Vesterhavsost fra Thise Mejeri

Der sker noget på ostefronten pt. i Danmark. Thise Mejeri annoncerede for et stykke tid siden, at en lagringsfacilitet tæt ved Vesterhavet, omkring Bovbjerg Fyr, var blevet lejet med det særlige formål at skabe en ny ost. Navnet kendes i dag, og det er Vesterhavsost. Ikke så mange dikkedarer dér, men masser af storytelling i produktlanceringen. Og det gør ikke noget, for osten smager fantastisk, synes jeg. Tidigere producerede Arla deres Søvinds-ost i bygningen.

Vesterhavsost fra Thise Mejeri
Thise Mejeri & Vesterhavsost
Vesterhavsost produceres på mælk fra økologiske køer inden for en radius af 20 kilometer fra lagringsfaciliteten. I mange år har vi skullet vende os mod Frankring, Italien og Spanien, når der skulle ost i særklasse på bordet. Det meste af den ost,  der blev produceret i Danmark, havde ikke særlig regional karaktér — det var langt henad vejen samlebåndsproduktion.

Fra lokalproduktion til industrialisering tilbage igen til terroir
En del af forklaringen er den industrialiserings- og optimeringstanke, der gennemsyrede Danmark fra 50’erne og frem. Producenterne ensrettede produktionslinjerne, bestanden af køer blev sammensat, så det totale kvantum af mælk blev højest muligt, samtidig med at forbrugerne lærte at lære at ensartethed var en kvalitet. Andelsmejerier på stribe blev nedlagt, og resultatet, vi stod tilbage med, var en homogensieret mælke- og osteproduktion og et kvasimonopol ved navn Arla.

Thise Mejeri slår i disse dage markant igennem — som firma, som story telling og som leverandør af gode produkter. En samling bønder henvendte sig vist i midten af firserne med den — på de tidspunkt vanvittige idé — at lave producere 100% økologisk. I dag sværger flere og flere gastronomer til økologiske, hvis ikke ligefrem biodynamisk, producerede varer. Primært af smagshensyn, sekundært af miljøhensyn.

Vi burde vel egentlig også kunne producere nogle ordentlige lufttørrede skinker selv, fremfor at sværge til sortfodsskinker fra Spanien, eller velhængte sager fra Parmaregionen. Slagter Munch i Skagen kan i hvert fald godt finde ud af det…

Vesterhavstost modtog sidste år Mejeribrugets Gourmetpris — 39 produkter var tilmeldt og prisuddelingen foregik på restaurant Nimb i Tivoli. Nick Nørreby, der fungerer som ostemester for Thise Mejeri, kunne modtage prisen. Osten lagres i minimum 26 uger og fremstår fast, tør og med saltnister a la Prima Donna og vellagret parmesanost. Den har hermed min varmeste anbefaling.

[ad#Google Adsense-blogpost1]

17 tanker om “Vesterhavsost fra Thise Mejeri”

  1. Meget spændende læsning:) Jeg husker en artikel i dagbladene om dette, hvor Arla sagde at deres oste kun var til resturanter.

    Hvilket jeg kun kan beklage at det er lettere at finde en eksotisk udenlandsk ost en en god dansk:)

    Iøvrigt med hensyn til lufttørret skinke hertil lands faldt jeg over det her link for et stykke tid siden: http://www.fanoslagteren.dk/

    Må indrømme jeg ikke har prøvet den, men det lyder lovende. Desværre virker deres side ikke så godt her hos mig.

    Godt indlæg som sædvanligt fristes jeg til at sige:)

    mvh

    Morten

  2. Hej Morten!

    Tak for indspark og hurtig respons og — venlige ord! 🙂

    Jeg købte Vesterhavsosten i enten Kvickly eller Føtex, jeg kan ikke huske det, så den føres i normal detail.

    Ellers har Net-ost.dk den også i sit sortiment, men så skal den nok deles mellem flere, for jeg kan kun finde 2 kilo stykker. De ligger så på rimelige 170 kroner, hvilket er mange penge, men billigt ift. lignende udenlandske oste (fx de bedste hollandske lagrede med saltnister)

    Arla kører vist pt. en række osteeksperimenter, bl.a. med Erwin Lauterbach, og de kommer vist ikke os forbrugere i hænde i første ombæring.

    Fanøslagterens skinke glæder jeg mig til at kigge på!

