Bergholts opskrifter

gastronomi siden 2007


Må vi byde på et glas?

| 0 comments

Bocuse d’Or er ud over selve konkurrencen også en enorm messe og netværksbegivenhed. Hundreder, hvis ikke tusinder af sponsorer, organisationer og virksomheder er til stede, og hen over champagneglassene bliver der ivrigt udvekslet nyt fra den gastronomiske verdenscene.

Af Jesper Andersen, presseansvarlig for Bocuse d’Or Team Denmark

Alle byder på et glas til Bocuse d'Or. Denne unge dame byder velkommen til den canadiske kok, David Wongs, selskab ved konkurrencen i 2009. Foto: Urban Mixer (Flickr)

De sidste forberedelser er efterhånden på plads. Lastvognen med alt Rasmus udstyr er på vej ned igennem Europa, og i morgen tidlig sætter jeg mig sammen med fondens generalsekretær Karsten Kroman i et fly mod Lyon. Resten af teamet ankommer mandag.

Læs også: Danmark vinder VM for kokke.

Jeg er spændt på, hvad vi kommer til at opleve. Der er mange officielle sammenkomster på programmet – samt en række af den mere private slags, hvor der skal diskuteres penge og politik. For der er ikke nogen tvivl om, at Bocusen samtidig er stedet, hvor alliancer indgås. Danmark tabte kampen om at blive værter for EM-udgaven af Bocuse d’Or i 2012 til Belgien, som trak en trumf i sidste øjeblik: afholdelsen af en ugelang national gastronomisk festival. Derfor ser man allerede nu frem mod 2014 og forsøger at skabe den nødvendige politiske og økonomiske opbakning til et nyt dansk kandidatur.

Følgende er et program, det er adgang til for alle danske gæster, journalister, delegerede og sponsorer ved Bocuse d’Or 2011 i Lyon:

MANDAG DEN 24. JANUAR

Champagne hos Danish Crown

Danish Crown byder på et glas champagne ved deres stand på messeområdet på Sirha kl. 15:00 – 16.30. Alle er velkomne.

KitchenAid byder på champagne

Fondens sponsor KitchenAid vil gerne byde på champagne kl. 16:30 på deres stand inde i VIP området (ikke at forveksle med messeområdet på Sirha). Under hele konkurrencen og messen kan KitchenAid benyttes som Meeting Point i VIP området, hvor det altid vil være muligt at få en forfriskning.

Reception i Chambre de Commerce et Industrie (CCI)

Mandagens store arrangement er receptionen om aftenen hos handelskammeret. Arrangementet foregår i den fantastisk flotte La Salle Corbielle, der er den gamle børshal i Lyon fra kl. 20:00 – 22:30. DKH Prins Joachim og Prinsesse Marie vil være at finde blandt gæsterne, foruden naturligvis Rasmus Kofoed og Frederik Rudkjøbing med familier. Derudover vil der være en lang række øvrige æresgæster inviteret af den danske ambassade og fonden.

Aftenens dresscode er som minimum jakke og slips.

TIRSDAG DEN 25. JANUAR

KitchenAid byder på champagne

For ankomne tirsdag er der atter en mulighed for at nyde et glas champagne, når KitchenAid byder velkommen i deres stand i VIP-området på Sirha kl. 11:00.

DKH Prins Joachim og Prinsesse Marie ankommer til konkurrenceområdet

Kl. 12:00 ankommer Prins Joachim og Prinsesse Marie til konkurrenceområdet sammen med ambassadør Anne Dorthe Riggelsen, fødevareminister Henrik Høegh, konkurrencedirektør for Bocuse d’Or Florent Suplisson, mesterkokken Paul Bocuse, fondsformand Jan Kristensen og generalsekretær for Fonden Bocuse d’Or Danmark Karsten Kroman. Her vil de bl.a. hilse kort på den franske deltagerkok Jerome Jaegle.

Cocktails på den danske stand

Selskabet bevæger sig dernæst til den danske stand på Sirha, hvor der serveres cocktails kl. 12:30. Her vil bl.a. den svenske Prins Carl Phillip samt de øvrige nordiske fødevareministre deltage.

Piilivuyt byder på et glas vin og præsenterer nyheder

Om eftermiddagen kl. 15:00 serverer fondens sponsor Pillivuyt et glas vin og en gave og præsenterer samtidig diverse nyheder på deres stand 9 H 18 i messeområdet.

Fotografering for pressen

Der vil være mulighed for at repræsentanter for pressen kan tage billeder af Rasmus Kofoed og Frederik Rudkjøbing ved den danske messestand på Sirha kl. 16:50.

ONSDAG DEN 26. JANUAR

Rasmus Kofoed og Frederik Rudkjøbing starter

Kl. 08:50 går det løs i køkken 3! Rasmus Kofoed skal præsentere sin fiskeret præcis kl. 13:50 og sit lam kl. 14:25. Ambassadør Anne Dorthe Riggelsen og fødevareminister Henrik Høegh overværer afleveringen af fadene sammen med fondsformand Jan Kristensen og fondens generalsekretær Karsten Kroman i VIP -området.

Bocuse d’Or præmieoverrækkelse

Kåringen af årets vindere i Bocuse d’Or er sat til at begynde kl. 18:00, men det bliver traditionelt forsinket 15 – 30 minutter. Kåringer og præmieoverrækkelse tager ca. en time, hvorfor der omkring kl. 19:30 bør være udråbt en vinder af dette års guld.

Afterparty hos nordmændene og franskmændene

Den danske delegation og alle danske gæster i Lyon er blevet inviteret med til ikke bare en men to afterparties om aftenen efter konkurrencen. Både vores broderfolk mod nord og de franske værter har hjerteligt inviteret os til at deltage i deres fester, som forventes at starte omkring midnat, når den traditionelle gallamiddag er overstået.

Overblik over hele Bocuse d’Or-føljetonen her: Bocuse d’Or 2011.

Leave a Reply

Required fields are marked *.