Smagt
september 2008

Om hvid Saint-Joseph fra den
nordlige rhônedal, specifikt Saint-Joseph Lieu-Dit, 2001
fra Guigal
Rhônevinene fra den nordlige del af Rhônedalen står
mit hjerte nær. At smage alt fra simple vin de pay-vine (på
syrah) til komplekse Saint-Joseph-vine og hele Cave de
Tains-portefølje (inkl. den dybe, specialcuvée Gambert de
Loche) var en vækkelse, da jeg var på besøg for
første gang for godt og vel 10 år siden. Der hang en tung
chokoladeduft over Tain fra chokoladefabrikken Valrhona. Claus Meyer
gav eksempler på sine grisehyl og badede nøgen i poolen.
Syrah-vinene er komplekse, syrerige og med animalske toner. Men der
produceres også hvide vine -- og dem har jeg et noget anstrengt
forhold til. Prismæssigt ligger de side om side med de
røde vine, om det er en kartelagtig aftale, der bestemmer
priserne, eller det forhold, at mængden er stærkt
begrænset -- i de fleste appelationer fremstilles 90% røde
vine -- skal jeg ikke kune sige. Hvor de røde vine fra den
nordlige rhônedal er syrige og kradse er de hvide nærmest
det modsatte. Druerne, der dyrkes -- rousanne & marsanne -- giver
vine med meget lav frugtsyre. Mange opfatter dem som nærmest
dumpe, fade & spøjse, hvad angår syre. Til
gengæld har de en floralitet og en herbal karakter som er unik. I
og med at syrenivauerne er lave opfattes vinene ofte som fedmefulde og
opulente -- med en streng, skarp mineralsk kerne. I de rigtigt gode
vine optræder også en kernekomponent af eksotisk frugt, der
ligesom ludgør en understrøm i vinen.
Om Guigal og vinene fra den nordlige rhônedal
Guigal-domænet blev stiftet i 1946 af Etienne Guigal i Ampuis,
epicentret for Côte-Rôtie-appellationen. Guigals
bedste marker i Côte-Rôtie er over 2400 år gamle --
og det er forståeligt, at vinene koster lidt og meget mere end
konsumvine. Vinstokkene står på stejle skråninger
på terrasseanlæg som kan dateres til romerks tid. Paulus,
som kendes fra det ny testamente, siges at have begået selvmord
ved at springe ud fra tårnet på den gamle fæstning
Chateau de Fontager lidt syd Ampuis. Marcel Guigal overtog efter
Etienne Guigal i 1961, da faderen blev ramt af blindhed i forbindelse
med et kradsbørstigt sygdomsforløb. Yngste Guigal,
Philippe Guigal, som er uddannet ønolog, arbejder i dag
vedholdende for at holde familiefanen højt. Guigal producerer
år efter år nogle af verdens fineste syrahbasrede vine --
La Landonne, La Turque & La Mouline -- fra nogle af de bedst
beliggende parceller på ældgamle vinmarker i
Côte-Rôtie. I 2000 opkøbte Guigal-familien dels
Domaine Vallouits besiddelser i Saint-Joseph, Hermitage,
Crozes-Hermitage & Cornas -- dels den estimerede
Saint-Joseph-producent Jean-Louis Grippats marker i Saint-Joseph.
Bichel vine, der er en af de danske importører (den anden er
Philipson Wine) skriver om Guigal:
"//Marcel Guigal regnes i dag af de fleste for at være verdens
bedste vinmager. Maison Guigal ligger i Ampuis lige syd for Lyon i
hjertet af det bedste område i Rhône-dalen, Côte
Rôtie og er i dag det bedste af de store Rhône-huse! Marcel
Guigal, nu også med hjælp af sønnen Philipp, laver
en bred vifte af røde og hvide vine fra Côtes du
Rhône, Hermitage, St. Joseph, Crozes Hermitage, Gigondas,
Chateauneuf-du-Pape, Tavel og Condrieu til de helt store vine fra
Côte Rôtie, hvor markvinene fra »La Landonne«,
»La Mouline« og »La Turque« og domaine-vinen
fra Chateau Ampuis, nærmest har opnået en kultagtig status.
