Syrah: Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône

Ugens spørgsmål tikkede ind på falderebet, sent søndag aften. Men det er er dæleme et godt spørgsmål. Det handler om min yndlingsdrue, syrah; den drue, der for alvor tændte min passion for vin.

Syrah, on location
Det skete on location i den nordlige rhônedal. Det var før euroen blev indført, og vi sad på et lille auberge, der serverede fantastisk mad til meget favorable priser. Vinkortet indeholdt mange, mange vine — og et helt batteri af forskellige picheter (altså små kander med 0,5 liter vin) tappet fra lokale vinsælgere. Valget faldt på en pichet med syrah, og det var dæleme godt.

Mørk, lidt tilbageholdende, saftig, men på en flygtig facon. Ikke verdens største vin, den syrah, vi fik i glassene den dag, men måske deklassificeret Saint-Joseph eller Crozes-Hermitage-most. Kærligheden var født, og siden da har jeg i små øjeblikke genfundet den samme glæde i et glas syrah sammen med passende mad.

Vinmarker i den nordlige rhônedal
Vinmarker i den nordlige rhônedal

Nå, vi må lade søndagsnostalgien være for nu og blive konkrete:

Kære Kasper

Som trofast læser af din blog, hvor jeg ugentlig får inspiration til retter og retninger, har du rumsteret rundt i hovedet i forhold til NORDRHONE. Jeg anser mig selv som en god googler, men synes NordRhone er svær at gennemskue i forhold til ordenlige valide anbefalinger (måske fordi det er et lille område), og her synes jeg nettet ikke rigtig hjælper.

Det er svært at få et samstemmende billede af hot or not 🙂 Mine lokale vinpushere (Erik Sørensen, Wine.dk bl.a. ) er hellere ikke vildt udstyret i Nordrhone og ærlig talt ved jeg ikke om de enkelte flasker de har, egentlig er så gode som de så påstår. Da jeg ved at du sværger til Nordrhone, tænkte jeg at du måske havde nogle anbefalinger.

Jeg er med i en vinklub, som har halvårige smagninger, og da vi denne gang skal til Norge om 1 1/2 uge og have norsk lam, tænkte jeg Syrah. Jeg vil gerne købe australsk, som jeg har et rimelig stort kendskab til nu (Det bliver Glaetzers Amon-Ra og Dead Arm Shiraz fra D’arenberg) og vil gerne have Syrah fra Nordrhone også. Vi er der et par dage så vi behøves ikke blande australsk og Nordrhone samme aften (men det kunne måske også være meget sjovt). Budget er “næsten” underordnet.

Jeg ved at du sikkert får mange henvendelser, og det er fair, hvis du ikke har tid til at svare, men umiddelbart er du mit bedste bud på en ekspert, hvis anbefalinger jeg ville anse som de mest valide 🙂

Med venlige hilsner

Mads

—-

Kære Mads!

Nordlig rhône får af mange vinkæder en stemoderlig behandling i forhold til de mere varme, indbydende vine fra dn sydlige rhônedal. En del af årsagen er prisen. Stejle skråninger, der kræver manuel pleje, dyrkning og plukning giver vine i en anden prisklasse. En anden årsag er nok smagsprofilen. De danske ganer foretrækker ofte de mere runde, bløde, søde, alkoholrige vine fra syd.

Slutteligt skal der en del volumen til for at vinen kan findes på hylderne i kædernes mange filialer rundt omkring. De producenter, der formår at sælge ensartet, højvolumen og som har gode shipping-faciliteter tæt ved A7-motorvejen har det med at løbe af med salget, ser det ud til.

De vine, der føres, er i min bog ofte ikke prisen værd.

Her er en række bud inden for middelprisklassen, som jeg finder 1) repræsentative for syrah-druens udtryk på de kanter; 2) til at betale; 3) til at købe inden for den ovenfor skitserede tidshorisont. Jeg har smagt dem alle; dog ikke nødvendigvis i seneste årgang.

