Ny oversigt over madblogs

For tre-fire måneder siden lancerede jeg Madbevægelsen. Idéen var at skabe en platform, der kunne facilitere et frugtbart møde mellem vækstlagsskribenter (primært madbloggere) og interesserede læsere. Det er gået godt, og de madblogs, der er med får opmærksomhed og besøgende.

danske madblogs

I gennemsnit sender Madbevægelsen 12-16 gange mere trafik ud af huset i forhold til, hvad vi modtager. Eneste catch ved at være med, er, at man tilføjer et lille Madbevægelsen-badge til sin blogs sidebar. Ligesom jeg selv har ovre til venstre.

En række madbloggere har spurgt, om det ikke ville være en god idé at lave en samlet & let overskuelig oversigt over de madblogs, der er med. Den er nu at finde her:

Danske madblogs

Er du madblogger, og vil du gerne have din madblog med i oversigten, så læs mere her: Hvordan kommer man med i Madbevæglesen.

Andre har udtrykt ønske om et forum, hvor man kan debattere, diskutere og udveksle fifs og erfaringer. Den idé arbejder jeg videre med…

Middag på Knipps Kaj

Gårsdagens madbloggersymposium afsluttedes på Knipps Kaj. Ideen bar Knipps Kaj er god: Rustik mad, gode, biodynamiske vine, der præsenteres af de vinbønder, der har frembragt sagerne kombineret med en alternativ beliggenhed. Med solen skarpt ind fra venstre føler man nærmest, at man sidder på vandet, en lille yacht i St. Tropez. Duften af røg for grillen blander sig med duften fra kogte krabber og andre skaldyr. Jeg var der; jeg var glad; og jeg var forhåbningsfuld.


Efter et par identifikationskiksere, hvor nogle fik masser af vin mousseux, mens andre blev henvist til baren for at afregne initielt, kom der styr på sagerne, og ristet rugbrød med makrelmousse blev budt rundt. En let — både i tilgængelighed og dybde — mousserende vin blev efterskænket. Den var ok, men havde en spøjs lakrisal tone, som jeg må indrømme, jeg aldrig helt blev god venner med.


Dagens mange indlæg blev fordøjet, mens der blev skuet til de bugnede fade med krabbe og krondild, der stod og ventede. Var det mon til os?


Og det var det heldigvis. Serveret as is med hvidløgscremefraiche og ok små hjemmebagte brød til. Solidt bænket blev vi, og jeg havde, som på Ebisu fornøjelsen af at få Mira Arkin til bords.


Biodynamiske vine fra Rosforth & Rosforth, der har efterladt mig med et lettere hoved i dag, end jeg havde frygtet. Efter at have smagt de danske Lilleø-vine, var det godt at se, at de klassiske franske vinområder stadig kan, hvad de skal. Den cabernetbaserede hovedretsvin, fra Saumur, der blev servert i magnum, syntes jeg manglede balance mellem garvesyre og frugtsyre og havde et skævt fadpræget fokus. Med mad blev det bedre.

Betjeningen svingede fra humoristisk overskudsagtig til selviscenesættende småprovokerende, måske i et forsøg på at ramme noget fransk bistro-style. Den slags kan være sjovt og oplevelsesrigt, men det fængede aldrig rigtigt.


Andebryst fra heltstegt fugl — en smule tør i det, men med solid grundsmag. Vingestykket fra en unghane eller fuldfed kylling, der akkompagnerede, var gennemsnitligt. Gode kartofler i bunden sammen med et syrerigt, godt æble og salte oliven. Fornuftigt, men på ingen måde prangende (slet ikke, hvis man opholder mod menuens pris; men det er selvfølgelig en subjektiv betragtning).

Ostene var gode — og vinen til ligeså. Jeg foretrækker personlit selv hvid til os; men den syrefaste og frugtrige sag, der kom på bordet i flasker, hvis hals vækkede mindelser om ciderflasker, fungerede faktisk glimrende. Megaung, monsterfrisk og med massive mængder af primærfrugt up-front. Intet tilsat svovl, og en smulle prikkende bobler i de første slurke.


