Tour de porc på Nose2Tail —

I går fik jeg endelig spist på Nose2Tail i Kødbyen. Adressen lyder Flæsketorvet 13, og udover en forræderisk kæmpemarkise, der besluttede sig for at rulle ind, da det regnede mest og rygetrangen var størst, var det en solid og god oplevelse.

Nose2Tail logo
Nose2Tail: Delte meninger blandt danske madbloggere
Det var med en vis spænding, at jeg ankom, for jeg har læst både godt og skidt fra andre danske madbloggere om Nose2Tail. Mira Arkin har rost stedet i høje vendinger, og vi dele en passion for godt kød, også kødretter baseret på andre udskæringer end de absolut bedste, så længe tilberedningen er korrekt. Gastromand-crewet havde til gengæld en dårlig oplevelse, der indebar et tørt, grænsende til det smagsløse, kyllingbryst.

Tour de porc
Lokalerne er maskuline i deres grundessens, og maden ligeså, måske med undtagelse af desserterne, som bød på en velkomponeret friskhed oven på en kavalkade af kødretter.

Det lille, store bræt
Vi lagde for med hjemmelavede/-saltede solæg serveret med en syrlig estagoneddike; en dejlig mundhapser.

Derefter fulgte et såkaldt lille bræt, der rustikt bød på skagenskinske, hjemmesyltede agurker — som i deres tilsmagning i min optik sad lige i skabet, ikke sødladne, men skarpe, salte og mundrensende — pølser (vist fra en pølsemonoman slagter i Herlev!) og to slags oste.

Dertil kom en sund portion rillettes på skovgris, to gode humpler af forskellige brød og en smør rørt op med fedtegrever. Mængdemæssigt og smagsmæssigt et selvstændigt måltid for to-tre personer, når der tilkøbes brød, smør og rilletes.

En portion hjemmelavede flæskesvær med mayonnaise! blev det også til. En syndig, nærmest grotesk, kombination. Jeg kunne godt have brugt en anelse mere kontrast/syre i mayonnaisen.

Marvpiber, smørstegt brød og persillesalat
Medspiserne nuppede derudover også Nose2Tails sidste marv-servering, en voldsom ret bestående af fem store marvpiber, smørvædet og -stegt brød garneret med en persillesalat vendt i en syrlig vinaigrette, vil jeg tro. Det smørstegte, gyldne brød fyldte efter min mening for meget i den samlede smagsoplevelse, marven kom ikke helt til sin ret.

Vinen, der ledsagede, blev en fornuftigt prissat Côtes du Rhône Villages. Svinekød og grenachedruens sødme er generelt en god kombination, særligt når der er dybde, tyngde og tannin.

Hovedret: Kotelet på ben
Hovedretten bestod af koteletter stegt på benet. Så vidt jeg kunne bedømme, var der tale om mørbradstykke — a la en lammekrone. Filetsiden var fuldt i tråd med tryne til hale-konceptet brugt i andre retter. Kødet var fornemt stegt — og det er en prøvelse med den fedtfattige, sarte mørbrad, som et halvt minuts varme for meget efterlader tør og trevlet.

Tilehøret bestod af surkål, en klassisk kombination, som fungerede — langtidsbagte tomater og kviste af frisk timian på toppen. Eneste anke er, at surkålen forekom mig for salt, en smagssag.

Nose2Tails desserter
I modsætning til en lang række andre københavnske restauranter, kører man kun med én seating per aften, og det gi’r ro og bidrager ofte med overskud hos tjenerne, der ikke behøver føre timeregnskab over samtlige borde for at sikre sig, at alle når igennem inden næste indryk af gæster banker på døren. Dejligt.

Vi sluttede af med en bestilling på alle kortets forskellige desserter. Jordbær med marengs og chokoladessauce, en let, liflig, feminin pannacotta på kærnemælk garneret med gele på hyldeblomst og en stikkelsbærkompot serveret i luftig og let sødbrød med fuldfed flødeskum på toppen. Et fint syrerigt punktum for aftenenes serveringer.