Dagens vin: Hermitage 2008 fra Cave de Tain

hermitage-prop-sort-hvid

Når jeg har været forbi smagelokalet på toppen af bjerget ad tre omgange. Det er ikke rhônedalens største vine (omend Gambert de Loche kommer tæt på i min bog).

Særcuvéen ‘Saint Joseph’ Esprit de granit er bestemt heller ikke tosset. Hvis Føtex begynder at forhandle dem, så får de et særdeles stort kryds i min bog.

Læs mere Dagens vin: Hermitage 2008 fra Cave de Tain

Hermitage, Bernard Chave, 1996

Lørdagsvinen —

hermitage-bernard-chave-1996-3
Drukket samme dag som købt. Den skulle nok have haft lov til at sunde sig i en uges tid eller to under rolige forhold uden rystelser, for den virkede lidt ude af fatning. 1996 var generelt præget af høj syre, så jeg tog chancen og købte en ældre sag.

På ingen måde en fantastisk oplevelse. Brunling helt ind til kernen og meget lidt primærfrugt tilbage i kernen af vinen. Masser af sekundære aromaer, men ingen “klangbund” af nerve og intensitet. Vandig. Gået over — eller har været for varmt opbevaret i en del af sit liv.

Vin er et levende materiale, og jeg har oplevet voldsom flaskevariation på Bernard Chaves Crozes-Hermitage-vine. Fra dumpe, halvsløje vine til decideret udrikkeligt propsyge vine til blændende, nærmest transcendente udtryk for koldklima syrah.

Min far vovede det kætterske tese, at der var blevet ombyttet en etiket eller to igennem tidens løb. Ikke intentionelt, men ved fejl. Saften i glasset i går kunne i hvert fald snildt forveksles med en gammel over the top Crozes-Hermitage.

Læs evt. mere her om syrah-druen.

 

Hermitage 2001 fra Jean Michel Sorrel

Oven på gårsdagens propmelding på 2 x Hermitage fra Sorrel, tænkte jeg, at der var ræson i at bringe min seneste smagenote på en rask flask (smagt november 2008).

jean-micel-sorrel-hermitage
Hermitage 2001 fra Jean Michel Sorrel.

Om Hermitage ‘Le Vignon’, 2001 — Jean Michel Sorrel

Jean Michel Sorrel er bror til den mere kendte Hermitage-producent Marc Sorrel, som dels har en større produktion, dels smagelokaler i Tain l’Hermitage. Familien er tredjegenerations vinbønder. Jean Michel Sorrel producerer årligt omkring 3.000 flasker fra nogle af de mest velplacerede parceller på Hermitagebjerget (Le Meal og Les Greffieux). Vinstokkene er gamle — mellem 50 og 70 år, hvilket leder til dybe, koncentrerede, utroligt komplekse vine. Høstudbyttet er lavt, mellem 25/30 hl/ha. Der laves en hvid og en rød Hermitage. Den røde udgår 80% af Jean Michel Sorrels produktion.

Smagenote på Sorrel Hermitage ‘Le Vignon’, 2001

Flot, dyb farve – ufiltreret og uklar. Næsen lover godt med toner af mørke bær, røg, tjære, en anelse mørkristet kaffe & sød kerne af ribs, solbær og brombær. Tonerne går i gein i smagen , der er lang, elegant — nærmest aristokratisk i sin tyngde og balance. Hermitagevinen er ekstremt saftig og ekstremt stringent på én og samme tid. Granit, tjære, lidt blommetobak, godt tanninbid lover videre udvikling. Vinen får flere lag efter lidt tid i glasset, og noget mere dystert og dybdemineralsk træder frem sammen med toner af blæk og noget animalsk. Forrygende og fornem vin — meget, meget flot syrahudtryk!

Gode råd & 2 x Hermitage (Sorrel) 2001 med prop

I begyndelsen af januar modtog jeg et spørgsmål fra en interesseret og passioneret læser, Mads, der søgte gode råd om repræsentative syrahbaserede vine til en række smagedage i Norge. En af mine anbefalinger lød på Crozes-Hermitage fra Yann Chave; en anbefaling, som jeg delvis trak tilbage efter at have gensmagt. Og nu kommer det problematiske så. Jeg gensmagte crozes’en fra Chave i dag — og den holdt hele vejen. Den flaske, jeg smagte for et par ugers tid siden, må have en lille defekt, der lagde låg på frugten, ødelage balancen, dræbte syrenerven og minimerede velbehaget drastisk.

