Det skorter jo ikke just på bøfhuse i København anno 2011. Hereford Steakhouse, hvor der blev udstedt tunge guldmønter, og vinene fik lov at løbe ad sindrige dekanteringskanaler langs bardisken inden servering (det kunne vores Malbec faktisk godt have trængt til!), var vist blandt de første til at slå dørene op.

Senere fulgte billigere versioner som Jensens Bøfhus, & så entrerede et par argentinere markedet med Fuego og for 2-3 år siden gik det for alvor løs med MASH Steakhouse og senere Midtown Grill på Kalvebod Brygge. En jungle, men og for en god, velhængt og velstegt bøf er noget, der er et marked for, og konkurrencen er stor — i alle prisklasser.

Bloggermiddag på restaurant Asador på Christianshavn
I dag var jeg inviteret til presse-/bloggermiddag på restaurant Asador — med den fornemme adresse Overgaden oven Vandet, vist tidligere én af de dyreste gader i Kongeriget Danmark. Pr-bureauet bag Bookatable inviterede og betalte, og anledningen var, at der snart går endnu en tilbudsuge løs blandt københavnske/nordsjællandske restauranter. 50-60 restauratner er med, og konceptet er såre simpelt. To retter til 150,- kroner. Vand, vin og ekstraserveringer kommer oveni. Ikke nogen dårlig idé i et finanskrisepræget år.

Fire andre madbloggere var inviteret, og det blev et rigtigt godt selskab med masser af gastronomisnak: Mira Arkin, Anne Au Chocolat, Birthe fra Newyorkerbyheart & Brian fra Gastromand.

Forretter på restaurant Asador
På forretfronten stod valget mellem empanadas, en slags argentisk pirog, altså kødfyld indbagt i dej — hvorvidt det var tilberedt i ovn eller friture, skal jeg ikke kunne sige, men jeg takkede nej — og en salat med gedeost, pære, selleri serveret akkompagneret af forskellige slags sprøde salater. Den takkede jeg ja til.

Visuelt en ret flot, for ikke at sige rigtigt flot, servering i dette prisleje i min optik. Strukturmæssigt også gode anslag: Sprøde rødløg, sprøde salater, lange stave af frisk pære — en glace, der dannede basen. Smagsmæssigt en tand eller to for sød til min smag, som nok ikke kan betegnes som repræsentativ. Gedeosten, som godt kunne have fået afpareret sin hinde, var belagt med grov, karamelliseret rørsukker. Et godt, kreativt træk, særligt på dette prisniveau. Men sammenlagt for mange søde elementer til min smag.

Læs også: Anmeldelse af noma.

Ryd op i vinkortet

Førstetjeneren foreslog en solid, fadlagret, men ung, chardonnay, som vi valgte at takke nej til. Bestillingen lød i stedet kortets eneste sauvignon blanc, der desværre viste sig at være udsolgt. Et hurtigt skim ned over kortet viste at den situationen blev delt med 30-40% af det samlede udbud af vine. Det er naturligvis godt at have omsætning og udskiftning på vinfronten, men når man som spisested satser på onlinebestillinger, så vil der være ræson i at få luget ud i den slags og få præsenteret friske, valide vine på kortene både online og offline. Respekt skal dog samtidigt lyde for at holde et flot og snævert geografisk fokus på argentinske vine.

Frugtig-fed viognier og malbec fra gamle stokke
Vi landede på en frugtig-fed viognierbaseret 2007′er, der gik fornuftigt i spænd med såvel gedesalat som pirogforretten efterfulgt af en ren malbec (Goulart Reserva fra Luján de Cuyo, årlig produktion ca. 16.000 flasker) fra gamle stokke. Saftig, tung, 40% af vinen har fået 18 måneder på nye franske egefade. Oversøisk vin er generelt ikke min kop te, men dette var én af de bedre flasker med en vis struktur og balance (på grund af et fornuftigt garvesyreniveau).

Læs også: Anmeldelse af Falsled Kro.

Oksemøbrad, ærlig mos & ærlig sauce

Hovedretten var langt mindre sammensat på ingrediensfronten, og godt for det. Kartoffelmos — fyldig, fed, rørt godt. Krydret solidt med salt og peber, smagfuld. Glace på gastrique og en smule oksefond, vil jeg tro til — måske i kombination med en løgbase. Ok, markant sødlig.

Hvordan var kødkvaliteten på Asador?
Fin lille tournedos af oksemørbrad med en kvist monsterkraftig rosmarin på toppen. Oksemørbraden kunne godt have været en god portion mere saltet — både før, under og efter stegningen; men det er en smagssag. Stegegraden, var som bedt om, rød — og det blev ramt godt hele vejen omkring bordet.

Kvaliteten af kødet var i orden — ikke tørmodnet, men fra plasticvakuum, så vidt jeg kunne vurdere på baggrund af dels strukturen i kødet, dels en lille syrlig undertone. Men træerne vokser selvsagt ikke ind i himlen.

De fleste steakhouses kører med bøf vs. side orders, herunder sauce og kartoffel. Hér blev der servert mos og gastriquebaseret sauce inklusiv.

Prismæssigt — 150,- for to retter, så vidt jeg husker begynder priserne for en bøf i og for sig selv på 185,- på MASH — synes jeg, at pris/kvalitetsratioen er god.

Jeg skal naturligvis ikke kunne sige, om restauranten kan levere samme kvalitet, når der — forventningsmæssigt — strømmer mange flere gæster igennem døren, når rabatugen kører på højeste tempo. Men takterne er gode, og jeg var tilfreds.

Desserterne (og desservinen) var aftenens svage kort
-

Vi fik lov at vælge frit fra dessertkortet, men der er vist kun to desserter at vælge mellem under rabatugen — chokoladetærte med italiensk is (en svagtsmagende out of season-jordbærsorbet) eller en crème brûlée med dolce de leche.

Mit valg faldt på crème brûléen, som ikke kun blev serveret med dulce de leche (en slags karamelcreme på kondenseret mælk), men baseret på dulce de leche. Sødt med sødt på. Jeg foretrækker klart den klassiske version med æggecreme med tahitivanilje. Sukkerlaget var fint i tykkelsen og jævnt karamelliseret. På siden en lille parfait på appelsin og kanel, som fungerede fint sammen med den meget søde dessert. Uspecificeret dessertvin i glassene. Tyktflydende, sød og med en sprittet overtone.

Alt i alt et fornuftigt måltid, men jeg overvej at spring dessert og dessertvinen over.