Gennem dine øjne af Peter Høeg

Forsiden af Peter Høegs seneste bog, Igennem dine øjne
Forsiden af Peter Høegs seneste bog, Igennem dine øjne

I går blev jeg færdig med Peter Høegs seneste bog, Gennem dine øjne, der udkom i 2018. Bogen, jeg havde lånt på biblioteket, mødte mig lidt aparte ved at have ombyttet forside og bagside. Åbnede man den fra forsiden, som man normalt gør, så man den sidste side i fortællingen først – men heldigvis på hovedet. Så jeg nåede ikke at læse slutningen, før jeg var gået i gang.

Om jegfortælleren i Gennem dine øjne


Gennem dine øjne, der er sat med nyt komma, er opdelt i tre dele – og begynder således:

“Første gang jeg hørte om klinikken, var da jeg beøgte min plejebror, Simon, på Nykøbing Sjælland Sygehus efter brorens første selvmordsforsøg.

Der etableres i første sætning en jegfortæller og jegets relation til en plejebroder. Tidspunktet for fortællingens begyndelse er jeg i tvivl om; det vender jeg tilbage til senere.

Umiddelbart har man nok  en tendens til at gå ud fra, at udsigelsestidspunktet er nutiden (omkring året, hvor bogen er skrevet), indtil noget markerer noget andet. Så det antog jeg.

Jegfortællerens navn (og dermed også køn) bliver nævnt første gang et godt stykke inde i bogen, på side 70, hvilket gav et gib:

“Jeg drømte at Peter sagde til mig jeg skulle gå ud på wc‘, signer Conny, en pige, De søvnløse børn-firkløveret Lisa, Maria, Simon, og altså Peter, hjælper med at gå på toilettet i stedet for at tisse i sengen ved at gå ind i hendes drøm og guide hende af sted til toilettet i stedet, hvilket lykkes efter nogle forsøg lykkes.

Bogens grundtema og måske projekt også?


Muligheden for at få adgang til andres bevidsthed og det komplementære at få adgang til kollektivt ubevidste er bogens (for mig at se) grundtema. Børnene i bogen har en retning, en evne og et ønske om at hjælpe andre. Det første eksempel er at hjælpe Conny fra børnehaven med ikke at tisse i sengen.

Og senere drengen Karl, som beskrives som en gud med fregner (som sprogligt viser, at Peter ser op til ham, mens Lisa nok er forelsket i ham), med ikke at få hjernehindebetændelse af at bade i forurenet vand omkring en kloakudledning. Og til sidst Peter ved at hjælpe sin plejebroderen til ikke at begå selvmord, der leder til døden.

Undervejs formår børnene at gå ind i en andre virkelighed psykisk, men også at tage fysiske genstande med ud tilbage af deres rejser. En plastikblomst fra et natbord og en informationsfolder, der omdeles på Christianhavs Torv, om Cubakrisen i 1962, hvor verden kunne være gået under i en atomkrig.

Fantasi og virkelighed flyder sammen


I hvert fald i jegfortællerens fortælling. Fantasi og virkelighed flyder her sammen – hvor meget kan vi egentlig stole på jegfortælleren? Og hvor meget sker i det, fortælleren kalder den virkelige virkelighed, og hvor meget sker i børnenes fantasi?

Prismerne i Gennem dine øjne


Hvem ser?

Og hvem befinder sig bag øjnene? Fortælleren ser gennem børnenes øjne i flashbacks, mens læseren ser fortællingen gennem realiseringen af værket / teksten og igennem sine egne øjne.

Og børnene ser gennem deres egne øjne, igennem deres drømme og i stigende gad bogen igennem gennem de voksnes øjne også – sideløbende med at Lisa og Peter ser visuelle repræsentationer af en række traumatiske hændelser og oplevelser på Insitut for Neuropsykologisk Billeddannelse, der danner rammen for Peter og Lisas møde efter mange år.

Det nævnes et sted, at børn indtil en vis alder har en mere sløret opfattelse af virkeligt og uvirkeligt – og en stærk evne til at gå ind og ud af de tilstande i lege, en tilstand, hvor – mange bevidstheder er in potentia daegn igennem. Tilstande, den typisk voksne kun har adgang til i drømme og gennem stoffer. I bogen giver Lisa Peter ketamin for at ‘slå døren åben’.

»Leonardo Da Vinci sagde, at der findes tre slags folk: De, der ser. De, der ser det, de bliver vist, og de, der ikke ser. Det er dem, der sover gennem livet. De fleste mennesker tilhører den sidste kategori. Det er så kunstnerens optage at forsøge at vække dem,« — Willem Dafoe

Foregår Gennem dine øjne i nutiden eller i 1992?