Læs mere Syrah: Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône

Tardieu-Laurent: Cornas, 2001

Tardieu-Laurent opnåede for godt 5 år siden international og national berømmelse for deres vine. Som en lang række andre ekstreme vine, deler Tardieu-Laurents vine vandene. Nogle mener, at deres succes er selvindlysende på grund af det unikke druemateriale, de har fået adgang til fra alle de støre appellationer i den nordlige rhônedal. Andre mener, at folk forblændes, at vinene har fået alt for meget af alt for nye fade, og at de ikke vil udvikle sig specielt heldigt over tid.

Tardieu-Laurent, årgangene 200, 2001 og 2002
Jeg har været så  heldig at smage det meste af Tardieu-Laurents portefølje i årgangene 2000, 2001 & 2002.  Fra generisk Côtes-du-Rhône over middeldybe Crozes-Hermitage- & Saint-Joseph-vine med et smut forbi tung, tung Chateauneuf-du-pape fra 100 år gamle vinstokke til portvinsagtig Hermitage fra udsøgte parceller med de ældste vinstokke. Jeg husker Tardieu-Laurents Saint-Joseph i årgang 2000 som den bedste i forhold til frugt, koncentration og balance mellem fad, frugt, frugt- og garvesyre. Årgangens umiddelbare drikkevenlighed spillede selvfølgelig ind.

Læs også: Syrah fra Nordrhône.

Hvem/hvad er Tardieu-Laurent?
Tardieu-Laurent er en sammentrækning af Michel Tardieu, der tidligere har arbejdet som chauffør for bl.a. fra præsidenter og diplomater — hvor han ofte har haft masser af tid til at køre rhônedalen tynd og besøge de bedste producenter — & Dominique Laurent, der har et selvstændigt negociantfirma i Bourgogne — og ydermere er kendt for sit eksperimenterende arbejde med nye egefade (Tronçais-eg bruges til de syrah-baserede vine). Tardieu-Laurent blev etableret i 1994 og målet var at skabe små partier vine af det bedst muligt tænkelig druemateriale. Man kan undres over, hvorfor vindrykere vil sælge til Tardieu-Laurent, men en del af forklaringen er nok, at de kan få penge i kassen meget hurtigt og ikke selv behøver have vinmosten til vinifikation og til lagring/udvikling, inden den færdige vin kan sælges.

Tardieu-Laurent har i dag Michel Tardieu som eneansvarlig og han samarbejder med den kendte ønolog Philippe Cambie. Domænet færdigmodner vinene i egne kældre i Lourmarin, en landsby i Luberon, i det sydlige rhône.

Smagenote på Cornas, Coteaux, 2001 — fra Tardieu Laurent

cornas-coteaux-tardieu-laurent-2001

Druematerialets herkomst er ofte en hemmelighed, men Michel Tardieu “lækker” af og til informationsbidder til vinjournalister og importører. En del syrah-druerne til Cornas-vinene i de tidligere årgange skulle være kommet fra Noel Versets marker med vinstokke med en alder på 80-100 år — syrah-klonen er Sérine — den oprindelige syrah-drue og den mest velansete.

Livingstone-Learmonths digre værk The Wines of the Northern Rhône bekræfter denne antagelse, og nævner ud over Verset også den ligeledes nu pensionerede Robert Michel. Den bedste most er nok røget i Vieilles Vignes-cuvéen, som jeg husker som stålsat og uggenmtrængelig smagt kort efter frigivelse. Coteaux-cuvéen var mere tilgængelig og åben.

Læs mere Tardieu-Laurent: Cornas, 2001

Andebryst med sprøde kantareller, sellerimos, radicchio i pancetta og rødvinssauce

Andebryst, der er stegt sprødt på skindsiden, men stadig er rødt til rosa i midten kombineret med svampe og rødvinssauce er en klassiker. Ved et af mine første møder med rhônedalens gastronomi fik jeg netop den kombination på Château de Fontager.

