsigt i det, de forskelle, der er på aviser/magasiner og bloggernes verden. Dermed manglede der også en indsigt i det, der gør at blogging på et bare nogenlunde seriøst niveau, har sin berettigelse i medielandskabet.
Pointen – som også René Langdahl havde misset er jo netop, at vi som bloggere kan gøre som vi vil. Vi behøver ikke stræbe efter at fremstå objektive, omend det vil være bedst for alle (inklusive os selv), hvis vi i det mindste fremstår saglige.
Hvis vi lader os binde af journalistikkens regler, risikerer vi at miste bloggens vigtigste særkende – personligheden. Mister vi personligheden i vores blog, bliver det meget svært at fortsætte med at blogge.
Lad os prise os lykkelige over, at vi bloggere hver især er vores egen redaktør… at vi hver især har mulighed for at skære, vinkle og opbygge indlæggene, som vi finder passende. Lad os prise os lykkelige over, at vi har retten til at give vores overskrifter et mystisk præg, der måske kan virke pirrende på nysgerrigheden. Vores læsere skal nok fortælle os, om vi er rigtigt på den.
August 29, 2010 at 7:10 pm
Hej Kasper
Tak for en hyggelig dag, og gud hvor har du ret! Vi skriver ikke aviser og vi skal ikke lade os begrænse. Vi skal lade os styre af glæden og passionen!
Keep on writing og lad os se om vi, eller de traditionelle blade/aviser, er her til sidst.
Måske, er internettet, og al dets væsen, ikke så flygtig en ting alligevel.
PS: Beklager hele 2 “ulovlige” indskudte sætninger i én besvarelse.
/Frederik
August 30, 2010 at 9:02 am
Hej Kasper,
Endnu en gang tak for ínput og selskab i weekenden. Uanset hvordan vi vender og drejer Madbloggersymposiet, så er jeg sikker på, at det har sat tanker i gang rundt om ved de små computere. Jeg kender fx. så udmærket den frydefulde følelse af forargelse og kritisk indstilling, som jeg fornemmer i dit indlæg. Det er dér passionen bor! Skønt, at du skriver et indlæg, som er andet end “det var vel nok en dejlig dag”. Skønt, at du har en historisk baggrundsviden, som du deler. Så bliver jeg lidt klogere, og det er helt klart en af mine motivationer for at læse madblogs.
Jeg har tænkt over det som du skriver til Otto Lerche, og selvfølgelig har du ret i, at en væsentlig del af charmen ved og berettigelsen ved madblogs er, at vi IKKE er journalister; at vi ikke følger skabeloner, som er skabt af den trykte presse. MEN jeg synes, at hans pointe om vinkling var supervigtig – og meget overset.
Jeg har nu læst (skimmet) omkring tolv beretninger om madbloggersymposiet, og jeg synes ærligt talt, at de er kedsommelige og jeg kan ikke huske den ene fra den anden, FORDI de ikke er vinklede. De er lige præcis dét, som var opstillet som skrækscenario: kronologiske gennemgange fra morgen til aften. Ingen vinkel. Ingen personlighed. Uden tilføjelser, som kunne give mig en anden vinkel på dagen, end jeg selv havde fået ved at være til stede. Fine, hvis man bare gerne ville vide, hvad dagen bød på, men i øvrigt totalt uden kant.
Dit indlæg her er et dementi af din kritik af Otto Lerche: du vinkler dit indhold benhårdt, og giver i din overskrift og indledning en helt klar melding om, hvad det hele handler om. Som læser kan jeg derfor hurtigt se, om det er noget, der interesserer mig – eller ej. Og det er faktisk en fin service.
I øvrigt synes jeg, at det er værd også at huske, at det at være mad-blogger udgøres af de to dele: mad og blogger. Ottos indlæg var et af dem, der fokuserede på bloggerdelen, og det synes jeg faktisk er meget tiltrængt. Ikke at vi alle sammen skal skrive efter samme skabelon, men det er vel en del af madbloggersymposiets pointe at løfte overliggeren for os på begge felter; både det gastronomiske og det skrivehåndværksmæssige.