    Alt godt,

    Kasper Bergholt

  3. Det er en rigtig god ost du tager fat i her og det er ganske fortjent at den fik Mejeribrugets Gourmetpris.

    Den indgår i mit dessertkort, sammen med 3 andre økologiske oste fra Thise som absolut også komplimenter herfra, da det er naturligt for mig at få thise oste da mit arbejde ligger et stenkast fra mejeriet.
    Jeg vil rigtig gerne over og se deres oste produktion, men har desværre ikke haft overskud til det endnu, men det kan være det kommer i løbet af året.

    Tak for god læsning,
    Kristian

  4. Ja — det er et solidt produkt, Thise Mejeri har fået banket sammen dér.

    Kombineret med den gode historie om det lokale ophav og fiskerskipperen, der forsøgte sig med at trække en 250 kilos ostemasse efter kutteren med det resultat, at osten blev spist, skal nok skabe lidt opmærksomhed.

    Jeg går ud fra, at Blå Klosterkrone er den anden af de tre oste, du kører med. Hvad er den sidste?

    Det lyder som en god idé med et besøg, særligt når du bor så nært ved!

    Alt godt!

    Kasper

  5. Ja, Vesterhavsost er en kongeost! Den vinder også en del ved hjemmelagring, efter et par måneder får den næsten Comté karakter, med søde nøddeagtige aner, sammen med dens egen lidt ‘barske’ smag.

    Osten skulle også føres alle Superbrugsens butikker, så den burde være til at få fat i, overalt i det ganske land 🙂

  6. Ja, Blå klosterkrone er med på tallerknen, sammen med hvid Kornblomst og røget benedikt, alle fra thise.
    Det sker også at jeg køber deres hvidløg og peber ost.

    Nu havde jeg så en gylden mulighed for at tage derover, men så sejler sundsøre færgen ikke, typisk 🙁

    Fortsat god aften,
    Kristian

  7. Kære Kasper Bergholt

    Jeg har netop opdaget bergholt.net. Fremragende website. Meget inspirerende. Og et menneske, der i samme åndedræt anbefaler Vesterhavsost og Skagen-skinke, må man tage hatten af for.

    Om 14 dage vil vi intervalstege et stykke oksehøjreb i kuglegrillen. Så mangler vi blot en let, delikat forret. Alle forslag modtages med tak.

    Venlig hilsen

    Torben Okholm

  8. Kære Torben Okholm!

    Mange tak for de pæne ord. Vesterhavsost og skagenskinke har mine varmeste anbefalinger — og der kommer heldigvis flere og flere af den slags lokalt producerede kvalitetsprodukter på markedet, også i det lidt mere tilgængelige segment, både geografisk og prismæssigt. Det er godt!

    Intervalstegt oksehøjreb lyder dejligt — og her er et par skud på hoften til en forret. Jeg kender jo ikke tilbehørsvalget til hovedretten, så korrigér selv for evt. dobbeltingredienser.

    Idé 1: Råmarineret kammusling. Tynde, tynde skiver. Rugbrød skåret sindssyygt tyndt og stegt sprødt. Glace på reduceret gulerodsmarv (det inderste af guleroden) kogt med gastrique på lys muscovadosukker og hvidvin.

    Idé 2: Jomfruhummere med falsk foie gras — det kørte vi til forret nytårsaften, og det fungere godt. Søgt efter foie gras el. jomfruhummer.

    Idé 3: Dekonstrueret laksemad med tyndtskivet røget el. graved laks. Sprødt hvedebrød skæret i milimetertynde skiver og lægges i mille feuille med laks. Kompot af skorzonerrrødder/fattigmandsasparges til.

    Idé 4: Pocheret torsk, sprødt skind, kalveglace & sprøde svampe efter skovens udbud.

    Idé 5: Jordskokkemousse på jordskokker, pastinak og skorzonerrøder med sprøde tern af skagenskinke.

    Idé 6: Grønkålscreme kørt på grøntsagsfond og fløde — med pandestegt torsk eller pighvar til.

    Idé 7: Jus af saltede citroner, brandade på kartoffel og pighvar til — evt. med den mest frugtige olivenolie, du kan finde.

    Det var lidt freestyling. Tak for at sætte tankerne i gang!

    Alt godt & meld meget gerne tilbage med, hvad valget faldt på!

    Kasper Bergholt

  9. Kære Kasper

    Tak for din uforlignelige perlerække af forslag! Vi hælder i øjeblikket til den dekonstruerede laksemad (alene navnet er uimodståeligt og vil blive gouteret af gæsterne). Mille feuille fremkalder liflige minder. Med fare for at blive beskyldt for pral: Jeg har fået en mille feuille på en tostjernet restaurant umiddelbart nord for Cannes. Det er uden sammenligning den bedste dessert, jeg har smagt (og jeg er et utaknemmeligt skarn, når det gælder dessert).

