Laurent Perrier-aften på NIMB

Som annonceret tidligere i dag, deltog jeg i går i en champagnesmagning på NIMB. Bag arrangementet stod Nicolai Klingenberg, der havde samlet stærke kræfter i form af produktchef Morten Buus fra Hans Just, der importerer en række spiritusmærker i tillæg til champagnehuset Laurent Perrier og NIMBs chefsommelier Jacob Kocemba. Så flasker og viden var på plads.

tomme champagneflasker -- nimb
Kocemba er så vidt jeg har kunnet læse mig til idémanden bag vinoteket i kælderen under NIMB. Forrygende stemningsfyldt, og læssevis af kvalitetsflasker! Fra sprøde, gamle rieslinger fra Alsace, til ypperlige sager fra Jacques Selosse. Og dejlige sager fra Guigal og Chave.

Læs også: Champagner til nytårsaften.

For enden af trappen mødtes jeg af følgende tomme flasker; der havde været nogle hér før os! Locret-champagnen, der ses til venstre i billedet med guldfarvet etiket er fra Locret, som fungerede som huschampagne på Falsled Kro, da jeg spiste dér. For folk, der frekventerer Netto, så vil den måske virke bekendt (begrænset parti-vare). En snert af signalforvirring i min bog. Altså ikke så meget hér — men mere i det store billede.

Behørigt bænket blev vi budt velkommen af aftenes vært — ulasteligt klædt som altid.

Nicolai Klingenberg
Jeg svor til naturligt lys, så billedmaterialet er en anelse mørkt i tonen.

Smageprogrammet var bygget op omkring Laurent-Perriers tre standardcuvéer. En klassisk brut, non vintage; husets berømte rosé-champagne (NV) og afslutningsvist en demi-sec. Indledningsvist blev historien — eller rettere historierne — om champagne fortalt. Og det var ikke munken Dom Perignon, der gjorde opdagelsen — men han skabte en tilstrækkelig stærk flaske til at tæmme den livlige væske. Samtidig kom der østers på bordet, og der blev skænket for.

laurent-perrier-rose-nv-skaenkes-nimb

De store huse har det hårdt, vil jeg vurdere, i disse dage, hvor så mange mindre champagneproducenter har mulighed for at sælge deres håndværksvine på det danske marked. Standardcuvéen var, som den skal være: Tør, sprudlende, let briochekaraktér, Kocemba nævnte toner af kærnet smør. Middelkraftig mousse.

rose-laurent-perrier-nv-nimb

Roséchampagnen, der må siges at ligge i den dyre ende for NV-champagner, skuffede mig en anelse — og der var tydelig glasvariation mellem de to udskænkede glas. Farvetonen en anelse mere afdæmpet end mange andre af de stores rosé’er, meget fin næse — men relativt kort finale. Et meget let-elegant glas. Måske jeg gik ombord med forventninger om mere dybde og bredde. Måske et andet glas ville have præsenteret vinen skarpere og udfoldet aromakompleksiteten bedre. Jeg bemærkede, at Kocemba selv fx ikke kørte med Laurent-Perriers standardglas.


Stemningen i kælderen var sublim — og det var svært, for ikke at sige umuligt, at ta’ hjem efter at have skimmet antallet og kvaliteten af vine på glas; fx var én af mine yndlingsproducenter fra Wachau, F.X. Pichler, repræsenteret. Et rigtigt godt glas grüner veltliner som bød på en fornem tone af flint.

Konceptuelt også et fremragende arrangement, som jeg håber ses gentaget!

Restaurant AOC —

Anders Due, som jeg stiftede bekendtskab med i forbindelse med lidt skriverier om noma, og som efterfølgende bød på en fornem gastronomisk introduktion til den spanske restaurant Lluçanès har fornyligt spist på Christian Aarø Mortensens restaurant AOC. Jungletrommerne vil det i disse dage, at AOC’s køkken er lige så skarpt som Nomas, så det var med en vis spænding, at jeg åbnede min inbox i morges, for jeg havde på fornemmelsen, at den ville indeholde en god sjat billeder taget under middagen.

Christian Aarø Mortensen har tidligere givet mig én af mit livs bedste spise- (og drikke)oplevelser, dengang restauranten hed Prémisse. Med en uhørt fin fornemmelse for, hvad jeg godt kunne li’, pejlede vi os sammen ind på fantastiske vine (Riesling fra Hirtzberger, Cornas fra Alain Voge og — efter at have været en tur skatkammeret — en sød Beerenauslese ligeledes fra Wachau-ikonet Hirtzberger, som vi blev tilbudt til samme pris som de først valgte vin — fra Kracher. Et fornemt bytte! Nå, jeg fortaber mig i minder. Ordene og billederne er fra nu Anders Dues!