Efter købet af Grippat og Vallouit kan Guigal nu også
præsentere sin egen røde Hermitage »Ex Voto«
og de fornemme røde St. Joseph-vine »Lieu Dit« og
»Hospices des Vignes«//"
Om Domaine Jean-Louis Grippats -- & om Saint-Joseph
Saint-Joseph er den længste appellation i den nordlige
rhônedal, den
strækker sig fra lidt syd for Condrieu i nord til St.Péray
-- godt 65
kilometer. For ti år siden var de bedste producenter af
Saint-Joseph nok
Bernard Gripa, Jean-Louis Grippat, Phillippe Faury, Pierre Coursodon
& Pierre Gaillard. Med opkøbet af Grippats marker fik Guigal
adgang til noget af appellationens fineste syrah-materiale. Grippat
blev kendt for at hæve dybdeniveauerne i sine Saint-Jopseh-vine.
Tidligere blev der produceret mange lette, friske, frugtige og
læskende vine. Den slags vine produceres stadig, og dem er der
også plads til, både prismæssigt og kulinarisk. Det
er dog synd, hvis mosten bliver så tynd, at syrahkarakteren
forsvinder, og vinen minder om en lille, halvsløj Morgon
(på gamay-druen).Grippats marker lå lige bag ved selve
bakkehøje kaldet Saint-Joseph, bag ved Tournon, og det er en af
de bedste beliggenheder i appellationen. Grippat producerede i sin tid
omtrent 22.000 flasker årligt (fra et areal på 5,3 hektar).
Saint-Joseph-vine, man bør holde øje med
Jeg kan anbefale vinene fra Jean Delobre & Domaine Monier -- begge
er biodynamisk dyrkede og meget rene i deres syrahudtryk. Monier laver
tre forskellige cuvéer, mens Delobre efter eksperimenter med
flere cuvéer nu blot laver én. Det approach kan jeg godt
li. Det sker, at specialcuvéerne bliver en anelse for
ekstraherede og tipper over tanninmæssigt eller bliver for fede i
frugten. Moniers 'Terre Blanche' i 2005-årgangen er fx lige ved
at kunne fremstå som en øversøisk, omend en
kølig, stringent, en af slagsen. Cuilleron laver en kraftig, men
meget balanceret cuvée på gamle vinstokke ved navn
l'Amarybelle. Domaine du Tunnel er også værd at
følge, ligesom Pierre Gonon. Tardieu-Laurents Saint-Joseph-vine
har jeg smagt i årgange 2000, 2001 & 2002 og de er fine omend
kraftigt præget af fad som unge.
Klik her for smagenote
på Delobres Saint-Joseph i årgang 2004 og 2005. Alain
Graillot, som er mest kendt for sin crozes-hermitage, laver
også fine Saint-Joseph-vine.
Smagenote på Guigal, Saint-Joseph, Lieu-Dit, 2001
Hvid Saint-Joseph på Marsanne & Rousanne (95% marsanne, 5%
rousanne) fra gamle vinstokke
(25-70 år) fra de bedste parceller i Saint-Joseph.
Denne modne og knastørre Saint-Joseph er på sin vis
paradoksal, derved at den er fuld af honning uden nogen form for
sødme -- glasset dufter 2-3 timer efter det er tømt af
karamelliseret sukker. Smag af hvede og en anelse krudtrøg
kombineret med melon og overmodent syrefattigt æble. Næsen
oser af mandler og decideret mandelessens. Let oxideret præg, der
slutter meget, meget herbalt. Meget høj viskosistet i mundhulen
-- fed, fed vin kombineret med meget lave syreniveauer, grænsende
til det decideret fade. Smagen byder på let oxiderede toner, en
anelse pæresaft, marcipan og anis. Primærfrugten ligger
meget gemt i smagsbilledet. For lidt frug til min smag. Lang, lang
krydret eftersmag -- med noget, der tangerer sherrytoner. Spøjs
vin. Efter-efter smagen byder på toner af mandelessens og noget
sært parfurmeret henad sukat uden sødme og uden syre.
Guigal angiver en drikkehorisont på 10 år, men jeg ville
ikke ta' chancen. Jeg tvivler på, at vinen bliver bedre af
yderligere lagring. Guigals Saint-Joseph, Lieu-Dit, Blanc, smagt af
Spiegelau bourgone
& Riedel Hermitage.
Parkers vurdering af Saint-Joseph, Lieu-Dit, Guigal, 2001
"Even better is the 2001 St.-Joseph Lieu-Dit St.-Joseph blanc, which
tastes like pure honeysuckle interwoven with rocks, tangerines, and
white currants. With full body as well as refreshing acidity, this
impressive white will provide pleasure over the next 3-4 years. - 89"
Kilde: The Wine Advocate,Robert M.
Parker Jr - 12/04
Relaterede sider om Saint-Joseph
tilbage til
(c) 2008 - Kasper Bergholt