Desserten var en creme catalane, der i sin konsistens var fejlslagen. Ujævn med små uplanlagte jævningsgnistr i munden. Makroner til og en bærcoulis på toppen. Ordinært, kedeligt og dårligt håndværk.

Læs mere Middag på Knipps Kaj

Madbloggersymposium — fire nedslag

Den danske stand af madbloggere samledes i dag på Nordatlantens Brygge, lige oven på Noma, i de selv samme lokaler, der for få år tilbage lagde hus til taler og tanker fra folk — som fx gastroiværksætteren Claus Meyer — der ville rekontekstualisere Noma-succesen i et projekt, der kunne tjene almensundheden i det danske rige og norden. Det hedder Opus — som vist på latin betyder noget henad værk.

Titlen var Madbloggersymposium 2010 — og skaren var sammensat. Et godt symposium byder på mennesker med indsigt, stof, der kan sanses og reflekteres over, kombineret med større eller mindre muligheder for beruselse. Platons Symposium indfanger begivenhederne ovenpå digterens Agathons førsteplads i en digterkonkurrence. Det primære emne, der hér var til debat, var kærligheden. Symposium har i folkemunde nok mere karaktér af et uformelt møde eller et decideret drikkelag.

Læs også: Middag på Knipps Kaj.

Læs mere Madbloggersymposium — fire nedslag

Madbloggersymposium 2010 —

I USA har madblogs været en genre i vækst siden i hvert fald 2004. Julie Powll lancerede sin Julie / Julia Project-blog, hvor målet var at tilberede samtlige 514 retter i Julia Child-klassikeren Mastering The Art of French Cooking.

På dansk grund sker der også en del, og det seneste initiativ indvarsler måske en tærskeloverskridelse. I agust løber Danmarks første madbloggersymposium af stablen. Målet er at samle og fejre ” et sydende vækstlag af effektive meningsdannere, dygtige netværkere og utrættelige madkommunikatører”.

Jeg gik tidligere på dagen i gang med en kort introduktion til arrangementet, som dog blev noget længere end planlagt, måske fordi emnet interesserer mig en smule. Kan læses her: Madbloggere bider sig fast. Madbloggersymposium 2010.

Læs også: Madblogs i Danmark — en mediestatus.

Madbevægelsen lanceret —

I fredags havde jeg den fornøjelse at blive interviewet at to specialestuderende fra RUC, som vist nu hedder Roskilde Universitet, om sociale medier, med særligt fokus på madblogs. Det er altid godt med lidt gratis terapi. Jeg har noget tid gået med et projekt a la Modebevægelsen.dk i tankerne — men inden for gastronomiområdet — og nu fik jeg det forløst i en spæd version.


Jeg har selv blogget om gastronomi i et par år — og også reflekteret lidt over mediets, hvis vi antager, at der er tale om et selvstændigt et af slagsen, udvikling — (fx her Madblogs i Danmark — en mediestatus) — og har længe haft intentioner om at stable noget på benene. Faktisk var jeg inde på at skabe en madportal, der samlede, præsenterende og formidlede vækstlaget inden for gastronomijournalistisk i november 2009.

Efter at have været med til at etablere den uafhængige musikportal Goombay, der i begyndelsen også fokuserede meget på blogosfæren (inden for musik) og nu Modebevægelsen er tænkte jeg, at nu måtte tiden være kommet. Derfor — Velkommen til Madbevægelsen!!!

Jeg følger mantraet launch early & iterate. Så pt. er indholdet noget sparsomt. Hvis du er madblogger, og gerne vil være med i projektet, så gi’ mig et praj.

Anne Moltke fra Anne au Chocolat, som bl.a. kendes for sin skribentvirksomhed for Spiseliv.dk og sin deltagelse i Kokkekampen på TV3, tilbød sig hurtigt som prøvekanin, og teknikken ser ud til at virke fint. Annes indbydende indlæg kan ses i højrespalten på Madbevægelsen.

Konceptet for fase 1 er simpelt. En overskuelig præsentation af nyt fra den danske madblogosfære. Senere kommer der artikler og gæsteartikler til. Og på den mellemlange bane skal projektet forankres i den fysiske verden — dér hvor gastronomien er, sanses, opleves og udvikles!