Til gengæld åbnede min vinglade og vinkloge far og jeg to flasker af en anden vin, jeg også oprindeligt foreslog, nemlig Hermitage 2001 fra Jean Michel Sorrel — bro’r til Marc Sorrel, én af top-10-producenterne i Hermitage.

Hermitage 2001 fra Jean Michel Sorrel, bro'r til Marc Sorrel.
Hermitage 2001 fra Jean Michel Sorrel, bro'r til Marc Sorrel.

De havde begge propfejl. Den første i en sjældent set (lugtet) grad og den anden i mindre grad, men frugten var væk. En syrerig væske med en lille bitte smule frugt var det, der kunne findes i glasset — men ingen overtoner eller undertoner af kælder, fugtig-sur karklud. Bare et skyggebillede af, hvordan den smager, når den smager, som den skal og er rask.

Propsyge er problematisk. Dels fordi vi som mennesker er udstyret med forskellige grader af fintfølelse, når det kommer til detektering af propsyge. Det betyder, at nogle flasker umiddelbart dømmes istinktsikkert ude af nogle smagere, mens andre flasker bedømmes som svage, overvurderede, for dyre, for kedelige, for sure. Og det er jo en skam for alle. For vinen smager ikke, som den skal og kan. Og det stiller producenter, vinskribenter, vinimportører og vinnydere i en spøjs situation.

Jeg krydser fingre for, at den Hermitage fra Sorrel, der fandt vej til Mads’ gange ikke var propsyg, og at han og vinklubben fik en god oplevelse. Hvis ikke, så er der i hvert fald en forklaring.

Ad fontes
Mads’ oprindelige spørgsmål og mit svar: Syrah: Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône.

Perspektivering: Når overproducerede vine falder sammen med alderen.


Smagenote af Henrik Oldenburg på Hermitage 2001 fra Jean Michel Sorrel

“”Næse med røg og havnefront. Smagen har
også en snert af tjære, foruden lakrids og
sveskeblomme. Smagen er koket, feminin,
mild og blød – blank og indtagende. Det er
et glas saftig charme, solkrydret og parfumeret,
lige til at lade sig bedåre af. Selv garvesyren
er formildet af blide kærtegn, der
varer til langt ud i eftersmagen. Det er en
pacifist af en Hermitage, men den smager
fortryllende. Drik den nu og i de næste 2-3
år.””

Om Crozes-Hermitage & Alain Graillot

Jeg har tidligere skrevet om Alain Graillot, som den danske importør betegner som Rhônedalens bedste producent af Crozes-Hermitage. Det tangerer at tage munden lidt for fuld, synes jeg, når man tager i betragtning, at der findes fremragende vine fra producenter som Domaine Belle, Chave (Yann), Colombier, Domaine  Des  Remizières.

I min bog står Bernard (& Yann Chave) som noget af det ypperste inden for Crozes. Hans årgange 1999-2001 var tindrende klare i deres udtryk af syrah. Kølige, elegante og saftige kombineret med markant krudtrøg og bacontoner. Fremragende vin. De kostede vist omkring 75 kroner flasken dengang. De senere årgange er knapt så traditionelle/klassiske og rene i udtrykket. Etiketterne er blevet mere moderne, og det er vinen desværre også.  Det rykker dog ikke ved, at fx Le Rouvre i årgang 2004 smager intet mindre end fantastisk.

Smagenote på Chaves Crozes-Hermitage, 2001
vin fra vinstokke, der er mellem 18 og 40 år fra områder i Mercurol, La Roche de Glun, and Pont d’Isère, relativ sen & manuel høst og ingen brug af kulturgær.

Jeg står ikke alene med min kærlighed til Chaves crozes-vine. “La revue du Vin de France” har givet Y. Chaves Crozes-hermitage-vine fine anmeldser siden 1998. James Molesworth, vinkritiker for The Wine Spectator, skrev i novemberudganven 2006 — “You may not have heard of this domaine before, but it won’t be a secret much longer.  Chave is making superb wines

Der er sket noget med priserne på god Crozes-Hermitage, må man sige. Graillot ligger på 160,- i årgang 2006. Remizieres på henholdsvis 115,- og 165,- for Cuvée particulaire & Cuvée Christophe. Philipson har haft Guigals Crozes på tilbud i årgang 2003, som fik fine Parker-anmeldelser.

