Espresso fra Coffee Collective — min hidtil bedste kop espresso

Da The Coffee Collective serverede kaffe i forbindelse med Madbloggersymposiet 2010 var jeg ikke bjergtaget over smagen, men det blev jeg i forgårs, da jeg kiggede forbi den nyåbnede filial i Torvehallerne. Rygterne havde sviret om en vanvittigt dyr espressomaskine, og folkemængden ved bestillingsbordet og udenfor indikerede, at der var noget at komme efter. Og det var der. Mit livs hidtil bedste kop espresso.

Smagenote på Coffee Collectives espresso
Cremet, fyldig. Det er ikke nogen kunst. Bitterhed ej heller. Det, der gjorde koppen så fantastisk var dens syrespil. Nærmest frugtagtig, skarp, vibrerende. Kombineret med klassiske mørke, fyldige toner. Uhm. 15 kroner for en enkelt, 20 kroner for en dobbelt. Det er meget, meget rimelige priser, synes jeg; særligt når man sammenligner med, hvad de andre kaffebarer i indre by ta’r for en espresso.

espresso-coffee-collective

Coffee Collectives espresso-blend er, så vidt jeg kan læse mig til, håndhøstede & selvimporterede kaffebønner:

60% Daterra Sweet Collection, Brazil
20% Finca Vista Hermosa, Guatemala
20% Kieni, Kenya