Jeg hører dig ikke beklage dig over, at vi blev stopfodret med smagninger og præsentationer fra det højere gastronomiske skoleridts overdrev! Velsagtens fordi du synes at det er vigtigt at være på forkant med madtendenser, og fordi du tror på, at man faktisk kan blive inspireret og lære noget UDEN at falde i en eller anden skabelon. Det tror jeg så også at man kan på det skrivemæssige område, og derfor synes jeg at Ottos indlæg var velplaceret. Ikke perfekt, men dog meget bedre end ingenting.
En del af madbloggeriets styrke er netop det demokratiske aspekt, og jeg synes at det er en trist tendens, at fokus ofte er så langt fra hverdagen. ”Mest af alt holder jeg af hverdagen”, det er jo dér de fleste af os lever det meste af vores liv.
Nå, det er vist lidt ufokuseret her til sidst, men jeg håber, at du fanger min pointe. Tak fordi du satte tanker i gang!
August 30, 2010 at 2:08 pm
Kære Lise!
Du skal have tusind tak for et ret elegant svar, der gav mig anledning til at reflektere lidt over, om jeg kæmpede mod stråmænd. Om jeg associerede for vildt. Eller om jeg bare trak gamle kæpheste af stalden.
Jeg er nået frem til, at jeg kan svare ja til alle tre ting. Men jeg mener fortsat, at der ligger et interessant formidlingsteoretisk spørgsmål lige i midten af Otto Lerches oplæg om at tænke i ét primæremne, én sigende rubrik og en ekspliciterende underrubrik. Hvoraf følger, at man skal passe på med overskrifter, der ikke kobler referent og sprogindhold direkte — som fx “Farven er fri”.
Nogle af de bedste bøger, jeg har læst, lægger ud med ubestemt deiksis i første afsnit. Altså et ord, der henviser til noget, der er 100% kontekstuelt. Ikke referentielt. Ham, hende, her, nu, da.
Og jo, mit førsteindlæg dementerer idéen om, at de journalistiske dyder ikke har berettigelse. Mit indlæg indpasser sig høfligt i en argumentations- og debatform, som går tilbage til de oplysningsidealer, jeg var inde på i første hug.
Et format og formidlingsideal, der bygger på en deduktiv tilgang til verden og teksten og væren.
Tesen i rubrikken; primærargumentet i underrubrikken — og så eksemplifikationen i primærteksten.
Og jo, indrømmet, jeg kan også kedes af blogposts, der er kronologisk-deduktive.
Men jeg synes også, man som professionel formidler bør stoppe op og tænke over, hvordan det kan være, at 900.000 danskere ugentligt følger den slags skriverier alene på WordPress- og blogspot-platformen. Mig bekendt hoster 80% af de mest vellæste blogs på egne domæner, og de er således ikke med i FDIM’s statistik.
Man kan kalde det bamse- og kyllingesprog. Man kan kalde det ophobning af parataktiske sætninger. Noget der fx litterært også kendetegner sagastilen. Måske er blogformatet kendetegnet ved kraftige talesprogstræk sådan all-over. Og det er det. Hovedløst til tider. Elegant af og til.
Og måske gi’r det tekstuel og menneskelig mening. Måske passer den sprogstruktur bedre til oprigtig dialog mellem mennesker, sådan kognitivt og emotivt. Og måske er en stor del af blogskriverier bare fatisk kommunion.
Måske står vi med en hybridform. Måske står vi med forskellige poler, der tiltaler forskellige mennesker alt afhængigt af, hvilke læsegenrer de forventer (og er vant til og skolet i).
