Var det derfor, noma ikke fik tre stjerner? | Blogger dokumenterer fejltilberedt mad

It’s the entire package, from its ingredient ingenuity to flawless execution, that makes it a beacon of excellence and which leads to an emotive, intense, liberating way of eating, unlike any other (Pellegrino).

noma-logo
I forbindelse med onsdagens uddeling af michelinstjerner til danske restauranter lød der et sandt ramaskrig fra danske gastronomer og madanmeldere. Ole Troelsø, der mig bekendt er den eneste danske madanmelder med kokkeuddannelse, udtalte inden uddelingen til Ekstrabladet:

“Hvis de ikke får den, så er det fordi Michelinguiden er vred på den her 50 bestliste, hvor Noma ligger nummer et, selv om de benægter det.” (Madanmeldere: Giv Noma tre Michelin-stjerner)

Madanmelder ved Politiken Helle Brønnum Carlsen kom med følgende betragtning:

“Noma fortjener at få den tredje stjerne. Hvis ikke de får den, så f … the french. Det vil være helt latterligt, hvis det ikke sker” (Noma fortjener tre michelinstjerner)

Blogger dokumenterer fejltilberedt mad

sandart-noma

Men måske skyldes den eftertragtede tredje stjerne ikke trods mod Pellegrino-listen. Og måske skyldes det heller ikke, at franskmænd ikke forstår avantgardens æstetik og spillebane. Måske skyldes det simpelthen fejl. Bloggeren Rasmus Palsgård har dokumenteret en sådan fejl på bloggen Feinschmeckeren.dk. En sandart-servering bød på rå fisk og blev returneret til køkkenet. Rasmus skriver:

“Stykket, som var cirka tre centimeter tykt, var stort set råt på nær den yderste halve centimeter, og fisken flagede ikke, som det normalt er hensigten. Jeg forhørte mig hos mine to medspisere, om hvordan deres fisk var tilberedt. Den var tilberedt hele vejen igennem, så derfor returnerede jeg tallerknen, hvilket tjeneren accepterede uden diskussion.”

“Selv om en ny tallerken kom, var det ikke helt det samme, når de to andre havde spist op. En lettere frisk bemærkning fra tjeneren om, at køkkenet nu forhåbentligt havde givet fisken ekstra lang tilberedning, var efter min smag ikke nødvendig i denne situation. Men!, nok om det.” (noma — en oplevelse for livet).

Der er ingen tvivl om, at guidens udsendte har været særlige opmærksomme på noma i forbindelse med sidste års og dette års uddeling af stjerner. Og antallet af spisebesøg kan, så vidt jeg er informeret, snildt have været 6 eller flere, og på det områede er Pellegrino-listen og Michelin inkommensurable størrelser.

Læs også: Noma og de tre stjerner.

noma fik ikke tre stjerner i Guide Michelin 2011

Restaurant noma opnåede ikke de prestigefyldte tre stjerner i dette års udgave af Guide Michelin. Guide Michelin baserer sin bedømmelse af en restaurant på fem kritier: Råvarekvalitet, tilberedning, køkkenets særudtryk, prisniveau i forhold til kvalitet samt stabilitet.

nomas logo de præger indgangsportalen til epicentret for ny nordisk mad, Nordatlantens Brygge. Fotograferet en aften i marts, 2011.
nomas logo de præger indgangsportalen til epicentret for ny nordisk mad, Nordatlantens Brygge. Fotograferet en aften i marts, 2011.

Restaurant noma er blevet vejet og fundet for let — i denne ombæring — til den ypperste bedømmelse en restaurant kan opnå.

Beslutningen om ikke at tildele noma tre stjerner fremstår kontroversiel, når man ta’r i betragtning, at restauranten blev kåret til verdens bedste restaurant i 2010 af Restaurant Magazine. Forskellen markerer ganske tydeligt, at bedømmelsesskalaerne er dybt forskellige. Guide Michelin tilskrives ofte svært konservative holdninger, og der gøres ikke hurtige knæfald for nye gastronomiske strømninger.

Læs min uafhængige anmeldelse her: Anmeldelse af noma.

Guide Michelins chefredaktør Rebecca Burr forklarede guidens beslutning over for Jyllands-Posten med følgende lette kryptiske udmelding:

“Noma er en restaurant i verdensklasse og Michelin var blandt de første til at indse det, men René Redzepi vil være den første til at indrømme, at der stadig er lang vej igen.”

Samtidig fremhævede hun, at noma er for afhængig af René Redzepis tilstedeværelse i køkkenet:

“René er altid i køkkenet, og ingen restaurant på dette niveau må være så afhængig af én persons talent. Det handler om maden, der bliver serveret.”

