La Turque, 2001, Côte-Rôtie — solens vin og jordens vin

Det var en østrigsk vinproducent, der introducerede mig for analogien. Jeg tror ikke helt, jeg fangede pointen sensorisk, men jeg fangede metaforikken og et princip, der lugtede lidt af Derridas différance-tænkning. En fejlstavning, der ikke kan høres, kun ses på skrift. Og som skaber et produktivt fortolkningsrum.

Et kategorigreb. En forståelse. Af vin. Af vin produktion. Filosofi uden metafysik. Torsdagens Pingus 2003 var om noget en jordens vin for mig. Mørk, dyb, robust, længelevet. Dunkel, ekstraktrig, toner af cedertræ, blyantsspids, kaffe. Kombineret med en nedtonet profil for primærfrugt og frugtsyre. Kontrasten? Solens vin?

cote-rotie-guigal-la-turque-2001

Côte-Rôtie, La Turque, 2001 fra Guigal. Én af de tre LaLaLa’er, der — a la Pingus — roses højst af Robert Parker. En kildrende frugtsyre fornemmes på spidsen af tungen. Et helt andet balanceret udtryk mellem tanning og frugtsyre. Helt andre ekstraktionsniveauer. En langt mere feminin, subtil vin, i min optik. Men stadig med jordforbindelse. Dyb, dyb, dyb mørk frugt. Sten, granit, mineralitet par excellence. Underspillet, i kernen, i rygraden.

cote-rotie-la-turque-2001-guigal