På side 234 står:

“Jeg tror det må jave været de ting vi havde gjort sammen. De veje vi var gået ad. Allerede da vi var små. Vi havde åbnet døre. På måder så de døre ikke mere kunne lukkes helt. Så de pludselig, uden varsel, kunne springe op. Som nu. Jeg vidste at det vi alle tre så ind i, var en lørdag for

30

år siden. Hvor vi blev passet af Frøken Jonna”

Her forbindes fortælletid med fortalt tid, forstået på den måde, at grundhandlingen foregår 30 år efter børnenes oplevelser i alderen 5 til 7 år i 1962.

Læggger man 30 otil 1962 kommer man frem til året 1992, hvilket clasher med, hvad man opfatter som tæt på nutiden med MRI-skanninger, biomedicinsk engineering, serverparker & ‘firewalls’ som metafor for ‘forsvarsværket’ mellem den individuelle bevidsthed og det, der er udenfor . værende det sig andre bevidsthed eller det (kollektivt) ubevidste, der forsøger at boble op og ind. Det er pudsigt, der er valgt et engelsk ord – og en metafor fra antitesen til det menneskelige, maskiner/computere.

Forfatternavnet på forsiden af bogen smelter tidsmæssigt sammen med fortælleren, Peter, i bogen. Peter Høeg er født i 1957, og har således været 5 år i 1962, ligesom han har boet på Christianshavn som børnene i bogen og gået i den samme børnehave.

Erik Skyum-Nielsen skriver i sin anmeldelse af Gennem dine øjne:

“[M[en værre er det, at jeg har svært ved at få romanens tidsstruktur til at hænge sammen: Det fremgår af tilbagebliksdelene, at børnehavehandlingen foregår med ca. et år på hver side af oktober 1962, og vi må tro, at nutidssporet skal tænkes at forløbe i dag, eftersom Lisa bor i et af de store nye luksuskomplekser på havnen i Aarhus.

Ikke desto mindre hedder det flere gange, at hun og Peter ikke har set hinanden i 30 år. Øh, hvorfor ikke 50? Kan det tænkes, at forfatteren har villet demonstrere sit suverænt ligeglade forhold til så relativt et fænomen som tid, eller har vi at gøre med et kun delvis opdateret 20 år gammelt manuskript?”

Er det en fejl – eller foregår bogen i en forskudt tidslinje?

Det er ret vanskeligt at forestille sig, at en bog, der handler så meget om tid – og parallele tidslinjer (som beskrives som ‘sletter’ i bogen) skulle have rod i fortællingens grundstruktur. Hvoraf følger, det må være et bevidst valg fra forfatterens side.

Det virker ikke umiddelbart som et greb, der skubber fortællingen i en ny, overraskende eller bedre retning. Eller også overser jeg noget, som måske forklares med de afsluttende ord i bogen:

Hvad fortælles, hvad fortæller virkeligheden?

“Hvad fortælles der, hvad fortæller virkeligheden, dér hvor den sidste fortælling hører op?”

Er der en intertekstuel reference til Høegs andre bøger? Eller til noget, der skulle være sket i 1992? I forhold til det sidste flygter det med Sovjetunionens opløsning og i forhold til det første er det publiceringsåret for Frøken Smillas fornemmelse for sne.

Interview med Peter Høeg i Kristeligt Dagblad


I et interview i Kristeligt Dagblad sagde Peter Høeg om teknologien, der beskrives i romanen:

”Det, der sker i romanen, er ikke spor science fiction-agtigt, for den slags scanninger laves i dag på alle store hospitaler. Det eneste, jeg har givet et tvist, er det med at projicere billedet tredimensionelt ud i rummet. Det kan man i dag kun gøre på en skærm,” siger Peter Høeg.

Hvis den teknologi blev placeret 20 år tilbage i tid, ville der vel være tale om en slags science fiction?

Tilføjet 16 juli: Jeg har bladret bogen igennem og læst andres anmeldelser og er nået frem til, at der ganske enkelt er tale om en fejl i kronologien. Eller at manuskriptet var 16 år gammelt.

Hvad synes jeg om Gennem dine øjne?


Peter Høeg har i en blogpost skrevet om det at skabe kunst:

“Det rent personlige er for privat, og det rent almene for banalt eller abstrakt til at nå og røre hjertet.”

Fortællingen greb mig aldrig rigtigt, må jeg indrømme – i modsætning til Den stille pige, der havde ræssonans i mig fra side 1, måske hjulpet på vej af, at hovedpersonen i den bog hedder Kasper (Krone).

I bag dine øjne fornemmede jeg et kraftigt bagtæppe at autofiktion. Det er min egen skyld, for jeg læste to anmeldelser og så et interview, inden jeg læste bogen. Her kobles plejebroderen Simons selvmord i bogen med Peter Høegs egen brors selvmord nogle år før.

I modsætning til Effekten af Susan og Den stille pige fangede jeg meget lidt humor – kraftigst omkring beskrivelsen af Rikardt Løvehjertes selvdestruktive adfærd og søvnmønstre.

