Hermitage-tip til de hurtige

I løbet af den seneste måneds tid er jo to gange blevet spurgt til råds om gode steder at købe vine fra den nordlige rhônedal. Seneste henvendelse var i går, hvor Jens efter at have slået fast, at kvalitetsspændvidden i Crozes-Hermitage– og Saint-Joseph-vinene var nærmest abnorm  — hvilket jeg er helt enig i, appellationsforvrængende, kunne man med en vis ret hævde — spurgte til gode flasker, der kunne købes i Danmak.

Syrah-druens epicentrum, den nordlige Rhônedal
I forbindelse med mine svar har jeg lidt reflekteret lidt over dels mit eget førstemøde med vinene fra Rhônedalens kølige zoner (Cornas, Saint-Joseph, Côte-Rôtie, Crozes-Hermitage & Hermitage), dels over udviklingen vinene har gennemgået i løbet af de seneste 10-15 år efterhånden som de har vundet større popularitet. Det har ledt til mere ekstaktrige, saftmodne udgaver på det generelle plan. Højst sandsynligt på grund af en vis parkerficiering — den slags vine performer bedre i Pakers mund, og de performer generelt bedre til smagning –, men også på grund af en anderledes mere moderne smag og bedre kontrol med vinifikationsprincipper.

crozes-hermitage-bernard-chave
Crozes-Hermitage, 1999, Bernard Chave

Referencepunktet, Bernard Chave, Crozes-Hermatiage, 1999
Én af de vine, jeg bli’r ved med at vende tilbage til som referencepunkt, er Bernard Chaves Crozes-Hermitage i årgang 1999. Cremen af cremen, det bedste af det bedste, syrah så ren, så ren — så syrerig, så syrerig. Heftige overtoner af kattepis i dens ungdom, men en fløjsblød sag med 10 år på bagen, og det er ikke alle vine, faktisk langt fra alle, fra denne appellation, der bli’r bedre med alderen.

De er forlængst udsolgt, jeg opkøbte nogle af de sidste magnumflasker for 3 års tid siden, og det var en skøn mulighed for nærmest at skrue tiden tilbage (vin modner langsommere på store flasker).

Og så slog Biblioteksenglen til, for i dag da jeg var ude og hente lidt Beaujolais og Cornas hos The Wine Company stod der en række flasker i rodekassen med rester — andre vil sige rariteter. Hermitage 1996, 1998 og 1999 fra Bernard Chave. Og jeg kan afsløre, at der fortsat er et par flasker tilbage; jeg købte ikke dem alle.

Så vidt jeg husker, var Hermitage 1998 og 1999 sat ned fra 399 til 275. Men hæng mig ikke op på det.

Der var dog kun én flaske fuldmoden Saint-Joseph ‘Vieilles Vignes’ fra Tardieu-Laurent i topårgangen 1999. Den er ikke længere at finde i restkassen…

Læs også:

Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône.
Ugens spørgsmål: Anbefalinger af Crozes-Hermitage & Saint-Joseph.

Crozes-Hermitage 1999 fra Bernard Chave

Så kom de i hus. Crozes-Hermitage. Magnumflasker fra Bernard Chave i topårgangen 1999. 1999 var den første årgang, jeg smagte fra domænet. Klassisk nordlig rhône — med en vanvittig fin balance mellem frugt, garvesyre og animalske karaktértræk — velhængt kød, et strejf at letsaltet røget flæsk — man kunne næsten kalde det for umamiagtige træk.

crozes-hermitage-bernard-chave-magnum-aargang-1999
Skindet fra drueklaserne kunne fornemmes i munden — men kun svagt. Ikke en poleret, blød og charmant vin — tværtom. I 1999 stod der Domaine Bernard Chave på etiketten. I dag er det sønnen Yann Chave, der står for vinificeringen. Jeg må indrømme, at jeg klart foretrækker faderens Crozes-Hermitage-vine. Mere rustikke, flere skæve flasker, enten flaskevariantion el. decideret syge flasker, men de sunde flasker — for dælen, det er godt! 10 år er meget for appellationen, så jeg er spændt på at knappe en flaske op i morgen, hvor programmet står på fødselsdag for husets yngste.
Læs mere Crozes-Hermitage 1999 fra Bernard Chave