Falsled Kro — en uafhængig anmeldelse

Opdateret: Gensyn med Falsled Kro, 2011.

Falsled Kro - 2011

Introduktion til Falsled Kro

Billede af Falsled Kros facade
Falsled Kro, en gammel, kongelig priviligeret kro, blev købt af Grønlykkefamilien i 1970. I en tid, der var præget af klassekamp og marxistiske verdensbilleder, blev satsningen på det klassiske franske køkken i den grad en torn i øjet på mange danskere. At det skulle være nødvendigt at hente franske kokke til Danmark var uhørt, tendentiøst og prætentiøst. Forsiderne blev ryddet – men det handlede mest om priserne på retterne og i meget liden grad om den mad, der blev serveret.

Michel Michaud ansættes på Falsled Kro
Den første køkkenchef på Falsled Kro i Millinge på Sydfyn blev Michel Michaud, der årene igennem har repræsenteret et kompromisløst kulinarisk engagement. Michauds indsats blev belønnet med den prestigefyldte Kokkenes Kok-pris i 2005. Da beslutningen om at åbne Kong Hans bag Magasin blev taget, rykkede Michaud fra Falsled Kro til København – og en anden legendarisk skikkelse tog over, Jean Louis Liffroy, som d. 1. januar 2009 efter knap 40 år på posten som køkkenchef, hoteldirektør og medejer gik på pension.
Læs mere Falsled Kro — en uafhængig anmeldelse

Anbefaling: Schackenborg Slotskro

I går aftes spiste jeg på Schackenborg Slotskro i Møgeltønder. Ikke så meget fordi der snarligt er en vis lilleprins, der skal døbes, næh — bare sådan fordi! Sommerhusindpakket som jeg er pt. har jeg ikke tid til at bringe en fuld erindring, men vil opsummere ganske kort: Meget, meget anbefalelsesværdigt. Vi prøvede kræfter med Slotskroens femretters degustationsmenu, og alt spillede. Betjeningen var smidig, venlig, prof og humoristisk. Klasse! Maden var sublim. Ikke så mange dikkedarer, men solide grundsmage, der i den grad trængte igennem kombineret med fint udvalgte råvarer, der repræsenterede klassiske toner såvel som regionalt præg. Fuld bekskrivelse af slotskroens menu og vine vil følge.

Vinkortet er ikke det største, men til gengæld indeholder det en række perler. Jeg havde før ankomsten set mig lun på en flaske af Weingut Knolls Riesling Smaragd Ried “Loibenberg” i årgang 2002. Det er sjældent, man ser den slags vine i ældre årgange. Vi kombinerede med en vinmenu i halve glas, så vi fik lidt spredning og mulighed for at smage retter og sommeliernes bud op mod en gammel kending. Et godt koncept! Retterne spændte over en klassisk fransk fiskebouillon legeret med fløde og æggeblomme — rimmet torsk i midten. Dyb, dyb velsmag. Kammusling med brunet smør, blomkålspuré, varme agurker og soya. Kalv og jomfruhummer a la surf & turf-nouveau. Sådan! Bette Christian ost med druekompot og akvavitgranité. Prædessert med en læskede vaniljeiscreme smagssat med ananassaft, en lille lagkagebund-agtig kage med friske frugter og så endelig franske jordbær med den kraftigste chokoloademousse på Valrhona 70% svømmede smukt og enkelt på en jordbærconsommé.

Vine og yderligere gennemgang af retter, strukturer og erindringer følger senere! Jeg har ikke spist bedre i år 2009 — heller ikke på gastronomi-ikonet Falsled Kro, så jeg kan på det kraftigste anbefale Schackenborg Slotskro.

[ad#Google Adsense-blogpost1]