Hermitage, Bernard Chave, 1996

Lørdagsvinen —

hermitage-bernard-chave-1996-3
Drukket samme dag som købt. Den skulle nok have haft lov til at sunde sig i en uges tid eller to under rolige forhold uden rystelser, for den virkede lidt ude af fatning. 1996 var generelt præget af høj syre, så jeg tog chancen og købte en ældre sag.

På ingen måde en fantastisk oplevelse. Brunling helt ind til kernen og meget lidt primærfrugt tilbage i kernen af vinen. Masser af sekundære aromaer, men ingen “klangbund” af nerve og intensitet. Vandig. Gået over — eller har været for varmt opbevaret i en del af sit liv.

Vin er et levende materiale, og jeg har oplevet voldsom flaskevariation på Bernard Chaves Crozes-Hermitage-vine. Fra dumpe, halvsløje vine til decideret udrikkeligt propsyge vine til blændende, nærmest transcendente udtryk for koldklima syrah.

Min far vovede det kætterske tese, at der var blevet ombyttet en etiket eller to igennem tidens løb. Ikke intentionelt, men ved fejl. Saften i glasset i går kunne i hvert fald snildt forveksles med en gammel over the top Crozes-Hermitage.

Læs evt. mere her om syrah-druen.

 

Guigal, Côte-Rôtie, ‘Brune et Blonde’, 2001, halvflaske

Smagt august 2008

Guigal er verdenskendt for sine legendariske LaLaLa-vine. Og der er ikke meget lalala over dem, men er opkaldt efter artiklen, der indgår i dem alle – La Mouline, La Turque & La Landonne.

Det er præcise & smukke vine, der betager internationalt — vinanmeldere såvel som forbrugere. Guigals portefølje dækker dog hele spektret – fra kultvinene og nedad. Hans normale côtes-du-rhône er år efter år god valuta for pengene – og en god introduktion til rhônevine generelt. Hans billigste Côte-Rôtie skal det handle om her.

Læs mere Guigal, Côte-Rôtie, ‘Brune et Blonde’, 2001, halvflaske

Hermitage 2001 fra Jean Michel Sorrel

Oven på gårsdagens propmelding på 2 x Hermitage fra Sorrel, tænkte jeg, at der var ræson i at bringe min seneste smagenote på en rask flask (smagt november 2008).

jean-micel-sorrel-hermitage
Hermitage 2001 fra Jean Michel Sorrel.

Om Hermitage ‘Le Vignon’, 2001 — Jean Michel Sorrel

Jean Michel Sorrel er bror til den mere kendte Hermitage-producent Marc Sorrel, som dels har en større produktion, dels smagelokaler i Tain l’Hermitage. Familien er tredjegenerations vinbønder. Jean Michel Sorrel producerer årligt omkring 3.000 flasker fra nogle af de mest velplacerede parceller på Hermitagebjerget (Le Meal og Les Greffieux). Vinstokkene er gamle — mellem 50 og 70 år, hvilket leder til dybe, koncentrerede, utroligt komplekse vine. Høstudbyttet er lavt, mellem 25/30 hl/ha. Der laves en hvid og en rød Hermitage. Den røde udgår 80% af Jean Michel Sorrels produktion.

Smagenote på Sorrel Hermitage ‘Le Vignon’, 2001

Flot, dyb farve – ufiltreret og uklar. Næsen lover godt med toner af mørke bær, røg, tjære, en anelse mørkristet kaffe & sød kerne af ribs, solbær og brombær. Tonerne går i gein i smagen , der er lang, elegant — nærmest aristokratisk i sin tyngde og balance. Hermitagevinen er ekstremt saftig og ekstremt stringent på én og samme tid. Granit, tjære, lidt blommetobak, godt tanninbid lover videre udvikling. Vinen får flere lag efter lidt tid i glasset, og noget mere dystert og dybdemineralsk træder frem sammen med toner af blæk og noget animalsk. Forrygende og fornem vin — meget, meget flot syrahudtryk!

Når overproducerede vine falder sammen med alderen

Som beskrevet i indlægget om syrah fra den nordlige rhônedal, indstiftedes for 12-15 år siden en skæbnepagt. Mellen en drue fra et særligt område, præget af særegne klimatiske forhold, med særlige geologiske forhold.

En pichet med lokaltproduceret syrah til omkring 55 francs. Der var en syrerig kerne — og en frugtsyre, der stimulerede spidsen af tungen kombineret med en kølig frugt. Der gik en del år, før jeg oplevede den samme intensitet og balance i en vin — en intensitet og balance, der typisk går godt i spænd med mad (jf. fx riesling og grüner veltliner som madvenlige druer). En evne til at formidle mineralitet, selvom nogen siger, at den slags er et fikst ord og ikke en smagsnuance.

