Hermitage, Bernard Chave, 1996

Lørdagsvinen —

hermitage-bernard-chave-1996-3
Drukket samme dag som købt. Den skulle nok have haft lov til at sunde sig i en uges tid eller to under rolige forhold uden rystelser, for den virkede lidt ude af fatning. 1996 var generelt præget af høj syre, så jeg tog chancen og købte en ældre sag.

På ingen måde en fantastisk oplevelse. Brunling helt ind til kernen og meget lidt primærfrugt tilbage i kernen af vinen. Masser af sekundære aromaer, men ingen “klangbund” af nerve og intensitet. Vandig. Gået over — eller har været for varmt opbevaret i en del af sit liv.

Vin er et levende materiale, og jeg har oplevet voldsom flaskevariation på Bernard Chaves Crozes-Hermitage-vine. Fra dumpe, halvsløje vine til decideret udrikkeligt propsyge vine til blændende, nærmest transcendente udtryk for koldklima syrah.

Min far vovede det kætterske tese, at der var blevet ombyttet en etiket eller to igennem tidens løb. Ikke intentionelt, men ved fejl. Saften i glasset i går kunne i hvert fald snildt forveksles med en gammel over the top Crozes-Hermitage.

Læs evt. mere her om syrah-druen.

 

Hermitage-tip til de hurtige

I løbet af den seneste måneds tid er jo to gange blevet spurgt til råds om gode steder at købe vine fra den nordlige rhônedal. Seneste henvendelse var i går, hvor Jens efter at have slået fast, at kvalitetsspændvidden i Crozes-Hermitage– og Saint-Joseph-vinene var nærmest abnorm  — hvilket jeg er helt enig i, appellationsforvrængende, kunne man med en vis ret hævde — spurgte til gode flasker, der kunne købes i Danmak.

Syrah-druens epicentrum, den nordlige Rhônedal
I forbindelse med mine svar har jeg lidt reflekteret lidt over dels mit eget førstemøde med vinene fra Rhônedalens kølige zoner (Cornas, Saint-Joseph, Côte-Rôtie, Crozes-Hermitage & Hermitage), dels over udviklingen vinene har gennemgået i løbet af de seneste 10-15 år efterhånden som de har vundet større popularitet. Det har ledt til mere ekstaktrige, saftmodne udgaver på det generelle plan. Højst sandsynligt på grund af en vis parkerficiering — den slags vine performer bedre i Pakers mund, og de performer generelt bedre til smagning –, men også på grund af en anderledes mere moderne smag og bedre kontrol med vinifikationsprincipper.

crozes-hermitage-bernard-chave
Crozes-Hermitage, 1999, Bernard Chave

Referencepunktet, Bernard Chave, Crozes-Hermatiage, 1999
Én af de vine, jeg bli’r ved med at vende tilbage til som referencepunkt, er Bernard Chaves Crozes-Hermitage i årgang 1999. Cremen af cremen, det bedste af det bedste, syrah så ren, så ren — så syrerig, så syrerig. Heftige overtoner af kattepis i dens ungdom, men en fløjsblød sag med 10 år på bagen, og det er ikke alle vine, faktisk langt fra alle, fra denne appellation, der bli’r bedre med alderen.

De er forlængst udsolgt, jeg opkøbte nogle af de sidste magnumflasker for 3 års tid siden, og det var en skøn mulighed for nærmest at skrue tiden tilbage (vin modner langsommere på store flasker).

Og så slog Biblioteksenglen til, for i dag da jeg var ude og hente lidt Beaujolais og Cornas hos The Wine Company stod der en række flasker i rodekassen med rester — andre vil sige rariteter. Hermitage 1996, 1998 og 1999 fra Bernard Chave. Og jeg kan afsløre, at der fortsat er et par flasker tilbage; jeg købte ikke dem alle.

Så vidt jeg husker, var Hermitage 1998 og 1999 sat ned fra 399 til 275. Men hæng mig ikke op på det.

Der var dog kun én flaske fuldmoden Saint-Joseph ‘Vieilles Vignes’ fra Tardieu-Laurent i topårgangen 1999. Den er ikke længere at finde i restkassen…

Læs også:

Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône.
Ugens spørgsmål: Anbefalinger af Crozes-Hermitage & Saint-Joseph.