Det er lang tid siden, jeg har smagt en Cornas fra Tardieu-Laurent. Senest vist i 2009, hvor det var årgang 2001, det gik ud over. Historien om Tardieu-Laurent står her.
Alle — i hvert fald mere end én — siger, Cornas endelig ikke må drikkes ung. Det er jeg uenig i. Jo, nogle af vinene kan være brutale og barske målt på tanninniveau. Men der er en god sjat producenter, hvis vine sagtens kan drikkes unge i min optik. Tardieu-Laurent er en af dem.
Læs mere Cornas Coteaux, 2011, Tardieu-Laurent
Amar’1, Chateauneuf-du-Pape, oversøisk, budene på årets julevin har som traditionen foreskriver været mange. Jeg læste for en god sjat år siden om en vinimportør, der svor til at drikke moden, moden bordeaux juleaften. Han vidste, at det måske ikke var det, der spillede allerbedst sammen med den tunge, søde, fede julemad.
Læs mere Julevinen: Cornas 2006 fra Domaine Lionnet
Faldt ved en søgning på Domaine Lionnet, som jeg har besøgt to gange, over Vinhusets Cépages sortiment af vine fra den nordlige rhônedal. Det er noget tid siden, jeg sidst forsøgte at finde en dansk importør, men det er der altså nu rådet bod på.
Påskeferiens hidtil bedst rødvin — i skarp konkurrence med Domaine Gonons Saint-Joseph i årgang 2005. Cornas 2001 fra Domaine du Tunnel. Vinmageren er Stéphane Robert, som etablerede domænet i 1996. Meget er sket siden, flaskerne er blevet tungere og dyrere, propperne længere og lækrere, og etiketterne har i den grad fået en opstramning (jf. etiketten på Saint-Joseph 2005 fra Domaine du Tunnel).
Men kvaliteten er så sandelig i orden i de tidlige årgang også. 2001 var en klassisk, balanceret årgang, og det smagtes. Flot syrahkaraktér, mineralitet, og en vibrerende, nærmest æterisk flot kombination af frugt- og garvesyre.
Noget af det, man lærer på glatbanen, er, at man når man mindst venter det skal dreje kontra for at forhindre en udskridning. Det virker kontraintuitivt, men det gi’r mening på banne, og bilen retter sig ind (moderne sager med traction control lader vi i denne sammenhæng andre om).
Når det kommer til matching af mad og vin, er der vel grundlæggende to approaches, der virker. Man kan forsøge at ramme madens udtryk, eller man kan dreje kontra. Hvis manden er præget af sødme, skal vinen besvare sødmen. Hvis maden er præget af fedme, skal vinen have en tyktflydende struktur (høj viskositet på fagsprog). Hvis maden er knaende sprød, skal vinen følge.
Dansk julemad med kraftige elementer af sødme og syre (brunede kartofler og rødkål), er gastronomisk betragtet et vanskeligt match. Nogle sværger til amaronens sødme og dybde . Andre kører sydfransk, hvor grenachedruen, særligt med lidt alder på, udvikler en dybdesødme, der kan minde om de karamelliserede æbler med kokosdrys, man køber i Tivoli. Igennem de seneste fem-ti år har min far og jeg smagt os igennem rigtigt mange forskellige bud på julevin. Kult-Vacqueyras fra 105 år gamle stokke, voldsom sødemfuld Banyls med oxidativt præg, Amarone, tysk spätlese, den slags.
I en Vinpushers kogebog foreskrives ovnbagte kartofler med citronsaft til at tæmme de kraftige tanniner i ung Bordeaux, noget der måske virker ufornuftigt og unarturligt, men prøv det.
Prøv også en solid Cornas — en vin, der i litteraturen ofte beskrives som det mest utilnærmelige, maskuline, stålsatte væsen, den nordlige rhônedal kan præstere — til juleanden og flæskestegen. Rødkål og brunede kartofler inklusive.
Det hjælper jo altid på smageoplevelsen, når der er tale om egenimport. Og det hjælper også med et domæne, der har været i familievaretægt trods en fransk revolution. Det hjælper også med en senior, der har været formand for producentforeningen. Og det hjælper tit også, når man ved, at alt vinen sælges ab afhentning og med én pris for alle, også restauranterne. Fra de bedste parceller og med ægte, lavtydende, oprindelige serine-kloner. Ikke saftig, ikke ekspressiv, dyb, mørk, mystisk — og så alligevel elegant, når den bli’r trykket lidt på maven af skæve danskere.