Hvis vi anta’r, at ekspertrollen er under demokratisering, så må den sproglige dimension også følge med. Hvis vi anta’r, at deltagelsesbarrieren- og publiceringsbarrieren er blevet lavere, så må den sproglige dimension også følge med.
Og så dur formidlingsskabeloner, der er rundet af en bestemt ideologisk tidsånd og et helt specielt teknologisk format bare ikke længere, tror jeg.
Overfortolker jeg? Helt klart! Og Otto skal have tak for at have ageret diagnostisk tekstlæge på den danske madblogosfære, så jeg ku’ få lov til at gå i meta-mode!
Alt godt,
Kasper
August 30, 2010 at 6:13 pm
Hej igen,
Tak for dit fyldige svar. Lad os lade diskussionen ligge her i denne omgang. Der er lige et par betragtninger, overvejelser og sprogteoretiske begreber mv. som jeg vil lade boble i fred. “Fatisk kommunion” – den skal min indre teolog arbejde lidt med.
Lad mig slutte med noget, der vel kan anses som præ-Bamse-og-Kylling-sprog:
Lise
August 30, 2010 at 6:39 pm
Haha! Det kan jeg godt se.
Det er vist et begreb, der er udviklet af Bronislaw Malinowski for den del af kommunikation, som er fællesskabsdannende- eller bekræftende.
Det er mit indtryk, at mange blogs, hvor folk tilbagevendende kommenterer hinandens indlæg, fungerer på den facon et langt stykke henad vejen.
Alt godt!
Kasper
August 31, 2010 at 12:42 pm
Tak spids, for et kommunikationslingofestfyrværkeri
Selv med hjælp fra næb, kløer, livrem og seler kan jeg ikke hænge på argumentationen hele vejen igennem. Men den er sikkert rigtig, hvis jeg kender Kasper ret.
Et forsigtigt forsøg på at bringe en lille ny vinkel til torvs slipper I alligevel ikke for. Jeg er nemlig i den ulykkelige situation, at jeg ikke fik lejlighed til at høre et eneste ord af, hvad Otto fremlagde, og jeg kan derfor ganske habilt og fordomsfrit fortælle om rationalet bag det bestilte oplæg og dets i vidt omfang bestilte indhold.
Præmissen var min egen holdning om, at konferencens indhold – og workshopdelen i særdeleshed – blandt andet havde til formål at introducere nogle begreber, tankegange og helt konkrete værktøjer til bloggerne, der kunne stimulere til endnu flere fede blogindlæg derude i æteren (tjek fx http://kulinarias.blogspot.com – vidunderligt rå og kaotisk).
Da de fleste blogindlæg indeholder en eller anden form for skriftlig fremstilling gav det mening, at nogen skulle komme og sige noget om, hvordan man skriver godt. Valget faldt på Otto, hvilket jeg er mægtigt tilfreds med – ikke mindst på grund af de mange positive kommentarer, der faldt om netop Ottos indlæg i løbet af aftenen. Flere end om noget andet specifikt indslag på dagen, faktisk.
Anyways, det faldt mig ikke et sekund ind at bede en taler foredrage det smukke i den nedbrudte form og prise internettets sproglige anarki. Jeg tror ikke, nogen er uenig i, at det er en af bloggens største forcer. Eller at det allerede findes i rigt mål. Æteren er jo smækfuld af retorisk vildskab og befriende passioneret amatørisme. Det behøver vi tydeligvis ikke at lære.
Betyder det så, at det ikke kan blive bedre? Nej, det gør det saftsuseme ikke. Yderligere argumentation er unødvendig.
Tilbage stod altså at finde ind til det tema omkring sproglig fremstilling, som kunne afvikles på 15 minutter for folk, der for 75 % vedkommende ingen som helst teoretisk forståelse har for, hvad de skriver. Og samtidig et tema, som netop ikke tager udgangspunkt i bloggens grundlovsfæstede frihed til ufokuseret verbalballade. Kald mig bare gammeldags og fantasiløs, men et crash-kursus i grundlæggende journalistiske principper forekom altså temmeligt oplagt.
