Nogle af verdens fineste tørre hvidvine på rieslingdruen
kommer fra Østrig. Producenter som Hirtzberger, Nigl, Knoll,
Prager, Pichler, Alzinger & Jamek er blandt de bedste. Vinene fra
Wachau fremhæves ofte som repræsentanter for det
ypperligste, Østrig har at tilbyde inden for hvidvine.
Vinterressarne langs Donaufloden er ældgamle, og vinregionen har
efter kølevæskeskandalen år for år
nærmest hævet standarden. Der produceres naturligvis masser
af billig konsumvin på grüner veltliner og andre druer mange
steder i Østrig, men de stejle og vedligeholdelseskrævende
stenterasser umuliggør større industriel produktion,
så mængden er begrænset, og det medfører
naturligvis en højere pris. Men hvis man ser på priserne i
forhold til fx rød bourgogne eller rød bourdeaux, ja
så er det muligt at smage kultvine, der har henrykket vinpressen
og profesionelle smagere for omkring 200-300 flasken. Det lader sig
ikke gøre med vinene fra Bordeaux og Bourgogne, der skal prisen
10-20 gange op, før det begynder at blive rigtigt
spændende. Singerriedl, Steinriegl & Klaus-markerne har
alle internationalt topry for at producere forrygende skarpe,
præcise og mineralske vine med markant lagringspotentiale.
Smagenote på Ried Klaus, Riesling, Federspiel, 2007
Sart lys, stråfarvet fremstår rieslingvinen fra Jamek i
glasset. Der er ikke meget at komme efter dér, som der
sjældent er, undtagen i de tungeste smaragdvine. Næsen er
underspillet -- lukket med mineralsk præg, men
grundlæggende meget nedtonet frugtudtryk -- på
grænsen til det lettere skuffende. Der skal karafles. Jeg
læste engang, at meget få dekanterer hvidvin, og det er en
skam. De store østrigske og tyske rieslingvine kan som unge
løftes flere klasser ved kortere eller længere tids
dekantering. Tilbage til Ried Klaus -- grapebitter, en anelse abrikos,
meget flot syreintesitet og -spil, lidt skarp og kantet generelt udtryk
pt., men hænger dog længe i mundhulen pga. den
prægnante syre. Tør, flot finale. Efter 20 minutters
iltning mere åben vin -- med en større dybde og florale og
herbale nuancer, der ikke var til stede tidligere. Pt. meget stram,
mineralsk vin, der ikke vil falde i manges smag. Kræver tid eller
en forståelse/kærlighed for underspillet, mineralsk
riesling.