Yann Chave -- Crozes-Hermitage -- 1999

Den vin,  jeg genfandt intensiteten i, var en Crozes-Hermitage fra Bernard Chave. Den var syrerig — både på frugt- og garvesyre. Den havde staldagtige overtoner — men kun i duften. Det var årgang 1999. Det var stort. Det var kærlighed. Senere overtog sønnen domænet, og vinene blev mere moderne, saftige i udtrykket. Det kunne internationale vinanmeldere godt li’, men ikke jeg. I forbindelse med indlægget om syrah fra nordlig rhône, blev jeg bedt om at anbefale en række vine.

Crozes-Hermitage fra Chave (Le Rouvre) i årgang 2004 lød ét af mine bud. Og det fortryder jeg faktisk en anelse nu — efter at have gensmagt vinen i den årgang. Jeg håber, jeg har fået en off-bottle, det sker. I de gammeldags, langt mindre ekstraherede vinificeringer, holdt syrah-karaktéren over tid. Tonerne af rævepis, røget spæk, flint. Indlejret lå de i frugten. Men ikke her, selvom elementerne var der i den unge vin, som to år efter frigivelsen fremstod ungdommeligt indsmigrende, saftig og feminint blød.

Chave-junior har tidligere talt om bourgogneagtige årgang — som fx 2001. Men 2004 er faldet sammen. Garvesyren ligger dér og lurer. Syrahkaraktéren er væk. sådan går det for ældre Crozes-Hermitage, vil mange nok sige. Men det gjorde sig ikke gældende for faderens mere klassiskt vinficerede årgange. Udviklingen kan selvfølgelig også hænge sammen med klimaforandringerne. Temperaturerne stiger. Det lader sig gøre at dyrke flotte hvidvine i Danmark nu. Den slags må også påvirke de klassiske områder, hvor druerne har været dyrket på deres kuldegrænse — og kun opnåede optimal modenhed under visse omstændigheder.

Og så er det tid til den sammenbindende sløje: På Paul Bocuses  — altså instifterende af Bocuse d’Or, der løber af stablen næste uge — bistroer i Lyon serveredes dengang Chave-senior stod for vinificeringen som husvin.

Syrah: Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône

Ugens spørgsmål tikkede ind på falderebet, sent søndag aften. Men det er er dæleme et godt spørgsmål. Det handler om min yndlingsdrue, syrah; den drue, der for alvor tændte min passion for vin.

Syrah, on location
Det skete on location i den nordlige rhônedal. Det var før euroen blev indført, og vi sad på et lille auberge, der serverede fantastisk mad til meget favorable priser. Vinkortet indeholdt mange, mange vine — og et helt batteri af forskellige picheter (altså små kander med 0,5 liter vin) tappet fra lokale vinsælgere. Valget faldt på en pichet med syrah, og det var dæleme godt.

Mørk, lidt tilbageholdende, saftig, men på en flygtig facon. Ikke verdens største vin, den syrah, vi fik i glassene den dag, men måske deklassificeret Saint-Joseph eller Crozes-Hermitage-most. Kærligheden var født, og siden da har jeg i små øjeblikke genfundet den samme glæde i et glas syrah sammen med passende mad.

Vinmarker i den nordlige rhônedal
Vinmarker i den nordlige rhônedal

Nå, vi må lade søndagsnostalgien være for nu og blive konkrete:

Kære Kasper

Som trofast læser af din blog, hvor jeg ugentlig får inspiration til retter og retninger, har du rumsteret rundt i hovedet i forhold til NORDRHONE. Jeg anser mig selv som en god googler, men synes NordRhone er svær at gennemskue i forhold til ordenlige valide anbefalinger (måske fordi det er et lille område), og her synes jeg nettet ikke rigtig hjælper.

Det er svært at få et samstemmende billede af hot or not 🙂 Mine lokale vinpushere (Erik Sørensen, Wine.dk bl.a. ) er hellere ikke vildt udstyret i Nordrhone og ærlig talt ved jeg ikke om de enkelte flasker de har, egentlig er så gode som de så påstår. Da jeg ved at du sværger til Nordrhone, tænkte jeg at du måske havde nogle anbefalinger.

