Domaine Sainte Anne - Côtes-du-Rhône blanc, Viognier,
2007
Lidt om viognier - og de vine, der produceres på
viognierdruen
Viognierdruens oprindelse fortaber sig i det uvisse - én legende
hævder, at den romerske kejser Marcus Aurelius Probus sendte
syrah- og viognierstokke via
Rhônefloden til Beaujolaisområdet, men skibet blev kapret
af
flodpirater omkring Ampuis & Condrieu-appellationen. Viognier
hører traditionelt den nordlige rhônedal -- og er den
enest tilladte drue i arne-appellationen Condrieu &
Château-Grillet -- til, men efter en periode med nedgang i
antallet af hektar beplantet med viognier (druesorten var ved at
uddø omkring 1965), ses nu den modsatrettede tendens. Både
i den nye og gamle vinverden eksperimenterer vinmagere med den
vanskelige drue. Druesorten er vanskelig at dyrke, da den kræver
optimal modenhed for at blive tilstrækkelig udtryksfuld.
Høstes den for tidligt, leder det til anæmiske og
svært anonyme vine. Plukkes den for sent, giver den underligt
fede, men også ekstremt fade vine -- der har en nærmest
olieagtig struktur, men ingen eller dårlig smag. Samtidig er
viognier også meget sårbar over for alskens sygdomme.
Smagsprofilen er floral og i den nordlige rhônedal ofte
kombineret med en unik herbal karaktér. Genetiske analyser af
druen viser, at den er i slægtskab med den klassiske piemontedrue
nebbiolo, der kendes fra de store Barbaresco- og Barolovine.
I rødvinsappellationen Côte-Rôtie er det tilladt er
tilsætte op til 20% viognierdruer i den færdige vin -- men
druerne skal fermenteres sammen med de røde. Det er altså
ikke tilladt at vinificere viogniermosten separat og senere
sammenstikke vinen. Udover at indgå i
Côte-Rôtie-vinene indgår viognierdruen også som
blandingsdrue, fx i Beaucastels generiske rhônevin, Coudoulet,
sammen med marsanne, clairette og borboulenc. Coudoulet ligger lige
på grænsen af châteauneuf-du-pape-appellationen,
på den forkerte side, men overgår mange af vinene, der
på bære AOC-mærket, selv om den kun kan sælges
som generisk côtes-du-rhône.
Om Domaine Sainte Anne -- og domænets vine -- klassiske
rhônevine på grenache, syrah, mourvedre, og som her,
viognier
Jeg har tidligere skrevet om Domaine
Sainte Anne i forbindelse med en smagenote på domænets
røde "Saint Gervais"-cuvée. Læs mere her om
domænet, domænets historie og domænets
porteføljesammensætning, som spænder over hvid
rhône på de klassiske rhônesorter
roussanne, marsanne, clairette, bourboulenc og viognier, over
enkeltdruecuvéen på Viognier, som der følger
smagenote nedenfor, til de røde cuvéer på grenache,
syrah og mourvédre - Côtes-du-Rhône,
Côtes-du-Rhône-Villages,
Côtes-du-Rhône-Villages Cuvée Nortre Dame des
cellettes, Cuvée Saint-Gervais les Mourillons & Domaine
Sainte Anne Cuvée Saint Gervais. Tasty Brand / Winelovers
forhandler vinene fra Sainte
Anne.
Smagenote på Domaine Sainte Anne, Côtes-du-Rhône
blanc, Viognier,
2007
Sainte Annes hvide rhône-vin på viognier er den
næstmest alkoholstærke vin, jeg har smagt længe.
Den anden var Nigls grüner veltliner Privat -- men den holdt "kun"
15%. Domaine Sainte Annes holder 16%. Det
kræver frugt og intensitet at bære det høje
alkoholniveau -- og det slipper vinen af sted med på grund af en
høj viskositet kombineret med en robusthed og kraft i
primær- såvel som eftersmagen. Vinen fremstår
vingummilys i glasset, viskosisteten er middelhøj. Næsen
byder på ferskensten og en markant floralitet -- kombineret med
herbale og parfumerede elementer. På ingen måde en saftig
crowd-pleaser, men en klassisk hvid rhônevin med markant tyngde
og rygrad. I smagen -- fersken og ferskensteng kombineret med honinng
(men uden decideret honningsødme), mandel, abrikos -- derudover
toner af modent æble.
Sammensætning af mad og hvid rhône - her Domaine Sainte
Annes viognierbaserede Côtes-du-Rhône
På dansk grund hersker der en vis modvilje mod de hvide
rhônevine. På sidste års Rhônefestival om
Châteauneuf-du-pape bemærkede min sidemand temmelig
nonchalant, at hvid rhône -- særligt fra
Châteauneuf-du-Pape -- er mere af et kuriosum end (drikkevenlig)
vin. Hvor de røde vine fra Rhônedalen er kendetegnet ved
en meget fin balance mellem frugtsyre og tanning -- og for de
syrahbaserede vines vedkommende et ganske højt syreniveau,
så fremstår de hvide nærmest diametralt modsat --
på grænsen af det fade sammenlignet med fx hvid bourdeaux,
fransk, tysk og øtrigsk riesling -- men også hvid
bourgogne, som vi kender den fra Chablis og andre kølige
appellationer.
Hos Matthieu Vianney i Lyon fik jeg hvid, tung, fed Crozes-Hermitage
til den fineste laks, sprøde, bitre salater og en
nødde-krydderurte-variation. Det svingede i høj grad.
Så maden skal tænkes grundigt igennem. Viognierdruen byder
traditionelt på lidt mere syre og frugt end vinene på
marsanne og rousanne. Poulsen har i sin Vinpushers kogebog en
sammensætning af braiseret kylling med en kompot på
abrikos og fersken, dertil honningbagte hvidløg til den
klassiske viogniervin, Condrieu. Guigal, en af det nordlige
rhônes mest kendte vinmagere, anbefaler trøffelsuppe. Fede
fisk, jf. Vianneys laks, kylling (gerne fra naboregionen Bresse).
Generelt skal man holde en god fedme og syrefattighed i retten. Konkret
bud fra tidligere publicerede opskrifter kunne være Unghane
med trøfler og jordskokker, sauce a la Bocuse, hvor
jordskokkerne, som byder på en markant sødme, nok
bør udelades -- eller: frilandskylling
med kantareller, jordskokker og sauce på hvid Macon,
skalotteløg og fløde, hvor kantarellen kunne
substitueres med trøfler og jordskokkerne udelades
Domænet anbefaler vinen som apéritif, som jeg synes er en
god idé -- til foie gras, som jeg foretrækker sammen med
med en medium- til helsød vin -- & til desserter. Vinen vil
i min bog stå sig dårligt til de fleste desserter, men det
er naturligvis en smagssag. Men til cremede ikke for stærke oste
kunne den være et interessant bekendtskab.