Danske restauranter med michelinstjerner anno 2011

Noma — to stjerner
Geranium — rising star
Herman i Nimb — en stjerne
Kokkeriet — en stjerne
Restaurant AOC — en stjerne
Kiin Kiin — en stjerne
Formel B — en stjerne
The Paul — en stjerne
Søllerød Kro — en stjerne
Kong Hans — en stjerne
Era Ora — en stjerne

Noma — Traditionen og det individuelle talent

NOMA, DEL I

logo-noma

“And art exists that one may recover the sensation of life; it exists to make one feel things, to make the stone stony. The purpose of art is to impart the sensation of things as they are perceived and not as they are known. The technique of art is to make objects ‘unfamiliar,’ to make forms difficult, to increase the difficulty and length of perception because the process of perception is an aesthetic end in itself and must be prolonged. Art is a way of experiencing the artfulness of an object: the object is not important.”  (Shklovskij, 1917, engelsk oversættelse af Lemon & Reis).

—–
Kl. 18.30 ankom jeg til restaurant noma på Strandgade. Forventningsfuld. Undrende og beundrende. Det kræver tæft og handling at gå fra hval- eller sælpulerrestauranten (som det forlyder, at Jyllands-Postens Niels Lillelund spøgefuldt betegnede stedet) til verdens bedste restaurant. Hvordan spændte det af? Og var det pengene værd, hører jeg en stille læser tænke. Måske fejlagtigt. For er prisen ikke ligegyldig?
Continue reading Noma — Traditionen og det individuelle talent

Pierre Koffman roser nomas køkken

Den franskfødte men engelsk bosiddende stjernekok Pierre Koffmann (f. 1948), som igennem fire dekader fremstod som repræsentant for ypperlig, grænsesøgende kogekunst (én af signaturretterne var udbenede grisetæer farseret med kyllingemousselne) på engelsk grund, var fornyligt inviteret til at spise på noma.

Invitationen kom fra madkritikeren Richard Vines, skriver Urban i dag. Pierre Koffmann er én blandt kokke, der har opnået de prestigefyldte tre michelinstjerner i England (La Tante Claire).

Restaurant noma -- Nordatlantens Brygge. Foto: Ditte Isager.
Restaurant noma -- Nordatlantens Brygge. Foto: Ditte Isager.

Pierre Koffmann, der er kendt for at sætte pris og arbejde med skæve udskæringer og råvarer, havde lutter ros til overs for nomas køkken, som spås gode chancer for at opnå tre stjerner i forbindelse med den forestående udgivelse af Guide Michelin.

“Jeg besøgte noma med forrestillingen om, at restauranten var lillebror til El Bulli. Men det var ikke tilfældet. El Bulli er mere teknisk, og de bruger flre maskiner og mere kemi. Noma er mere enkelt. Det er rigtig mad. Hos El Bulli ville de lave en æggehvide om til noget helt andet. Men på noma er maden det, den er”, udtalte Pierre Koffmann til Urban.

Og nå ja — fredag d. 4. marts skal jeg spise på noma for første gang…

Restaurant AOC —

Anders Due, som jeg stiftede bekendtskab med i forbindelse med lidt skriverier om noma, og som efterfølgende bød på en fornem gastronomisk introduktion til den spanske restaurant Lluçanès har fornyligt spist på Christian Aarø Mortensens restaurant AOC. Jungletrommerne vil det i disse dage, at AOC’s køkken er lige så skarpt som Nomas, så det var med en vis spænding, at jeg åbnede min inbox i morges, for jeg havde på fornemmelsen, at den ville indeholde en god sjat billeder taget under middagen.

Christian Aarø Mortensen har tidligere givet mig én af mit livs bedste spise- (og drikke)oplevelser, dengang restauranten hed Prémisse. Med en uhørt fin fornemmelse for, hvad jeg godt kunne li’, pejlede vi os sammen ind på fantastiske vine (Riesling fra Hirtzberger, Cornas fra Alain Voge og — efter at have været en tur skatkammeret — en sød Beerenauslese ligeledes fra Wachau-ikonet Hirtzberger, som vi blev tilbudt til samme pris som de først valgte vin — fra Kracher. Et fornemt bytte! Nå, jeg fortaber mig i minder. Ordene og billederne er fra nu Anders Dues!

Gastronomisk erindring i billeder og ord fra restaurant AOC — af Anders Due
Restaurant AOC er helt fantastisk! Det skulle det selvfølgelig også gerne være med 1 Michelin-stjerne og topkarakterer i avisanmeldelserne, så mine forventninger var sat i vejret — men da jeg spiste der sidste weekend, blev jeg på ingen måde skuffet. Betjeningen (som indehaveren Christian Aarø en stor del af tiden selv stod for) var fremragende, lokalerne behagelige, stemningen god — men vigtigst af alt var retterne vildt lækre og meget smukke.