Redaktørens forord: I slutningen af januar bragte Kristian Brask Thomsen i dette regi en fin skildring af den 29-årige danske vinsmager og vinkender Marie Ahm. Skildringen var præget af indlevende forståelse og respekt for en fagfælle (Brask Thomsen er uddannet sommelier). Marie og jeg korresponderede lidt efterfølgende — om vin, gastronomi og smagspræferencer — og nåede hurtigt frem til, at vi begge havde en svaghed for de den nordlige rhônedals vine.
I slutningnen af januar afholdes områdets vigtigste vinmesse, Foire aux vins d’Ampuis, hvor producenter fra alle lag af områdets appellationer tropper op og byder på smagsprøver og årgangskommentarer — og Marie var selvfølgelig på pletten. Årsagen: personlig og professionel interesse og engagement. Jeg overtalte Marie til at videreformidle lidt personlige oplevelser af de seneste årgange her.
Marie Ahms årgangsskildring — nordlig rhône
For nylig besøgte jeg igen den smukke nordlige Rhônedal og var også denne gang så heldig at kunne lade mig fornøje med at smage en større flok vine fra de seneste årgange. Jeg deler her min ucensurerede mening i en kondenseret udgave.
Læs mere Nordlig rhône — 2007, 2008, 2009 — årgangsnoter af Marie Ahm
Tardieu-Laurent opnåede for godt 5 år siden international og national berømmelse for deres vine. Som en lang række andre ekstreme vine, deler Tardieu-Laurents vine vandene. Nogle mener, at deres succes er selvindlysende på grund af det unikke druemateriale, de har fået adgang til fra alle de støre appellationer i den nordlige rhônedal. Andre mener, at folk forblændes, at vinene har fået alt for meget af alt for nye fade, og at de ikke vil udvikle sig specielt heldigt over tid.
Tardieu-Laurent, årgangene 200, 2001 og 2002
Jeg har været så heldig at smage det meste af Tardieu-Laurents portefølje i årgangene 2000, 2001 & 2002. Fra generisk Côtes-du-Rhône over middeldybe Crozes-Hermitage- & Saint-Joseph-vine med et smut forbi tung, tung Chateauneuf-du-pape fra 100 år gamle vinstokke til portvinsagtig Hermitage fra udsøgte parceller med de ældste vinstokke. Jeg husker Tardieu-Laurents Saint-Joseph i årgang 2000 som den bedste i forhold til frugt, koncentration og balance mellem fad, frugt, frugt- og garvesyre. Årgangens umiddelbare drikkevenlighed spillede selvfølgelig ind.
Læs også: Syrah fra Nordrhône.
Hvem/hvad er Tardieu-Laurent?
Tardieu-Laurent er en sammentrækning af Michel Tardieu, der tidligere har arbejdet som chauffør for bl.a. fra præsidenter og diplomater — hvor han ofte har haft masser af tid til at køre rhônedalen tynd og besøge de bedste producenter — & Dominique Laurent, der har et selvstændigt negociantfirma i Bourgogne — og ydermere er kendt for sit eksperimenterende arbejde med nye egefade (Tronçais-eg bruges til de syrah-baserede vine). Tardieu-Laurent blev etableret i 1994 og målet var at skabe små partier vine af det bedst muligt tænkelig druemateriale. Man kan undres over, hvorfor vindrykere vil sælge til Tardieu-Laurent, men en del af forklaringen er nok, at de kan få penge i kassen meget hurtigt og ikke selv behøver have vinmosten til vinifikation og til lagring/udvikling, inden den færdige vin kan sælges.
Tardieu-Laurent har i dag Michel Tardieu som eneansvarlig og han samarbejder med den kendte ønolog Philippe Cambie. Domænet færdigmodner vinene i egne kældre i Lourmarin, en landsby i Luberon, i det sydlige rhône.
Druematerialets herkomst er ofte en hemmelighed, men Michel Tardieu “lækker” af og til informationsbidder til vinjournalister og importører. En del syrah-druerne til Cornas-vinene i de tidligere årgange skulle være kommet fra Noel Versets marker med vinstokke med en alder på 80-100 år — syrah-klonen er Sérine — den oprindelige syrah-drue og den mest velansete.
Livingstone-Learmonths digre værk The Wines of the Northern Rhône bekræfter denne antagelse, og nævner ud over Verset også den ligeledes nu pensionerede Robert Michel. Den bedste most er nok røget i Vieilles Vignes-cuvéen, som jeg husker som stålsat og uggenmtrængelig smagt kort efter frigivelse. Coteaux-cuvéen var mere tilgængelig og åben.