Graillot trådte ind på vinscenen i 1985 efter en karriere inden for landbrugsindustrien. Graillot og vinene blev hurtigt anerkendt af vinproducenter, vinskribenter og forbrugere. I dag fungerer Graillot i stigende grad som rådgiver for unge producenter.

Om Crozes-Hermitage-appellationen
Crozes-Hermitage er den største enkeltappellation i den nordlige rhônedal. Appellationens centrum er Hermitage-bjerget, hvor nogle af verdens største (syrahbaserede) vine produceres, men den AOC-stemplede vinmarker begynder ca. 10 km fra Tain (l’Hermitage).

Historisk er Crozes-Hermitage ikke synderligt velbeskrevet. En reference fra 1846 fremhæver vinene for deres lighed med Hermitage-vinene. Det er værd at holde for øje, for på det tidspunkt brugtes Hermitage-mosten til at give rygrad, syre og frugt til Bordeaux-vinene i svage år.

I dag ville den praksik på ingen måde gå an. Dengang skrev man blot ‘Hermitagée’ på etiketterne, og så var det dét. Appellationen stammer fra 1937, og den blev udvidet i 1947. Den eneste tilladte røde druesort er syrah, som i alle andre appellationer i den nordlige del af rhônedalen.

Der laves også hvidvin i området — på Marsanne & Rousanne, men rødvinene udgør klart den største del af produktionen. Det siges ofte, at det kun er i Côte-Rôtie, det er tilladt at tilsætte hvide druer til vinene, men reglerne for Crozes-Hermitage AOC tillader op til 15%. De færreste producenter gør det dog.

Crozes-Hermitage udgøres i dag af rundt regnet 1.200 ha vinmarker, og der produceres ca. 44.000 hektoliter vin årligt. Jordforhold og soleksponeringen varierer. Kvalitetsmæssigt er der utrolig spændvidde i Crozes-Hermitage — fra simple supermarkedsvine til omkring 50 kroner, der er en skygge af den ægte vare. Tynde og splattede og uden tydelig syrahkarakter.

I den anden ende af spektret er der dels de mere moderne vine med vægt på frugt og tyngde og velintegreret fad — fx Tardieu-Laurent, dels meget traditionelle, stringente crozes-vine, som kan være svære at drikke unge. Graillot ligger nok et sted midt imellem.

De kendteste vine i den bedste ende Jaboulets Crozes-Hermitage ‘Thalabert’ & Graillots top-cuvée ‘La Guiraude’.

Thalabert kommer fra enkeltparceller med gamle vinstokke, hvorimod Graillots prestigecuvée sammensættes forskelligt fra år til år. Halvdelen af de producerede syrah-druer vinificeres af Cave de Tain. Jaboulet ta’r en god portion af den sidste halvdel. Kooperativet i Tain producerer en række forskellige udgaver fra den letdrikkelige, frugtige “Fine Fleur de Crozes”, hvor druerne afstilkes helt, over standardcuvéen “Crozes-Hermitage”, der vinificeres mere traditionelt, til “Les Hauts du Fief, cuvée prestige”, der kommer fra en udvalgt parcel af udvalgte druer og får længere tids fadlagring.

I 2008 åbner der en ny restaurant og VIP-smagelokaler i Gambert de Loches (stifteren af Cave de Tain og Hermitage-producent) tidligere palæ midt i Hermitage-markerne.

Smagenote på Graillots Crozes-Hermitage, 2006
Flot farve. Violet skær. Let uklar, ufiltreret. Kirsch i næsen — let bitterhed, kirsebærsten. Lettere atypisk næse for ung syrah fra Crozes. Raspende tannin, lakrids, viol, floralitet, lang eftersmag. Ikke helt i balance pt., synes jeg. Peber, jod + blod. Orangeskal. Valpolicella-agtig.

Lettere en-dimensional til at begynde med. Iltning hjæper — granitnoter + bedre markeret mineralitet trænder frem efter 20 minutters tid i glasset.

Lidt kaffe + mørk chokolade. Klart udviklingspotentiale. Graillot selv anbefaler, at vinene drikkes inden for 1-2 år eller får lov at ligge i 5-6 år. Smagt af Riedel Vinum Syrah & Holmegaard Cabernet.

Smagenote fra The Wine Spectator, Daily pick, juli 2008.
“Ripe and focused, with tasty plum sauce, black licorice snap, violet and graphite notes. Tangy iron notes enliven the stylish finish. Nicely done. Drink now through 2012. 8,000 cases made.”