Gastronomisk erindring i billeder og ord fra restaurant AOC — af Anders Due
Restaurant AOC er helt fantastisk! Det skulle det selvfølgelig også gerne være med 1 Michelin-stjerne og topkarakterer i avisanmeldelserne, så mine forventninger var sat i vejret — men da jeg spiste der sidste weekend, blev jeg på ingen måde skuffet. Betjeningen (som indehaveren Christian Aarø en stor del af tiden selv stod for) var fremragende, lokalerne behagelige, stemningen god — men vigtigst af alt var retterne vildt lækre og meget smukke.

Vi fik:

Marengs af ribssaft med tørrede tranebær

Marens af ribssaft med tørrede tranebær -- Restaurant AOC
Birkerøget skinke med hyldebærmarmelade


Blåmuslinger med frossen peberrodsskum, grønne jordbær, glaskål og dild


Brændte hvide asparges med æggeblomme og grønne enebær


Jomfruhummer, radiser, nye kartofler og ramsløg

Okseslag med rødbede, persille og røget marv

Røget gnalling med stoutsirup


Umodne rabarber, frossen creme og hvedegræs


Gulerodsis med frossen lakrids

Inden vi tog derhen, havde jeg egentlig troet at køkkenet var bredere, dvs. ikke decideret nordisk, men mere internationalt. Det viste sig faktisk at være ganske snævert og i store træk pæredansk. Der var umiddelbart ingen af råvarerne der slog mig som andet end danske — og også selve smagsnuancerne virkede som supergourmetudgaver af fisk, kød, grøntsager, ost og sødt som man egentlig kender fra et klassisk dansk køkken.

De klassiske smagsbilleder var så kombineret med nogle af og til komplicerede tilberedningsteknikker; (køkkenchefen Ronny Emborg har også tidligere arbejdet på bl.a. El Bulli og Geranium). Et eksempel var hovedretten: okseslag med rødbede, persille og røget marv. Her fik man den røgede marv i form af snehvide frosne flager; den blev båret ind på en ispose og strøet over retten på tallerkenen, inden den blev overhældt med en kraftig varm sauce – og på den måde blev en del af retten. Om det havde smagt anderledes, hvis marven bare var blandet i saucen, skal jeg dog ikke kunne sige…

Nok var det avanceret – men i mine øjne ikke så udfordrende en oplevelse som Noma (som det jo er svært ikke at sammenligne restaurant AOC med). Og dette mener jeg ikke negativt. At smage skud af dunhammer er sjovt, lækkert og absolut berettiget – men AOC’s linje med lidt mere klassisk råvarevalg (men kun lidt – det er de færreste steder der serverer en sorbet lavet på juice af hvedegræs!) lægger på den anden side op til en 100 % ren og tilbagelænet nydelse.

Det var i hvert fald lige i øjet for mit vedkommende — stor anbefaling herfra!

Restaurant AOC
Dronningens Tværgade 2 — Motlkes Palæ
1302 København K

Verdens hårdeste rally — eller Jens Hultquists fortsatte béarnaiseeksperimenter

Béarnaise — eller en tand hurtigere over ørkenens varme sand…

Redaktørens forord
Postmodernismen siges ofte at kendetegnes ved nedbrud. Eller nedsmeltning. Eller sam(men)smeltning. Det finkulturelle kan pludselig gå hånd i hånd med lavkulturelle, og omvendt. Måske har det altid været sådan. De fleste tror, at romanen er en ældgammel opfindelse, eller genre, om man vil. De første udkom omkring 1700, hvis man anlægger et angelsaksisk snit. Robinson Crusoe af Defoe (1719). Roman hedder på engelsk novel — og det betyder ny. Prosa og poesi er noget andet — og skrivemodi hvis oprindelser kan spores længere tilbage. Hvorom alting er, så er fiktion i prosaform en ret ny forteelse.

Det er gastronomi ikke. Eller jo — som disciplin så skal vi frem til midten af 1800-tallet. Før det var haute cuisine noget monarker, adelige og andre med mulighed og behov for selvfremstillese beskæftigede sig med. Refleksionen over kogekunsten kom efter den store revolution, der bragte et nyt offentligt liv med sig. Den borgerlige offentlighed, hvor diskussionen af litteratur, politik og samfund — og mad — entrerede nye domæner. Måske er der en sammenhæng mellem, at den fandt sted i Frankrig — og den franske gastronomis portalagtige dimensioner.

Vi spiser. Og vi nyder. Og vi tænker over, hvad vi spiser, og hvordan vi spiser. Eksperimenter både inden for litteraturens og gastronomiens domæne kendetegner mennesket — ja, og så sprogegt, selvfølgelig. Vores fornemmeste interface til verden.

Og en sproglig legesyge a la moderne “gå til side 22-bøger” kendetegner også klassikere som fx Tristram Shandy af Laurence Sterne.

Sauce béarnaise eller “Verdens hårdeste rally”


“Hvis du, kære læser, allerede har læst mit gæsteindlæg “Trørød Bistro, Take Away & Béarnaise“, og dermed kender til mine forskellige referencepunkter, kan jeg byde velkommen til opfølgeren til mit først mislykkede forsøg på at samle ingredienserne. Hvis du, kære læser, ikke har læst mit tidligere gæsteindlæg, må jeg bede dig om at starte ved at bladre om på side …”

Hvem, der er vokset op i 80erne, kan ikke nikke genkendende til udviklingen i “Du er i hovedpersonen i …”-bøgerne? Alle læsere startede samme sted med den samme indledning, men med de valg, der skulle tage undervejs, endte man sjældent det samme sted.

Hver især blev vi hovedperson i vores helt eget personlige eventyr. Efter lidt hurtig sparring med kammeraterne om, hvorvidt det var lykkedes dem at krydse målstregen i Dakar som vindere af Verdens hårdeste Rally, så jeg mig gang på gang nødsaget til at læse forfra: Hvor var det, jeg havde truffet det første forkerte valg?

Følelsen af fiasko
Følelsen af fiasko er svær — uanset hvornår og i hvilken situation man møder den i livet. Selvklart er der forskel på situationers alvor, og her hører fiaskoen fra barndommens læsning af verdens hårdeste rally til i den knapt så alvorlige ende — modsat for eksempel følelsen af fiasko, når jeg tabte i den ugentlige dyst mod farmand ved bordtennisbordet…

Hvor alvorligt man så skal tage en fiasko i køkkenet, vil jeg derimod lade læseren om at bedømme. Velkommen til opfølgningen på gæsteindlægget Trørød Bistro, Take Away & Béarnaise!

Læs mere Verdens hårdeste rally — eller Jens Hultquists fortsatte béarnaiseeksperimenter

Protosmag: Japan møder Europa; Umami

fra bushido til umami
miyamoto_musashi
Den japanske kultur har fra 80’erne og frem forundret sin del af  europæiske hjerner. Y-generationen er kraftigt præget af amerikaniserede ninjafilm med skyggekrigere på motorcykler. Generationen før blev fascineret af James Clavells Shogun fra 1975, et digert værk på omkring 1200 sider. Bushido — krigerens vej, blev belyst. En arbejdsdisciplin, som i den grad kan siges at være skåret hårdere til end den danske protestantiske arbejdsmoral præger landet; Et æresbegreb, som vi nok blot aner en overfladebid af!

Sødt, surt, salt, bittert – Umami
kammusloing
Sødt, surt, salt, bitter — og så umami, som den japanske professor Kikunae Ikeda isolerede og beskrev for godt 100 år siden. Egentlig er det ikke en selvstændig smag, el. smagsart, der er tale om glutaminat — natriumsaltet af aminosren glutaminsyre, også kaldet mononatriumglutaminat — som smagsmæssigt bidrager til at afrunde, fordybe og persktivere andre smage — lidt som vi kender det fra salt el. hvidløg.

Ikeda udtrak sit oprindelige umamisubstrat fra tang; men niveauerne er også høje i fx parmesan, grøn te & ansjoser. Smagsmæssigt er man nået frem til, at umamirige råvarer fungerer dårligt sammen med tanninholdige vine, og omvendt. Det forklarer også, hvorfor lagret, salt ost (som ligger højt på umamiindekset) fungerer bedst sammen med en hvid sød vin, selv om dansk tradition byder på tanninholdig rød bordeaux. Smagen af umami er universel (biokemisk betragtet via en kobling til særlige receptorceller over centralnervesystemet til diverse glædes- og belønningsstoffer — fx serotonin) og derfor også kendt på tværs af tider og kulturer.

Brillat-Savarin talte fx om osmazome (essensen af kød) i forbindelse med kogning af fond og på kinesisk findes begrebet xiānwèi, som betegner den særlige smag, der ofte optræder i svampe, ost og velhængt kød. Der er en klar sammenhæng mellem naturlige proteinbindiger og umami. Det er nok derfor gastrique og roux af og til betegnes som det franske køkkens hemmelige våben.
Læs mere Protosmag: Japan møder Europa; Umami