Jeg er med i en vinklub, som har halvårige smagninger, og da vi denne gang skal til Norge om 1 1/2 uge og have norsk lam, tænkte jeg Syrah. Jeg vil gerne købe australsk, som jeg har et rimelig stort kendskab til nu (Det bliver Glaetzers Amon-Ra og Dead Arm Shiraz fra D’arenberg) og vil gerne have Syrah fra Nordrhone også. Vi er der et par dage så vi behøves ikke blande australsk og Nordrhone samme aften (men det kunne måske også være meget sjovt). Budget er “næsten” underordnet.

Jeg ved at du sikkert får mange henvendelser, og det er fair, hvis du ikke har tid til at svare, men umiddelbart er du mit bedste bud på en ekspert, hvis anbefalinger jeg ville anse som de mest valide 🙂

Med venlige hilsner

Mads

—-

Kære Mads!

Nordlig rhône får af mange vinkæder en stemoderlig behandling i forhold til de mere varme, indbydende vine fra dn sydlige rhônedal. En del af årsagen er prisen. Stejle skråninger, der kræver manuel pleje, dyrkning og plukning giver vine i en anden prisklasse. En anden årsag er nok smagsprofilen. De danske ganer foretrækker ofte de mere runde, bløde, søde, alkoholrige vine fra syd.

Slutteligt skal der en del volumen til for at vinen kan findes på hylderne i kædernes mange filialer rundt omkring. De producenter, der formår at sælge ensartet, højvolumen og som har gode shipping-faciliteter tæt ved A7-motorvejen har det med at løbe af med salget, ser det ud til.

De vine, der føres, er i min bog ofte ikke prisen værd.

Her er en række bud inden for middelprisklassen, som jeg finder 1) repræsentative for syrah-druens udtryk på de kanter; 2) til at betale; 3) til at købe inden for den ovenfor skitserede tidshorisont. Jeg har smagt dem alle; dog ikke nødvendigvis i seneste årgang.

Læs mere Syrah: Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône

Saint-Joseph 2006 fra Domaine du Tunnel

Vinen til gårsdagens alternative flæskesteg blev en flaske Saint-Joseph årgang 2006 fra Domaine du Tunnel, som Stéphane Robert stiftede i 1996. De tidligere årgang har jeg været ret begejstret for, men jeg synes, de seneste har været for varme i frugten til min smag. Jeg ved ikke, om det skyldes et varmere mikroklima i den nordlige rhônedal, årgang 2006 roses jo generelt til skyerne af mange, eller om det skyldes, at man vinificerer med et mere moderne / populariseret smagsspektrum i tankerne. Mere sødme, mere ekstraktion, mere fad.

Læs også: Om Domaine du Tunnel & Saint-Joseph-appellationen. Og smagenote på Saint-Joseph 2005 fra Domaine du Tunnel.

Til flæsket gik den nu godt, selvom der var tilbehør i form af æbler. Men deres sødme var tæmmet med kalvefond og crémant, så det spændte ganske fornuftigt af. Den kraftige timiankrydring af crumblen ga’ også godt mod- og medspil til Saint-Josepens mere herbale aromaer.

Crozes-Hermitage ville de fleste nok vælge til flæsk, men jeg synes, det var et habilt match, særligt fordi vinen var til den bløde, dybe, sødmefulde side i sit nuværende udviklingstrin.

Læs også: Sammenligning af Saint-Joseph-vine i årgang 2004 og 2005. (scroll lidt ned).

Nordlig rhône — 2007, 2008, 2009 — årgangsnoter af Marie Ahm

Redaktørens forord: I slutningen af januar bragte Kristian Brask Thomsen i dette regi en fin skildring af den 29-årige danske vinsmager og vinkender Marie Ahm. Skildringen var præget af indlevende forståelse og respekt for en fagfælle (Brask Thomsen er uddannet sommelier). Marie og jeg korresponderede lidt efterfølgende — om vin, gastronomi og smagspræferencer — og nåede hurtigt frem til, at vi begge havde en svaghed for de den nordlige rhônedals vine.

I slutningnen af januar afholdes områdets vigtigste vinmesse,  Foire aux vins d’Ampuis, hvor producenter fra alle lag af områdets appellationer tropper op og byder på smagsprøver og årgangskommentarer — og Marie var selvfølgelig på pletten. Årsagen: personlig og professionel interesse og engagement. Jeg overtalte Marie til at videreformidle lidt personlige oplevelser af de seneste årgange her.

Marie Ahms årgangsskildring — nordlig rhône
For nylig besøgte jeg igen den smukke nordlige Rhônedal og var også denne gang så heldig at kunne lade mig fornøje med at smage en større flok vine fra de seneste årgange.  Jeg deler her min ucensurerede mening i en kondenseret udgave.

Læs mere Nordlig rhône — 2007, 2008, 2009 — årgangsnoter af Marie Ahm