Balancen mellem det personlige og det private

Så jeg ramte aldrig en balance mellem det personlige og private (Peter Høegs egne erfaringer som pårørende til en, der tager livet af sig som det ene tema og bevidsthedsprojektet, eller hvad man skal kalde det.

Temaet om kæder af mennesker, der hjælper hinanden, fungerede fint. Jeg læste på et tidspunkt, at det, de fleste tænker tilbage på, når de ligger på dødslejet, fortalt af en hospicesygeplejerske, var oplevelser, hvor de havde hjulpet andre, eller selv var blevet hjulpet.

Det tror jeg er rigtigt. Et andet tema måske også ens børn (og børnebørn) – og de glæder og smerter, der har været forbundet med dem. Så på det punkt var der en fin balance mellem det private og det banalt-abstrakte.

Biografisk læsning & værkets intention


Når man går ind i en biografisk læsning, hvad litteraturkritikerne Beardsley & Wimsat i 50’erne kalde ‘the intentional fallacy‘, kommer viden om forfatteren ligesom ofte til at spænde ben for den bedste læsning. Og det er sket for mig her. Desværre.

Hvis jeg forsøger at trække al den viden, jeg har om Peter Høeg ud, ved fx at forestille mig, at bogen var skrevet af en for mig ukendt forfatter, ville jeg have læst bogen på en anden måde,

Ville det have givet mig en bedre oplevelse? Jeg tror det desværre ikke.

Bevidsthedsudvidelse og vækstcentretet i Nørre Snede


Det er svært for mig ikke at se en underliggende intention om at udvide kendskabet til bevidsthedsudvidelse (og reduktion af menneskelig lidelse) i bogen, hvor jeg igen læser Peter Høegs eget virke som underviser ved Jes Bertelsens Vækstcenter, hvor man på det seneste har arbejdet med børn i projektet Foreningen Børns Livskundskab.

På hjemmesiden kontemplation.dk ligger fem breve, som Peter Høeg har skrevet til en gruppe unge, han har undervist i meditation, nærvær med værktøjer som fx ‘stagefight’.

Peter Høeg skriver:

“De véd, tror jeg, at jeg ikke har en skjult agenda. De mærker, i hvert fald intuitivt, at jeg er på Nørre Snede skole i disse måneder med én hensigt: At tilbyde dem det i livet der er allervigtigst for mig selv, også vigtigere end den mest guldrandede litteratur og den heftigste kreativitet: Redskaber til virkelig at mærke sig selv, for derfra at kunne møde andre dybt og intenst.”

Det kommer meget tæt på at formulere en art projekt for bogen – at skabe interesse for denne position og dens praksisser.

Peter Høeg skriver videre:

“For mig drejer livet sig om at blive i dyb forstand selvberoende, om at komme hjem til sig selv, om at nærme sig sin egen essens eller kerne. For derfra at kunne gå ind i de dybe venskabs- og kærlighedskontakter med andre der gør livet meningsfuldt.”

En ikke ukendt set bevægelse, at den opvågne ønsker at vække andre – og helt i tråd med buddhisten Tulku Urgyen Rinpoches’ tanker, som (som jeg læser det set udefra) danner kernen i meget af det arbejde, der foregår på Vækstcentret i Nørre Snede, hvor Peter Høeg bor, undervise og selv modtager undervisning fra centrets leder Jes Bertelsen.

Citater fra Gennem dine øjne

“Vores verden er en strøm der har bevæget sig udad i 500 år. Hvert skridt indad er et skridt mod strømmen.”

“Jeg vidste altid at en dag ville der kommer én. Jeg vidste ikke det ville blive dig, for jeghusker dig ikke. Men jeg vidste at ud af mørket ville komme et menneske.”

“Jeg arbejdede med nogle af de store behandlere, sagde hun. [..] Mennsker der tilsammen havde 50.000 klienter i terapi. Jeg stillede dem det samme spørgsmål: Hvorfor kommer mennesker til jer? Hvad er grunden til at mennesker lider? De fortalte at klienterne siger det samme. De oplever ikke virkelig kontakt.”

“Der er 100 millioner, sagde hun. 100 millioner af vores egne er omkommet i krige og følger af krige og terror i de sidste 100 år.”

“Hvad sker der, sagde han, hvis man træder herind. I afgrunden? I det ubevidste? Hvis man lader sig falde?”

“Én mulig teori er at hvert enkelt menneske, hver enkelt af os, er en udspaltning af en kollektiv bevidsthed.”

“Sorg har sit eget liv. Der er ikke rigtigt noget man kan gøre.”

“Jeg mærkede bare hun var tæt på, og jeg ønskede hun ville blive der altid.”

“På en måde var det fortid. I nutiden stod vi på min terrasse og holdt om hinanden. Solen var næsten gået ned. Himlen lignede indersiden af en blåmusling. Dette var nutid.”

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *