Kalvefond — fond de veau — ifølge Auguste Escoffier & Larousse Gastronomique

I jagten på den perfekte rødvinssauce kommer det i denne ombæring til at handle om Escoffiers klassiske opskrifter på kalvefond, fond de veau, & brun fond, der koges på både kalvekød og oksekød. I tillæg hertil bringes en moderniseret udgave af den klassiske fransk kalvefond — oversat fra den engelske udgave af Larousse Gastronomique.
Læs mere Kalvefond — fond de veau — ifølge Auguste Escoffier & Larousse Gastronomique

Om fond, reduktion og essens — Fyrsen af Soubise

Fyrsten af Soubise havde en dag fået i sinde at afholde en større fest; den skulle afsluttes med en souper, og han havde givet sin hushovmester ordre til at forelægge ham menuen – både selve spisesedlen og et overslag over vareindkøb og udgifter.

Ved fyrstens næste morgenaudiens indfinder hushovmesteren sig da også og overrækker sin herre en liste over alle herlighederne, — sirligt udfærdiget på et ark fint papir med skønne vignetter. Den første post, fyrstens øje falder på, lyder sålunde: halvtredsindtyve skinker.

”Jamen, hør nu her, Bertrand!” siger han, ”Mon det ikke er en lille overdrivelse, du dér gør dig skyldig i? Halvtredsindstyve skinker! Har du da i sinde at beværte hele mit regiment?”

”Nej, mon prince; der kommer kun én skinke på bordet, men alle de andre har jeg hårdt brug for til fremstilling af mine grundsaucer: min espagnole og mine blonds, samt ved tilberedning af mine garnitures, mine…”

”Bertrand, de udplyndrer mig jo ligefrem! Denne post bliver ikke godkendt!”

”Ahh! Monseigneur!,” lyder svaret – og i dette øjeblik føler hushovmesteren sig som den kunstner, han er, og har svært med at bekæmpe sin vrede.

”De aner ikke, hvilke mægtige kræfter vi om fornødent kan slippe løs! De har blot at befale, og jeg skal få disse halvtreds skinker, som forarger dem, til at svinde ind til så lidt, at denne deres essens kan hældes på en krystalflakon, som ikke behøver at være større end min tommeltot!”

Kunne der overhovedet gives et svar på en så djærv tiltale? Fyrsten nøjedes med at trække på smilebåndet og tilkendegav med et nik, at den famøse post var godkendt.


Brillat-Savarin, Smagens Fysiologi, 1825

Læs også: Kalvefond & Auguste Escoffier.

Rødvinssauce — opskrifter på rødvinssaucer lavet fra bunden

Det er min fornemmelse, at der kommer gode udskæringer af kalv eller okse på bordet mange steder nytårsaften. Rødvinssauce til — og måske pommes anna, trøfler og foie gras til.

Klassiske sager!

Men hvordan laver man en god rødvinssauce fra bunden? Saucen, der binder kød og tilbehør sammen. Det kan du få svaret på her.

Jeg har set italienske kokke fra en af Danmarks fornemste italienske restauranter citeret for, at det er en fejltagelse af karat af servere kød til kød, hvilket må forstås derhen, at en sauce baseret på fond er en vederstyggelighed. Det er jeg, som den faste læser her nok vil kunne gætte sig til, noget uenig i.

Det er vel ikke uden grund, at saucierpositionen er en af de mest eftertragtede og ambitiøse på franske restauranter af høj standard; restauranter, hvor der stadig afsættes tid og ressourcer til at tilberede saucerne fra bunden. Det ta’r tid og koster penge — og der argumenteres for, at en række af delprocesserne med fordel kan industrialiseres.

Francis Cardenau om fond og sauce
Jeg læste for noget tid siden, at Francis Cardenau, som i dag kendes for restaurationerne Le Sommerlier, MASH & Umami, var begyndt at basere sine saucer på industrielt fremstillet grundfond af den årsag, at der ikke længere var økonomi og ræson i et fremstille sin egen fond fra bunden. Han sværgede nu til danske Oscar, hvor han som storkunde kunne have indflydelse på sammensætningen af fonden, ta’ ti kilo selleri fra, fx.
Læs mere Rødvinssauce — opskrifter på rødvinssaucer lavet fra bunden

En and – mad til fem dage.

Jeg har lige siddet og bladret reklamer igennem. And i alle afskygninger er på programmet hos stort set alle. En ungand, en canette, slog mig umiddelbart som det mest interessante bekendtskab. For nogle år siden fik jeg canette på Rasmus Oubæks restaurant, inden det blev en bistro. Wauv! Côte-Rôtie fra Jamet, mener jeg; godt nok i den svære 2002-årgang, men for pokker, hvor det smagte godt.

Mortens aften, andelår og andebryst
Mortens aften
er veloverstået, og jeg har fået flyttet stort set alle opskrifter, hvor andelår el. andebryst indgår over på denne platform; så betragt dagens indlæg som et opsamlingsheat, der opsummerer en række forskellige opskrifter. Udgangspunktet er et andeprojekt, jeg var i gang med for et par år siden.

At udnytte råvaren optimalt — hér: andestegen
Af og til føler jeg, at jeg er født fyrre år for sent og i en en forkert krop – kønsmæssigt. Vigtigheden af at få råvarer til at række, så lillefar kunne blive mæt, smagsmæssigt såvel som kaloriemæssigt, med mindst mulig udskrivning, er i min optik nemlig en fornem disciplin. Ikke primært for økonomien, men mest for kreativiteten og det gode håndværk. Det er ganske enkelt givende at begynde med et helt dyr/stort, uregelmæssigt stykke kød og så arbejde sig frem mod en række færdige retter af forskellig karakter. Den charme risikerer at gå tabt, når den daglige madlavning baseres på kraftigt forarbejdedede basisvarer. Det er lettere og går hurtigere – helt sikkert, men megen smag (og udfordring) går af og til, hvis ikke oftest, tabt.

Nogle gange hiver jeg derfor en halv dag ud af kalenderen (eller også er det kalenderen, der hiver den ud af mig) og går i kast med et helt dyr. I dag en and. 3400 gram, berberiracen. Ikke noget fancy økologisk, bare en fin tilbudsand fra Netto — som spøjst nok koster det dobbelte i Føtex.

Planen var tre klassiske retter:
1) (nat)saltet & pocheret andebryst
2) Confit de canard (fedtkogt and)
3) Rillettes

– derudover skulle der gerne produceres en sjat restfond til Mortens aften og/eller julesovsen og lidt fedt til diverse confiteringer.

Andebryst

Man siger, at enhver kan koge, men det kræver en sand mester at stege. I den senste tid, har jeg sporet en tendens til at vende tilbage til pocheringer og kogninger. Fx hørte jeg Nikolaj Kirk vende ordsproget om under en morgenudsendelse. Altså: Alle kan stege, men det er svært at koge. Mørt!

Escoffier — den store franske køkkenmester og kogebogsforfatter — nåede aldrig frem til en for ham adækvat beskrivelse af pocheringens kunst. “Koge uden at koge”, brugte han dog som et foreløbigt paradoksalt (typisk fransk, non!?) bud. Men det er faktisk ganske dækkende. Det er en glimrende tilberedelsesmetode til såvel meget sarte stykker kød (filet, bryst af fjerkræ) som mere grove emner (bov, bryst, skært). Opskrift her — pocheret andebryst provencale. Mange forbinder andebrystet med det gode, sprøde skind. Og hvis sprødt skind er målet, så er pochering ikke vejen frem. Følg i stedet denne opskrift — pandestegt andebryst.

Confit de canard

En klassisk konserveringsteknik er confiteringen – oftest efter en saltning og krydring (hvidløg har nok virket bakteriedræbende på ydersiden af kødet i ældre tider) i 8-24 timer. Gyldendals røde ordbog taler om tilsmeltning af kød — ud over syltning. Retten har ry for at være ekstremt fed, men det behøver den ikke være. Meget af konserveringsfedten fjernes inden stegning/opvarmning/bruning og resten smelter fra.

Andefedt har gode stegeegenskaber – branker ikke ved selv høje temperaturer og nyere forskning har vist, at de i sin sammensætning (fler- vs. enkeltumættede fedtsyrer minder om olivenolie). Altså en sund animalsk fedttype ift. svinefedt fx. Så brug evt. restfedt til pommes sarladaises (som er confitens klassiske tilbehør), under sildemaden, til stegning af rodfrugter eller andre kulinariske eksperimenter. Mange supermarkeder har confit de canard i konservespakninger — og de er oftest overraskende gode. Men det er altid sjovt at prøve selv. Deltajeret opskrift og billeder: Confit de canard.

Rillettes

Rillettes er ligesom confiten en klassisk konserveringsmetode. Traditionelt fremstilledes rilletter af svinekød (fx skank). Der er tale om en saltning og efterfølgende kogning i suppe/fond og/eller fedt. Når kødet er kogt tilstrækkeligt ud, begynder det at trevle. Der opnås efter nogen tid en nærmest pateagtig mørhed og konsistens. Rilletten hældes på glas og der hældes fedt over for at holde ilt ude. Kan serveres som en forret med salat til. Eller som pålæg med sennep og cornichoner. På restaurant Luns fik jeg svinerillettes med endiver. Meget simpelt og meget lækkert. Det bløde, fede og det knasende sprøde og friske. Jeg lavede rilletten på dels ukurant restkød, dels brystkød. Saltning i 24 timer, herefter indkogning (i fonden fra anden) over et par timer. Til sidst påfyldning på glas.
Læs mere En and – mad til fem dage.

