Berlingske Tidenes to anmeldere Svend Rasmussen og chefanmelder og madredaktør Søren Frank var forbi restaurant Relæ i sidste uge. Bordet var bestilt til Jens Arkibald, og det pseudonym er nok dødt nu i anmelderkredse.

Anmeldelsen kom hurtigt på AOK, mens den trykte version lod vente lidt på sig. Christian Puglisi, chefkok og medjer, tog til genmæle i det offentlige rum — på AOK.dk — noget der traditionelt vist har været betragtet som en dårlig idé.. Noget tyder dog på, at debatklimaet — og interessen for gastronomi — har rykket sig. For Svend Rasmussen tog sig tid til at svare på nogle af Christian Puglisis kritikpunkter. Men kun nogle. Resten måtte stå ubehandlet, fordi læsernes skulle skånes for for lange indlæg, hed det sig. En presseindustriel tankegang, som jeg egentligt lidt har svært ved at forstå. Men jeg er også blogger, og ikke journalist. Læs også: Journalistikken er en parentes i formidlingshistorien.

Trine Lai fra Verygoodfood har budt på en perspektivering i debatten på AOK, og jeg har selv valgt af følge tråd — dog med et mere meta-agtigt sigte, al den stund jeg endnu ikke selv har haft fornøjelsen af at spise på Restaurant Relæ.

Mit indlæg er, som følger:

Det har været en udpræget fornøjelse at læse anmeldelsen, restauratørens svar og anmelderens gensvar.

Jeg synes dog, at der er uheldige toner at finde på begge sider af debatten.

Fx klæder det ikke Christian at skyde Berlingske i skoene, at man har forhappet sig for at nå at komme før JP. Det er muligt, men også lige gyldigt. Ordene er i det offentlige rum, og motivfortolkning er multo sjældent vejen til bedre debatklima og forståelse.

På den anden side klæder det heller ikke Berlingskes anmelder at fraskrive sig muligheden for at svare på hvert enkelt kritikpunkt på grund af manglende plads og forventet læselyst hos læserne.

Det formidlingsparadigme er rundet af den trykte presses begrænsninger på grund af produktions- og distributionsomkostninger, og hele denne debat viser vel med al tydelighed, at folk gerne vil bruge lang tid på gastronomi — forstået som refleksion over det at spise godt! Der er masser af opmærksomhed — som måske er en af de knappeste ressourcer i denne verden.

Tidligere var det vist dårlig latin som restauratør at tage til genmæle offentligt. Særligt, hvis man fik fem stjerner. Men her forekommer det mig helt berettiget.

Som nævnt i andet regi, så synes jeg, at Christians bloggerier om lanceringen af Relæ, har været vanvittigt interessant at følge.

Og denne debattråd efterlader mig med en fornemmelse af at være blevet klogere: På anmelderi, på hæderlighed — og på passionen for at ville levere en sublim vare til en fornuftig pris — og så blive misforstået bedt om at servere seks retter i stedet for fire retter kombineret med toner af vinbestillingskrukkeri og regningsudregningsupræcision.

Tidligere havde menigmand — på godt og ondt — ikke adgang til disse refleksioner på begge sider af madanmeldelsen. Og der må være nogle kokke, der har siddet indebrændt med god bourgogne i glasset uden mulighed for at sprogligt subliminere deres utilfredshed med det, de ser som en upræcis anmeldese. Og ligeledes madanmeldere, der har siddet med deres svovl på Bobi bar, og slået den ned med et hårdkogt æg eller go.

Alt godt & tak igen!

Kasper