Det står selvsagt enhver blogger frit for at forkaste ethvert princip. Jeg synes bare, at det i givet fald bør ske på et lidt mere oplyst grundlag. Andre vil forhåbentligt kunne finde mening i at implementere et enkelt journalistisk greb eller to.
Således rationalet.
Rasmus
September 1, 2010 at 4:35 pm
Tak, Rasmus, både for valget af Otto og hans opgave – og din præsentation af rationalet bag. “Crash-kurset” gav god mening for mig. Jeg er godt nok en af dem fra de 25%, der i teorien har noget teoretisk indsigt, men det var herligt for mig især at blive mindet om det vigtige i at anlægge en VINKEL på sit stof.
Og ja, der er god plads til forbedring på det sproglige område, så mere Otto-stuff til næste år!
September 3, 2010 at 12:15 pm
…jeg følte også en noget belærende tone i oplægget, men var cool nok med at få opridset noget af grundvidenskaben igen. En vinkling, et udgangspunkt, noget der fænger læseren er der altid brug for. I undertegnedes blog kører det meget traditionelt; det er jo nærmest en slags selvudgivent læserbrev. Men blogformen åbner jo op for en mængde af andre kommunaikationsformer og -sprog, der ikke er afhængig af de traditionelle læse og kommunikationsformer. Min kære hustru har f.eks netop skrvet en Ph.D, hvor der er tre niveauer; en poetisk form, en eventyrform og en akademisk form. Det åbner op for tre forskellige læsninger, men et hav af forståelsesformer. Rigtig/forkert, det hele bliver dejligt opløst i disse år…
September 11, 2010 at 12:43 pm
Kære Ivan!
Idéen om stratificering af fortolkningslag og læselag er ikke ny — men det lyder spændende none the less. Skulle din kærestes ph.d.-afhandling mon kunne læses online et sted?
Alt godt,
Kasper
January 19, 2011 at 6:22 am
Noget sent er jeg faldet over denne lille debat om madjournalistikken. Selv havde jeg glæden af at overvære madblog-arrangementet med diverse oplæg.
Men jeg må lige rette én vildfarelse: Hvad der dengang formidlet om madsprogets form og argumentation i oplæg af Lerche, Holmgård og Langdahl, det er først og fremmest betragtninger som de herrer har genbrugt i rå mængder fra mit universitets speciale “Madanmeldelsen – genre, argument og udvikling” (juni 2007).
Ærgeligt at de ikke finder anledning til at kreditere netop dette. Specialet kan i øvrigt lånes på det kongelige bibliotek.
/Anders Holst Markussen
Madskribent Weekendavisen
January 19, 2011 at 9:15 am
Kære Anders!
Du skal have mange tak for din forsinkede kommentar. Jeg må indrømme, at jeg indtil i dag ikke var bekendt med din specialeafhandling, hvis emne jeg selvsagt finder voldsomt interessant.
Det må jeg have bestilt hurtigst muligt. Kunne du evt. være interesseret i, at vi bragte specialet i dette regi eller på Madbevægelsen, så en bredere læserskare kunne få adgang til det, og flere på samme tid.
Min egen prisopgave fra KU har fx været “låst” i 2 år, fordi en låner har glemt at returnere det, og der forefindes kun ét eksemplar til udlån.
Alt godt,
Kasper
January 19, 2011 at 12:21 pm
Hej Anders, Sig ja! Til Kaspers spørgsmål. Jeg vil også rigtig gerne læse dit speciale, og synes at det ville være supercool – og bekvemt – at kunne finde det online. Jeg har for nylig haft en mindre snak med Rasmus om ‘kritik’ i bred forstand og det kunne tyde på at dit speciale kunne bidrage mig med noget viden, som jeg savner. Mange hilsener Lise