    Men lakse-mille feuille lyder delikat. Sprødt hvedebrød er vel meget tyndskåret brød, der er ristet?

    Apropos Skagen-skinke: For et par år siden fejrede vi min hustrus fødselsdag i Kandestederne. Hun, der er passioneret kødspiser, havde bestilt bistecca fiorentina til sin fødselsdagsmiddag. Herregud, jeg skrev til slagter Munch og spurgte, om han kunne skaffe chianinakød. Det kunne han ikke. Han ringede og fortalte, at hans “Beef by Munch” netop havde slået Kobe-kød i en blindsmagning på Skagens Bryghus. Om vi kunne bruge det i stedet?

    Det kunne vi i sandhed.

    Og ja: De små leverandører af høj kvalitet spirer frem. Ikke mindst i Vendsyssel. Ingstrup Mejeri ligger i en relativt upåagtet flække nordenfjords, men rækken af biler uden for forretningen lørdag formiddag er som en biludstilling i Frankfurt. For ikke at tale om smør fra Åbybro.

    Det er godt. Dansk mejeribrug siden Anden Verdenskrig og op til for nylig har arbejdet på at standardisere alle produkter. Lurmærket smør: pesticidfedt med gul farve. Kun Irma turde trodse den mægtige mejerilobby. Det var også Irma, der gav os de gode Thise-produkter, længe før de dukkede op andre steder.

    Og så er der mejerivirksomheden med det akavede navn Naturmælk, der laver fuldstændig forrygende (biodynamisk) mælk. Det er nok muligt, at de læser over mælken ude i stalden og citerer Rudolf Steiner, jeg er ligeglad: Smagen er fænomenal.

    Venlig hilsen

    Torben

  10. Kære Torben!

    Jeg er glad for, at forslagene faldt i din/jeres smag. Du har ret — den dekonstruerede laksemad har noget over sigt — gastronomisk og sprogligt. Hvis det er den, I ender med at byde gæsterne på, så må I meget gerne sende en kort beskrivelse af fremgangsmåde og resultat.

    Pral / restaurantsnak er altid mere end velkomment her. Hvilken restaurant var det?

    Derudover skal du have mange tak for Much-anekdoten — det er jo den slags, der gør, at man har lyst til at handle hos og med fagfolk, og som landbrugsland igennem årtusinder, burde vi kunne producere lokalkvalitet, der vil noget. Og det er heldigvis også den retning, vi gradvist bevæger os i. Men sådan er det, når der kommer en industrialisering ind efter 2.verdenskrig og sender kvinderne på arbejdsmarkedet.

    Irma har også min stor sympati, og i det noget billigere segment er Netto ved at komme helt godt med hjulpet af samarbejdet med Løgismose. Og Naturmælk forhandles der jo også — og så er kommentarcirklen vist sluttet!

    Skriv endelig en anden gang — spørgsmål, ros, ris, gode idéer og andet! Dialog er rart, når man som jeg har omkring 1.000 brugere om dagen, som jeg ikke rigtigt ved særlig meget om — for langt de flestes vedkomemnde faktisk intet!

    Alt godt,

    Kasper Bergholt

  11. Kære Kasper

    Den dekonstruerede laksemad hænger i en tynd tråd. Madame er bange for, at laksen vil gøre brødet blødt. Vi må hellere prøve os frem, før gæsterne kommer.

    Og så skal vi finde på nogle hors d’oeuvres. Men nu skal jeg tøjle mig: Du har vist nok at se til i forvejen.

    Ja, hvilken restaurant? Jeg kan ikke for min død huske navnet. Men der er noget om, at den mistede den ene stjerne efter mit besøg (næppe nogen sammenhæng). Under den samme (forretnings)rejse var jeg til middag i fyrst Rainiers bilsamling i Monaco. Jeg havde en Lamborghini Miura til bords. Bizart.

    Slagter Munch kan næppe besynges for højt. Vi har prøvet at trække et nummer og konstatere, at der var 35 i køen foran os. Der var én, der gik i utide.

    Nej, naturligvis ved du for lidt om dine læsere. Om mig kun dette: Vi bor cirka 150 meter fra restaurant Babette i Vordingborg. Men vi kommer der for sjældent…

    Bedste hilsner

    Torben

  12. Kære Torben (fra Vordingborg)!

    Madame har vist en pointe. Måske man kunne sikre brødet med enten en meget stiv aspic (på fiskefond) imellem brød og laks — el. et tyndt lag, sprød salat?

    Hvor mange mennesker, skal der serveres for? En løsning kunne også være, at lave serveringen i sidste øjeblik.

