Bistro Nord i Ålsgårde — præcision & gode vinvalg

Fra Hurtigkarl & Mielcke til Kragh & Wickström
Omkring april sidste år overtog Tina Kragh (bachelor i ernæring og sundhed) og Sebastian Wickström (kok) restaurantstafetten fra Jan Hurtigkarl & Jacob Mielcke. Adressen hedder Nordre Strandvej 154A, og restauranten — der igennem en årrække var Hurtigkarls arbejds- og madtempel med tilhørende eksperimenterende gastronomi, der lod sig definere ud fra årlige temarejser til forskellige lande — hedder nu Bistro Nord.

Navnet er i min optik ikke velvalgt, for det er på ingen måde et bistrokøkken — jeg tænker franske klassikere som fiskesuppe, boeuf béarnaise eller bourguignon — for retterne tager dels udgangspunkt i nordiske ingredienser, dels er portionerne på ingen måde bistroagtige i omfang.

Det anbefales at vælge appetizer + tre retter fra a la carte-kortet og en efterfølgende dessert. Vi nøjedes med tre retter inklusiv dessert og blev fint mætte. Mit sdhc-kort strejkede desværre, så jeg kan desværre ikke byde på nogen billeder af retterne.

Appetizers
Små lune brød kom på bordet, og den første vin, der egentlig hørte til forretterne blev skænket. Et godt træk. Jeg havde valgt østers med peberrod og æble, mens mine medspisere valgte “marvben” med rørt tatar på kalvekød, æg og kapers, marv var ikke en del af serveringen, marvbenet tjente blot som “tallerken”. Østersne var til den salte side, og der kunne godt være skruet mere op for perberrodssmagen i det lille glas, man kunne dyppe sagerne i.

Forretter
Til forret fik halvdelen af bordet  jomfruhummer med hvide asparges og en pocheret æggeblomme, og den anden halvdel stegte kammuslinger med karamelliseret blomkål, gulerod og havtorn. Vinen til jomfruhummerserveringen var en Riesling Kabinett fra Emrich-Schönleber med en fin lille restsødme, der passede perfekt til sødmen i jomfruhummerne, der til min smag godt måtte have fået en anelse mindre varmebehandling.

Kammuslingerne fik jeg ikke smagt, men de fulgtes af en grüner veltliner fra en af mine yndlingsproducenter, Sepp Moser i Kremstal.  Søren Frank kaldte Bistro Nord mini-noma, så vidt jeg husker, i sin anmeldelse af stedet, men retterne havde bund i klassisk velsmag, fx lå jomfruhummerne i en let bisque; fondbaserede eller “tunede” retter, stødte jeg ikke på, da jeg var på noma.

Hovedretter
Til hovedret havde jeg valgt glaceret and med strandsennep og kantareller. Rødt eller rosastegt andebryst og kantareller er én af mine favoritkombinationer, og også her stødte jeg på en reduceret sauce, nærmest af glace-agtig konsistens, som det halve bryst af gråand hvilede på. Velsmag hele vejen igennem. Jeg nappede også et par smagsprøver af mine medspisendes perfekt tilberedte sommerbuk, der blev serveret med ærter og grønne asparges. Vinene var igen velvalgte: til anden Barbera d’Alba Superior fra Erbaluna & Le Plan “Syrah” fra rhônedalen til sommerbukken. Tæt, mørk og fuld af solbærfrugt, der dog ikke kammede over, fordi smagen blev holdt i et jerngreb af en stram tanninstruktur kombineret med en flot frugtstyre.

Desserter
Til dessert valgte hele bordet rabarber med hvid chokolade og viol. I glasset igen østrigsk vin, herligt!, grüner veltliner eiswein fra den gode producent Nigl i Kremstal. Rabarberretten indeholdt fire forskellige slags tilberedninger. Dels små hele stykker, dels en is, dels tørrede strimler, der var lidt svære at samle op med gaften, og dels friske strimler, alt sammen på bund af en chokoladeganache tilsmagt og farvesat med viol. Alt i alt en meget velsmagende kombination.

Kaffen tog vi udenfor med udsigt til badebroer og svenskerkysten. Alt i alt en dejlig aften, hvor der ingen smuttere var. Serveringen og tempoet var til ug+ Eneste kritikpunkt var de små klæge petit fours, der fulgte med kaffen. De holdt ikke niveauet for aftenen samlet betragtet.

Priser
Østers, 50; jomfruhummer, 135; kammuslinger, 95; and: 165; sommerbuk: 175; rabarber: 100;
Vine på glas: Emrich-Schönleber: 85; Sepp Moser: 75; Erbaluna: 95; Le Plan: 95; Nigl: 85.

2 thoughts on “Bistro Nord i Ålsgårde — præcision & gode vinvalg”

  1. Lyder som en god oplevelse. Synes kun at jeg hører godt om dette sted. Du referere til Søren Franks omtale af mini-Noma, har han ikke kaldt mange steder det? Jeg kan bedre lide at man vurderer stedet i forhold til sig selv, end alle steder op mod Noma.

    Lyder som gode vinvalg med masser af velsmag.

    God sommer og stor hygge

    Frederik

  2. Kære Frederik!

    Jeg skal ikke kunne sige, hvorvidt Søren Frank har kaldt andre steder mini-Noma, jeg hæftede mig blot ved udtrykket i anmeldelsen her:

    http://www.aok.dk/restaurant-og-cafe/lille-noma-paa-nordkysten#what:Restaurant%20og%20caf%C3%A9

    Men jeg er enig med dig i, at man bør vurdere en restaurant på dens egne præmisser. På den anden side lyder det i SF’s anmeldelse til, at der er et par retter eller tre, der var direkte inspireret af noma (fx de rå grøntsager i urtepotte), så der har nok været en vis skelen til Strandgade 93. Hvis jeg skal sammenligne, så synes jeg, at Bistro Nord sigtede mere mod ren velsmag frem for det minimalistisk-avantgardistiske. SF nævner, at køkkenet er elaboreret, og det synes jeg fx ikke gæler noma.

    Og helt enig ang. vinvalgene og den generelle velsmag! Gi’ mig gerne et praj, hvis du kigger forbi og lad mig høre, hvad du synes.

    Alt godt,

    Kasper

Der er lukket for kommentarer.