Bergholts opskrifter

– om opskrifter, gastronomi & vin


Sauternes – en kærlighedshistorie

| 0 comments

Jeg husker, hvordan jeg som ung tjenerelev stod i buffeten efter fyraften, med hovedet dybt begravet i de store mestres vinbøger, med ønsket om at smage, da min overtjener bød på et stykke tobak, åbnede min første flaske ædle søde druer og fortalte mig følgende historie, jeg nok aldrig vil glemme.

Château d'Yquem - hjemmet for verdens dyreste, mest berømte og bedste søde vin.

For mange år siden, i 1700-tallets Bordeaux, levede en stor baron og vinmager. Han ejede et af de største slotte med adskillelige hektar af de bedste vinmarker dette højt besungede område kunne præstere. Han var højt respekteret og mange fulgte hans bud.

Baronen havde en søn – hans eneste – hvis moder døde kort efter sønnens fødsel og efterlod baronen alene til opdragelse af drengen, der nu var blevet en mand og den, den aldrende vinmager så som sin naturlige efterfølger. Deres forhold var stærkt – dog af og til anstrengt, som følge af faderens beslutsomhed på sønnens vegne. Men der var kærlighed.

Under høsten et meget varmt år, ankom der blandt de der plukkede druerne, en ung og meget smuk kvinde. Da sønnen så hende blev han med ét ramt af tordenkilen og vidste med det samme, at han elskede hende. Der var ingen tvivl.

Straks informerede han faderen om de lykkelige omstændigheder af sin nyvundne kærlighed, men blev kun mødt med modvilje og vrede. Kvinden var af sigøjnerfamilie og i faderens øjne under ingen omstændigheder et match for sønnen! Så i nattens mulm og mørke sendte baronen alle sigøjnere væk fra slottet, på deres videre færd som nomader, og mente derved at kunne ødelægge den unge og stadig skrøbelige kærlighed.

Hurtigt anede sønnen uråd, men da var det allerede for sent. Hun var væk. Men da han indså, at han aldrig ville kunne leve uden hende ved sin side, tog han det uundgåelige opgør med faderen, der resulterede i at sønnen forlod slottet i vrede – for altid og nu ville forfølge lykken og finde kærligheden.

Han søgte i flere måneder, på afsides bjergsider og i de dybeste dale, indtil han den skønne dage fandt hende i Pyrenæerne på grænsen til spaniernes land. Han erklærede hende straks sin evige kærlighed og hun accepterede den med det samme. Hurtigt blev de gift og en stor og dejlig fest blev afholdt omkring aftenbålet i de fransk/spanske bjerge.

Selvsamme aften døde baronen. Han døde af de ulykkelige omstændigher af at være efterladt af sønnen. Han troede han havde mistet ham for evigt, da opgøret havde været af ondt blod. Alt var tabt! Fremtiden, fortiden, nuet. Havde han blot vidst, at sønnen var på vej hjem..

druer angrebet af botrytis cinera -- ædelråd

Pourriture noble - den ædle råddenskab.

Da sønnen og hans brud ankom til slottet i forsoningens tegn, fornemmede de hurtigt, at noget var galt. Ejendommen var støvet, haverne upassede, arbejderne væ og vinmarkerne ikke høstet. Faderen var død.

I sin sorg besluttede sønnen at tage faderens plads, og efterkom hans ønske om at blive slottets naturlig herre og føre værket videre. Så selvom druerne nu var forældede og så afskyvækkende tørre ud, besluttede sønnen at høste dem i faderens minde – hans sidste årgang. Folk blev samlet, sigøjnerne kom tilbage og det store høstarbejde af de rådne druer tog fart og fortsatte med en vanskelig gæring i slottets kældre.

Endelig, inde i det nye år, efter lang tids kamp, stod sønnen med det endelige resultat i glasset; en nærmest udefinerbar guldvæske med en overjordisk aromaintensitet og en cremet, tonstung mundfornemmelse. Verden havde set sin første ædle, søde vin.

Det er den vi i dag kender som Sauternes.

sauternes -- chateau riessec i årgang 1976

1976 Rieussec - med en elegant silkestruktur af modne ferskner, honning og toffee. Rig, blød og velformet.

Ædel råddenskab, fr. pourriture noble, ty. Edelfäule, råd i hele drueklaser eller enkelte druer efter angreb af skimmelsvampen Botrytis cinerea. Ædel råddenskab dannes i fugtig varme og resulterer i indskrumpne og rosinagtige druer, der ofte håndplukkes enkeltvis og efter presning og langsom gæring giver meget søde hvidvine med strejf af honning og orangeskal; de fineste er blandt de mest efterspurgte vine i verden. Sauternes og visse Loirevine fra Frankrig samt Trockenbeerenauslese fra Tyskland og Østrig er sammen med den ungarske Tokaj de mest berømte af disse vine, som i den nye verden benævnes “botrytized wines”. De fremstilles især af de grønne druer såsom Riesling, Sémillon, Sauvignon Blanc, Chenin, Gewürztraminer og Furmint.

—————————————-

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0 (from 0 votes)

Author: Kristian Brask Thomsen

Kristian Brask Thomsen – tidligere restaurantdirektør og chefsommelier, ved bl.a. Konrad, Formel B, The Square i London & Sofitel Plaza. Inkarnationen af passion og professionalitet: Tjener af den gamle skole, skribent, bon vivant og netværksmand på internationalt niveau, som medstifter af varierende on-line social networking sites. Når han ikke svinger pennen, rådgiver han bl.a. gourmet restauranter, topkokke og bedre hoteller samt brands indenfor det gode liv i kommunikation. Desuden står han bag en lang række tiltag inden for mad, vin, kunst, natteliv og social networking — senest The Dinner Party.

Leave a Reply

Required fields are marked *.