    Hehe — fine billeder for mit indre øje af middagen med Lamborghinien!

    Hvad angår hors d’oeuvres, kan jeg ikke dy mig for et par forslag.

    Når der er fisk til forret og kød til hovedret, kan man jo trække i forskellige retninger.

    Rækken, jeg fik for noget tid siden på Falsled Kro, var noget af det bedste, køkkenet præsterede, synes jeg, så den kunne måske tjene til inspiration:

    Friteret brandade (af kartoffel og torsk) m. mayonnaise med finthakkede cornichoner; anderillettes på sprød bund med syrlig creme med et touch af peberrod og slutteligt kaninsylte på rugbroed m. let estragonkrydring. Derudover de obligatoriske vagtelæg med salt.

    En anden mulighed kunne være en lillebitte servering af svært reduceret hummerbisque med en lyngrillet hale til.

    Caviar (kvalitet efter pengepung og finanskrisesituation), hvis det skal være rigtigt festligt med sprød boghvedekiks og den fedeste cremefraiche, der kan opstøves.

    Go’ tænke- og arbejdslyst!

    Kasper

    ps — min gastronomiske erindring fra Falsled Kro kan læses her:

    http://bergholt.net/gastronomi/falsled-kro-forar-2009-beskrivelse-af-mad-og-vine/

  13. Kære Kasper

    Tak for en underholdende og berigende korrespondance. Myrd mig, når du får for meget.

    Og tak for hors d’oeuvres-forslag. Hummerbisque? Ak, mere pral: I sommer var min hjerte hustru og jeg i Vendsyssel. Vi gjorde holdt på Luneborg Kro i Store Vildmose. Her indtog vi en veritabel dundermiddag, der aldeles stillede Ruths Brasserie (næste dag) i skyggen. Luneborg Kro ligger in the middle of nowhere, men besøget er rejsen værd. http://www.luneborg.dk/

    Vi overnattede med vores tre hunde (ingen smalle steder her) og havde et herligt ophold. Ruths bløde pomfritter og sælsomt tyndbenede fiskesuppe var en brat opvågnen oven på Luneborgs bisque (x2). Ejendommeligt. Adam Price har rost stedet til skyerne, og mig bekendt huserer Michaud deroppe. En dårlig dag, måske.

    Bedste hilsner

    Torben

  14. Dejligt, at nogen – som Thise mejeri tager handsken op. Landbrugslandet Danmark kunne for halvtreds år siden fremstille fremragende oste med karakter: Fynbo – Thybo – Maribo o. s. v.; men med den ensretning som industrialiseringen har medført er forbrugerne nu henvist til den danske nationalost danboen – et slasket blødt produkt som mest indeholder vand, som er umuligt at skære, som er totalt smagsløs og som ofte er randgæret med hullerne liggende under noget der skulle forestille at være en skorpe. Det er næsten en fornærmelse at kalde den en ost.

    Det er ubegribeligt at Arla vil være bekendt at sende et sådant produkt på hjemmemarkedet. De oste de eksporterer er forhåbentligt af en bedre kvalitet end det affald de spiser hjemmemarkedet af med,

    Må Thise mejeri få mange efterfølgere.

  15. Kære Christian!

    Jeg er helt enig med dig, at det er fantastisk, at Danmark igen er ved at få en regional ostekultur. Det holder 100%! Vesterhavsost ligeså.

    Og det er på ét eller andet plan vanvittigt, at vi har skullet vende øjnene mod Frankrig, Italien og Spanien for at få rigtigt gode oste i en årrække.

    Danbo og Havarti må jo have opnået den positiong de har, fordi delvist også tiltaler danske ganer.

    Så der ligger også et dannelsesmoment i det tror jeg. Altså at de mere kradsbørstige sager kræver tilvænning.

    Lidt ligesom børn tit og ofte bedre ka’ li’ industrifremstillet flødeis end hjemmelavet.

    Det er jo egentlig grundlæggende en skam.

    Arla er jo ved at komme med på vognen med unikaosteserien, og det jeg har smagt derfra har været af god kvalitet.

    Spørgsmålet er som om det er hjerteblod, der driver værket, positionering, eller håbet om fortsat fremtidig markedsdominans.

    Alt godt & go’ weekend,

    Kasper

  16. Kære Kasper og kommentatorer

    Jeg kan fortælle, at jeg har købt Thises Vesterhavsost i min lokale SuperBrugs i Randers – og den er jo helt fantastisk, og nu ser det også ud til den når ud til supermarkederne :-).

    Og forresten – tak for en fantastisk inspirerende side

    Mange hilsner
    Anja

Der er lukket for kommentarer.