ESSAY OM TE [-]
William læste til agronom i Frankrig og mødte, efter at have tabt sit hjerte til Pu Erh-te, sin kommende hustru Yubai i Yunnan-regionens bjergrige. Det er vel sådan, franskmænd gør, og en god historie begynder.
Et bryllupsbillede følger ikke – blot et billede af en te, som William & Yubai har begåeti samspil med gamle traditioner og og nye produktionsprincipper.
Te produceret fra vilde buske og træer på jordlodder nedarvet generation for generation igennem etniske stammer i området, som igennem årevis har eksisteret uden problemer. Folkeslagene tæller blandt andet: Akha, Bulang, Dai, Jinuo, Lahu and Yao, hvor af næstførste i dag bruges som navn for en række af områdets allerbedste og måske allermest robuste teer.
Som moderne forbruger oplever man således et produktmæssigt unikt møde mellem kultur, videnskab og natur, en forståelse for det, der ikke naturvidenskabeligt er det vigtigste.
Se også: Smagenote på Jingmai He Huan, sheng
OM DEN SMAGE TE
Vi har at gøre med William og Yubais ’Spring He Huan 2018, ’ – en te, der er klassisk produceret og forholdsvist hårdt presset (dog uden at være på niveau iron cake) fra Yubais families små parceller på Da Ping Zhang-plateauet i Jingmai. Teplantere her, eller retter tetræerne, byder på en afart af camellia sinensis, som man ser i de klassiske teproducerende områder.
Bladene er markant mindre, som særligt ses i Jingmai, og tilskrives ofte stærkere ‘punch’, som må vente til senere beskrivelse. Men ser på billedet.
Korte kraftige stilke, behårede tynde grene med et sølvagtigt skær, rundethed modkanten af kagen, ligesom et princip for selvbeskyttelse. Et lille stykke af kosmos.
Det er smagsmæssigt en oplevelse af helt særlig art, som stiller krav til håndtering af vand og keramik (hvis man som jeg bruger en gaiwan, hvilket er det mest smagsneutrale) eller ler (fx yi-xing); sidstnævnte kan blive en dyr fornøjelse, hvis man er lidt kluntet eller uheldig.
Men Pu Erh-te er grundlæggende langt mere simpelt end hvid og grøn te – ooolong ved jeg ikke så meget om.
Vandet skal være 100 grader – eller sværger 95 nogle til – til starte med og for hver infusion fastholdes samme eller stigende vandtemperatur, mens hver infusion trækkes ud.
Det siges, at hvis man vil nyde en te, skal infusionerne være korte, mens hvis man vurdere en te, skal de være lange, teens fejl skulle på den måde træde klarere i karaktér, hvilket giver mening.
Ping Zhang Garden, Jingmai Mountains. Farmer Leaf. De store træer, med de dybeste, rødder, skaber skygge og vokserum for de små mindre buske og træer. Edderkoppe holder uønskede og ødelæggene skaddyr væk fra skovens bund og træer.
Bladene er markant mindre, som særligt ses i Jingmai, og tilskrives ofte stærkere ‘punch’, som må vente til senere beskrivelse. Men ser på billedet.
Korte kraftige stilke, behårede tynde grene med et sølvagtigt skær, rundethed modkanten af kagen, ligesom et princip for selvbeskyttelse. Et lille stykke af kosmos.
Se også: Smagenote på Jingmai He Huan Ancient Gardens 2018 fra Farmer Leaf
Det er smagsmæssigt en oplevelse af helt særlig art, som stiller krav til håndtering af vand og keramik (hvis man som jeg bruger en gaiwan, hvilket er det mest smagsneutrale) eller ler (fx yi-xing).
Men Pu Erh-te er grundlæggende langt mere simpelt end hvid og grøn te – ooolong ved jeg ikke så meget om.
Vandet skal være 100 grader til starte med og for hver infusion fastholdes samme eller stigende vandtemperatur, mens hver infusion trækkes ud.
Det siges, at hvis man vil nyde en te, skal infusionerne være korte, mens hvis man vurdere en te, skal de være lange, teens fejl skulle på den måde træde klarere i karaktér, hvilket giver mening.
Ping Zhang Garden, Jingmai Mountains. Farmer Leaf. De store træer, med de dybeste, rødder, skabber skygge og vokserum for de små mindre buske og træer. Edderkoppe holder uønskede og ødelæggene skaddyr væk fra skovens bund og træer.
BRYKNING
Jeg anvendte 5 gram af denne unikke råte til 100ml vand – med en første rensning (eller awakening, som telitteraturen ofte nævner) af både gaiwan og teblade.
Det giver bondefornuftigst mening, at når man har soltørret, rullet, dampet og presset en mængde rå te, skal der lidt til at få gang i smagene igen – både rent fysisk-strukturelt (bladene skal folde sig ud) og membranmæssigt vand skal ud mellem cellevæg, hvilket i og for sig er en interessant permeabel proces.
Pu Erh-te bedømmes i hjemlandet Kina ikke så meget på duften og den umiddelbare smag, men mere på sin tyksflydenhed (høs viskositet), følelese i mundhulen, herunder bred tungedæking, og den tørstslukkende følelse, som i litteraturen benævnes ‘hui gan’, ‘returning sweetness).
For andre er det blot som at skylle munden i artiskokvand.
Efter igennem mange år at have smagt mig igennem store mængder vin – og herunder nogle af, hvad man kan kalde verdens bedste, blær til side – finder jeg mange ligheder mellem Pu erh-teens grundkerne af mineralitet, som igen slog mig som en bevægelse af hele kroppen på vejen hjem ad Vesterbrogade for nogle minutter siden; en helt særlig forårs- og sommerfornemmelse, der er i luften de 10-20 sekunder før regnen falder med sin rensende og opbyggende kraft – som lader sig indfange på tværs af områder – fra metalramt, flintesten over knivmusling til sarte toner i visse slags tang.
Det hele lader til at hænge sammen.