Andefond — jul og rettidig omhu

Så er det i aften, at det er Mortens aften. Jeg vil ikke gå ind på opskriftsforslag, hverken på traditionelt andesteg fyldt med æbler og svesker eller på mere alternative tilberedningsforslag, for det gjorde jeg for et par dage siden. Følg evt. linket ovenfor. I denne ombæring vil jeg blot slå et slag for ikke at smide andeskroget ud, men køle det ned, hakke det og koge en solid fond på det.


Andefond — redningen til saucen juleaften
Jeg kan huske, hvordan min mormor fortalte om generationer af husmødre, der havde stået og svedt over saucen juleaften — den smagte ikke nok af and. Midlet til at undgå den slags situationer hedder rettighed omhu. Fond skal der til. For et par år siden slog jeg to fluer med smæk.

Jeg havde lovet at ta’ en god fondbase med til juleaften i det sønderjyske — og jeg havde også lovet mig selv at eksperimentere med braiserede andelår. En stor gryde, 8 store andelår af berberirace, vin, urter og så langsom kogning / braisering ad flere omgange. Resultatet blev godt, fonden sad lige i skabet efter at have trukket med andelårene et par dage og være blevet kogt op ad et par omgange — slutteligt skummet for fedt (vent til fonden er kølig, så er det meget nemmere) og klaret med æggehvider.

Forslag til ingredienser til en god andefond

½ flaske hvidvin (gerne en halvsød type, jeg brugte en generisk tysk spätlese til en 50’er)
½ liter vand
6 skalotteløg
Evt. et lille stykke røget spæk
6 fed hvidløg
En håndfuld timiankviste
End håndfuld bredbladet persille
Persillerod i tern
Selleri i tern
Peberkorn (fx Kerala eller Sarawak)
4 små tomater
Lidt salt

Opskriften ligger stadig i det gamle system, men jeg satser på at få den migreret en af dagene — evt. i kombination med en opskrift på rillettes af and. Det plejer at forholde sig sådan, at supermarkederne sætter en masse gode andestege på tilbud her i dagene mellem Mortens aften og juleaften. Lur mig, om det ikke også sker i år. Så er der mulighed for at få fyldt depoterne op med andefedt, andefond, confiterede andelår, der kan holde sig omkring et år i køleskab, hvis de laves og pakkes rigtigt og god hjemmelavet rillettes.

Læs også: Julemad — julekrydret rillettes af and.

Kalvecuvette m. rygeostcreme og bouillonkartofler

Denne opskrift på braiseret kalvecuvette blev oprindeligt fra efteråret 2008

Fra Rom & klassisk sugo til dansk efterårsmad med kalvecuvette
Ugegryde-eksperimentet er inspireret af en romersk Mammas sugogryde. Om mandagen forberedtes basen — tomat, gulerod, stelleri, tomat (passata) — og henover ugen kogtes/braiseredes/pocheredes forskellige kødemner i gryden. Saucen/braiseringslagen blev gradvist mere og mere velsmagende.

Målet var at lave god mad til en fornuftig pris uden at gå på kompromis med smagen. De dyrere ingredienser – fx vin kan erstattes af andre (fx vand tilføjet syre fra citron el. hvidvinseddike, cidereddike, sherryeddike, (hjemmecentrifugeret) æblemost eller anden frugtsaft, der ikke er for sød). Jeg tror, det er en god idé ikke dagligt at skumme gryden for fedt. Fedtet vil så lægge sig som et beskyttede lag over kød & bouillon — a la i den klassiske confit de canard, som jo kan holde sig længe ved både stue- og køleskabstemperatur, hvis glas og fedtlåg ellers slutter 100% tæt.

Edelvang om Mammas sugogryde:
“Det, der gør sugoen rigtig god er, at den står hele ugen og koges op hver dag. Hver dag spiser man så først spaghetti med et par spiseskefulde af sovsen og masser af parmiggiano på, og så bagefter “dagens kød” med en grønsag til. Mamma havde den stående på komfuret hele ugen. En dansker vil måske være mere komfortabel ved køleskabet. Behøver jeg at sige, at sovsen i slutningen af ugen smager himmelsk? Hos mamma var det fiskedag om fredagen, så da skulle sugoen være spist senest torsdag, så fik vi pasta med laks og fløde eller pasta med tun om fredagen. Det er hårdt at være rettroende katolik. Om søndagen stod den naturligvis på pasta al forno og en finere kødret, f.eks. kanin eller spædlam.” (Edelvang, august 2008)

Læs mere Kalvecuvette m. rygeostcreme og bouillonkartofler