Vi fik:

Marengs af ribssaft med tørrede tranebær

Marens af ribssaft med tørrede tranebær -- Restaurant AOC
Birkerøget skinke med hyldebærmarmelade


Blåmuslinger med frossen peberrodsskum, grønne jordbær, glaskål og dild


Brændte hvide asparges med æggeblomme og grønne enebær


Jomfruhummer, radiser, nye kartofler og ramsløg

Okseslag med rødbede, persille og røget marv

Røget gnalling med stoutsirup


Umodne rabarber, frossen creme og hvedegræs


Gulerodsis med frossen lakrids

Inden vi tog derhen, havde jeg egentlig troet at køkkenet var bredere, dvs. ikke decideret nordisk, men mere internationalt. Det viste sig faktisk at være ganske snævert og i store træk pæredansk. Der var umiddelbart ingen af råvarerne der slog mig som andet end danske — og også selve smagsnuancerne virkede som supergourmetudgaver af fisk, kød, grøntsager, ost og sødt som man egentlig kender fra et klassisk dansk køkken.

De klassiske smagsbilleder var så kombineret med nogle af og til komplicerede tilberedningsteknikker; (køkkenchefen Ronny Emborg har også tidligere arbejdet på bl.a. El Bulli og Geranium). Et eksempel var hovedretten: okseslag med rødbede, persille og røget marv. Her fik man den røgede marv i form af snehvide frosne flager; den blev båret ind på en ispose og strøet over retten på tallerkenen, inden den blev overhældt med en kraftig varm sauce – og på den måde blev en del af retten. Om det havde smagt anderledes, hvis marven bare var blandet i saucen, skal jeg dog ikke kunne sige…

Nok var det avanceret – men i mine øjne ikke så udfordrende en oplevelse som Noma (som det jo er svært ikke at sammenligne restaurant AOC med). Og dette mener jeg ikke negativt. At smage skud af dunhammer er sjovt, lækkert og absolut berettiget – men AOC’s linje med lidt mere klassisk råvarevalg (men kun lidt – det er de færreste steder der serverer en sorbet lavet på juice af hvedegræs!) lægger på den anden side op til en 100 % ren og tilbagelænet nydelse.

Det var i hvert fald lige i øjet for mit vedkommende — stor anbefaling herfra!

Restaurant AOC
Dronningens Tværgade 2 — Motlkes Palæ
1302 København K

Foie gras, trøfler – og grisetæer. Middag på restaurant Lluçanès

For lidt tid siden skrev jeg om Noma. Anledningen var, at den danske restaurant var blevet kåret som verdens bedste. Senere fulgte en billedkavalkade, der byggede på cremen af cremen fra Flickr — billeder udgivet under åben Creative Commons-licens.En lang række af de bedste var taget af Anders Due. Jeg havde fået Anders’ flickrnavn halvt-galt i halsen, og Anders bød ind — som det sig hør og bør — med en lille korrektion, i venligste ånd. Når sociale medier fungerer bedst, så kan den slags gi’ anledning til nye bekendtskaber. Se fx her:

Gæsteindlæg af Anders Due — om restauranten Lluçanès
Min kæreste og jeg tilbragte en uge omkring nytår i Barcelona, og jeg havde besluttet at min fødselsdag 3. januar skulle fejres på en af byens Michelin-restauranter. Dem er der mange af – rigtig mange – og jeg brugte timevis med bl.a. denne liste ved hånden i forsøget på at finde det helt rigtige sted. Valget endte dog med at blive let – min fødselsdag faldt på en søndag hvor praktisk taget alle restauranterne havde lukket. En undtagelse var dog Restaurant Lluçanès der havde åbent til frokost. Sådan blev det!

Prats de Lluçanès uden for Barcelona
Lluçanès er ikke bare navnet på restauranten, men også på landsbyen Prats de Lluçanès et godt stykke uden for Barcelona. Her lå restauranten som en anden Søllerød Kro indtil for 16 år siden hvor man valgte at flytte til Barcelona. Den blev placeret på Barceloneta (halvøen sydøst for Barcelonas centrum) i direkte forbindelse med bydelens store fødevaremarked.

Nå, nok udenomssnak – det skal jo handle om maden. Vi ville have det hele med og valgte den store såkaldte minimalistmenu (snacks, 10 retter og tre desserter) og en tilhørende vinmenu. Allerførst fik vi dog et glas cava og lidt chips.

Cava og chips af kartofler, søde kartofler med safran og tang

Kort efter kom der brød og rigtig god olivenolie på bordet – klassisk og fint.

Brød med olivenolie

Råmarineret tun
Herefter fik vi en række ganske små tapas én ad gangen. Først en lidt asiatisk anretning: et lille stykke råmarineret tun med soya og birkes.

Marineret tun med soya og birkes

Continue reading Foie gras, trøfler – og grisetæer. Middag på restaurant Lluçanès