Forslag til opskrifter, der matcher (ung) Crozes-Hermitage
Importøren Bichel anbefaler haresteg som et godt match til Graillots syrah, hvor vinen matcher kødets animalske toner.

Bichel nævner også, at crozes er populær på de parisiske bistroer — steak, fritter og saftig syrah er et klassisk match. I Lyon har jeg drukket kraftigt nedkølet ung crozes til en række måltider i den mere rustikke ende.

Chaves Crozes har tidligere været husvinen på Bocuses bistroer, men den var ikke på kortet, da jeg forbi Le Nord i 2006. Lam og Crozes-hermitage fungerer også godt.

Jeg har tidligere tonet en klassisk côte de boeuf med pommes anna, sauce bordelaise & olivendrys til at matche én af Graillots vine, nemlig hans Saint-Joseph 2005. Retten vil også gå fint i spænd med Crozes’en. Rødvinsbraiseret okseskank kunne også være en mulighed. Jeg har med held drukket Chaves Crozes til braiserede andelår med choucroute og ovnbagt selleri, persillerod og kraftig rødvinssauce. Colombiers Crozes har jeg drukket til culotte af ungkvæg med aligot, bagte tomater og baconbønner — også et godt match. Slutteligt vil garvesyre- & frugtniveauerne også gå godt i spænd med en omgang confit de canard med pommes sarladaises.

Hvor meget Hermitage kan man få for en hund?

I weekenden læste jeg en forventelig anmeldelse af en supermarkeds-Hermitage til 99,-. Vinen, der kom fra det store firma Ogier (som ikke må forveksles med det gode Côte-Rôtie-hus Ogier), blev sablet ned. Ekstrabladet meldte, i sin serie om vine, der passede sig godt til efterårets lidt kraftigere retter: “Normalt er Hermitage en stor og dyr vin, men i dette tilfælde skuffede den og det blev kun til 4 små proptrækkere.” Vinene fra Hermitage-bjerget i den nordlige rhônedal er anerkendte. Stort set alle distrikter påberåber sig udtrykket “Kongernes vin, vinens konge” (fra Barolo til Tokaji ), men hér er der noget om udtrykket. I ældre tid, hvor appellationslovene ikke havde gjort diverse regler og terroirdrevne principper skriftfaste endnu, var det normal procedure at fragte vin fra Hermitagebjerget til Bordeaux for at give svagere årgange styke, rygrad og pondus. Den slag går ikke i dag — og godt for det. De tilladte druesorte er syrah, for de røde vinens vedkommende, og marsanne og rousanne for de hvide. Hvis rhône er i min bog en acquired taste — en tillært smag — ikke noget der falder ens smagsløg naturligt dragende uden træning. Og hvis jeg var ny til området, ville jeg helt klart begynde med de røde vine og lade de hvide ligge til fremtidsstudium.

Fra Hermitage til Crozes-Hermitage

Her i huset drikker vi langt mere Crozes-Hermitage end Hermitage. Fortrinsvist på grund af priserne, sekundært på grund af vinenes karakter. I stort set alle vinbøger står at læse, at Hermitage-vinene belønner den, der har tid til at vente. Generelt betragtet, foretrækker jeg vine — særligt når det gælder syrah-baserede vine — der stadig har et særegent præg af primærfrugten. Søren Frank mener jeg at huske har været inde på noget af det samme. Nordlig rhône kan præstere vine, der er international klasse, men hvis de får længe nok på flaske, forsvinder de meget arketypiske karaktræk til fordel for en profil, som er smuk, skøn og bedårende, men nedtones i terroir — altså: det kunne (næsten) lige så godt være en anden stor vin. Ikke at vinene skal drikkes purunge — Châpoutiers ‘Le Pavillon’, 1996 var fx viril og levende, da jeg smagte den i december 2007. Chapoutiers fyrtårnsvin fik følgende ord med på vejen:

“Det er altid spændende at smage en af verdens store vine (der produceres ca. 7,500 flasker årligt, og de kan være svære at få fingrene i). Parker gav vinen 96 point i 1999, og Wine Spectator nåede frem til to mindre året før. Ingen tvivl om, at det er stor vin. Jeg har smagt samme årgang for et år siden – og fandt den bedre på det tidspunkt. Flaskerne kommer fra samme kælder, så evt. variation skal ikke forklares i opbevarinsforhold, tror jeg. Vinen fremstår ikke sort/purpurrød i dag – som den gjorde, da Parker smagte i 1999. Alderen ses, men vinen er på ingen måde brunlig. Duften er fremragende, smagen lige så. Søren Frank skrev engang, at han foretrak stor nordlig rhônevin ung – når den ældes (og med ynde), mister den nogle af sine særkender og bliver som mange andre store vine. Jeg er tilbøjelig til at gi’ ham ret. Jeg ville hellere have drukket vinen for fem år siden, tror jeg. Omvendt er det også svært ikke at fascineres af den fornemme balance pt. mellem frugt, syre, florale elementer og vildtkarakter (velhængt dyrevildt). Drukket nytårsaften til hjortemørbrad indbagt i to slags fars (gråand & foiegras & svampekompot), med skorzonerrødder glaseret i kalvefond og marv, mos på pastinak, kartoffel og kondenseret fløde og friteret bredbladet persille, dertil kraftig rødvinssauce.)

Når det er sagt, så må jeg indrømme, at jeg har fået langt flere god oplevelser med vinene fra Crozes-Hermitage-appellationen. Fra lette, sommerlige vine serveres som pot lyonnaise, altså i en tykbundet glaskaraffel, der holder vinen kølig, til bistromad, til seriøse fadlagrede vine fra Graillot, Chave, Combier og Colombier.

Nå tilbage til grundspørgsmålet —

Hvor meget Hermitage kan man få for en hund?
hermitage_colline_2004

oprindeligt bragt oktober 2008

Jeg var forbi min lokale Netto for at kigge lidt nærmere på deres vinfestivalstilbud. Der var en del spændende ting til fornuftige priser. Men særligt én flaske fangede min opmærksomhed — en Hermitage fra det gennemsnitlige (for nogen klassiske) år 2004 til 99,- Den slags vine kan være farlige. Mange er blevet skuffede over de store vine, når de købes til små priser i supermarkedet — Barolo, Amarone, Saint-Emilion, osv. Men til 99,- var det værd at ta’ chancen. Særligt her midt i finanskrisetiderne, hvor aktierne er på rutschetur. Hermitage-vinene er legendariske og kæmper mod Côte-Rôtie som den nordlige rhônedals ypperligste vine. Tidligere tilføjede man Hermitage-most til Bordeauvinene (Bordeaux ligger på samme breddegrad), hvis de fremstod lidt tynde i det. Den slags går ikke i dag med strammere appellationslovgivning, dengang skrev man blot ‘Hermitagée’ på etiketten, og så var den sag klaret.

Smagenote på Hermitage ‘Colline’, 2004

Mit umiddelbare indtryk af næsen var — sydlig rhône… Og det burde det jo rettelig ikke være, når vinen er fra den bedst kendte og (en af de dyreste) appellationer i den nordlige rhônedal. Druesammensætningen er 100% syrah, og der indgår ikke grenache som i vinene fra det sydlige rhône. Efter en 20 minutters tid i glasset er det sydlige halvvarme præget dampet lidt af, og vinen gi’r sig til kende som mere nordlig i sit duftudtryk. Brombær, lidt jordbær, sødme, foruden en anelse sort peber og en anelse røg. Fin viskositet og fylde, de røde bær går igen i smagen, der derudover også byder på en anelse fadsødme, lidt røg og en fin længde på eftersmagen. Ikke verdens største Hermitage-vin, nej — men klart drikkelig og nogenlunde typisk (lidt røg, lakrids, viol & en anelse medicinskab), omend en anelse lettere, end de vine, man normalt møder fra appellationen. Er den penge værd? Ja, det synes jeg faktisk. Lidt lettere vine har sandelig også deres plads — prismæssigt såvel som i det kulinariske spektrum, hvor andre Hermitager vil være for tunge til en del retter og fremstå med en portagtig koncentration. Fin balance mellem frugt- og garvesyre pt., kan nok udvikle sig til en lidt blødere og rundere vin, men jeg tror ikke, lagringen vil tilføje yderligere lag af kompleksitet. 13,5% alkohol, smagt af Spiegelau Authentis (rød) & Spiegelau Hermitage-glas. Jeg vil skyde på, at vinen er dyret på det lavtliggende og flade arealer omkring Hermitage-bjerget. De parceller giver ofte lidt mere tyndbenede og ukomplicerede vine.
Læs mere Hvor meget Hermitage kan man få for en hund?