Bocuse d’Or 2012 — portræt af Jeppe Foldager

Nordjysk sindighed

Når man møder Jeppe, møder man en utrolig ro, der kan forekomme uforståelig – alt taget i betragtning. Man får bevis for roen og den typiske nordjyske sindighed, når han slår ud med armene og fortæller om udtagelsen.

Af Annica Caroline Carlsen

»De manglede jo nogen, der kunne stille op herhjemme, så arrangørerne spurgte, om jeg havde lyst til at få chancen for at repræsentere de danske farver. Jeg havde et par fridage, så jeg tænkte ‘hvad fanden?’. Så kom konkurrencemennesket op i mig, for jeg ikke gider at stille op for sjov. Derfor fik den også fuld hammer, og så vandt jeg«.

Sådan lyder det, når 26 årige Jeppe Foldager fortæller om udtagelsen, der sikrede ham deltagelsen i Bocuse d’Or Europe. Når klokken i dag slår 14.30 præsenterer Jeppe Foldager sit livs menu foran et hujende publikum og et kræsent dommerpanel i Bruxelles.

Der er noget uimponeret over Jeppe. Ikke at forveksle med arrogance – det er nærmere to ben dybt plantet i den jyske muld. Jeppe har fået maden ind fra barnsben. Med en mor, der arbejdede som køkkenassistent, fandt han tidligt ud af, at han skulle være kok. Han er vokset op i en ”tv-kokke-tid” ført an af Gordon Ramsey, Jamie Oliver og Nikolaj Kirk.

Sidstnævnte blev Jeppes helt store idol. Nikolaj Kirks glæde ved mad og hans uhøjtidelige facon kan han nemt relatere til.

»Jeg tror på, at godt humør skaber god mad. Det er et slag mantra for mig« forklarer han roligt.

JEPPE FOLDAGER

Født. Jeppe Foldager er født den 1. januar 1986 i Hirtshals.

Elev. Han startede i 2003 som kokkeelev på Restaurant Rosdahls i Aalborg.

Hofkok. I 2007 påmønstrede han Kongeskibet Dannebrog som hofkok. Samme år begyndte han på Søllerød Kro som kok.

Souschef. Efter en afstikker som køkkenchef på Brøndums Hotel i Skagen er han nu tilbage som souschef på Søllerød Kro.

Landshold. Jeppe Foldager har i en del år været tilknyttet både ungdomslandsholdet 
og seniorlandsholdet for kokke og deltaget ved OL for kokke i Erfurt som kaptajn for det danske ungdomslandshold.