Fra andebryst til Château de Fontager, Rhône
Dengang var det dansk ejet & drevet, det er det vist (desværre) ikke længere, men det udgør stadig en god base for udflugter i den nordlige Rhônedal. Der er kort til Tain, Tournon – Ampuis, Cornas og der er udsigt til den nordlige del af Saint-Joseph-appellationen, som er en af mine yndlings – på grund af vinenes ofte umiddelbare tilgængelighed, fornuftige prissætning og store udbud.

LÆS OGSÅ: Mineralitet, Rhône & Wachau.

Men, men – det er en blandt landhandel, og der er langt mellem de store producenters supermarkedudgaver og så tungere, mere terroirdrevne vine som fx Gonons. Tardieu-Laurents Saint-Joseph, 2000 står stadig klar i erindringen. Den blev smagt første gang til en Tardieu-Laurent-smagning arrangeret af The Wine Company, og jeg købte nogle flasker efterfølgende. Ærketypisk syrah. Den smagte mig bedre, end de dyrere storebrødre og storesøstre fra Cornas & Hermitage (OK, Cornas var også lækker!). Saint-Joseph er også et godt sted at begynde på syrah fra Rhônedalen, hvis man kommer fra mere frugtdrevne vine, som mange i dag gør. De er nemmere at gå til end fx Cornas, som opfattes lidt for streng & mineralsk, hvis ikke dyrisk frastødende af syrahutrænede ganer.

Nå tilbage til andebrystet på Château de Fontager. Det blev serveret med skønne sprøde kantareller. Det yderligere tilbehør fortoner sig desværre, så jeg måtte finde på noget selv. Det blev radicchio i pancetta. En selleri-kartoffel mos med kondenseret fløde. Mørkt og vinteragtigt. Ikke mange grønne & røde farver på tallerkenen, men smagen må komme først.

Tilberedning af andebryst

Bryststykkerne fjernes fra køleskabet en times tid inden tilberedning. Gourmetsalt evt. med 2-3 gram salt per kilo kød 3-4 timer inden tilberedning. Rids fedtsiden i firkanter. Krydr med god peber (Kerala/Penja fx & evt. med fintknust enebær (går godt til ung syrah fra nordlig rhône). Steg for kraftig varme på pande eller kortvarigt i ovn (ca. 2-5 minutter per side). Lad efterfølgende hvilke. Steg færdig i ovn ved 70 grader i 1 times tid, afhængig af hvor røde du ønsker andebrysterne. Når resten af rettens elemente rer klar, skæres brysterne i fine skiver. Eventuelt kan skindsiden grilles eller steges igen på en pande for at opnå en sprød stegeskorpe.

Læs mere Andebryst med sprøde kantareller, sellerimos, radicchio i pancetta og rødvinssauce

Sommermad, franske gryderetter & Saint-Joseph fra Delobre

Vejret trækker i retning af franske gryderetter — boeuf bourguignon, cassoulet, simreretter på okseskank — langtidsstegte grovere kødudskæringer som fx okseklump, osv. I min billedmappe fandt jeg dog et skud sensommer fra vores sommerferie i august i Karrebæksminde.

Sommermad i Karrebæksminde
Én af dagene bestod middagen af grillet oksecuvette, kartofler med rapsolie og mynte, grillede og brombærglaserede rødbeder. Rødbeder kan aktivere nogle lag i vin, man ellers ikke lægger mærke til — formidle kontakten til vinens jordbundne mineralitet. Hvis man er heldig. Det stærkeste eksempel, jeg kan komme i tanke om, var en flaske af biodynamikeren Marcel Deiss’ pinot noir-baserede Burlenberg sammen med en kødret akkompagneret af rødbeder på Restaurant Ensemble. Wauv!

loibner-gruner-veltliner-weingut-knoll-wachau

Med i sommerhuset havde jeg et par forskellige yndlingsflasker — bl.a. en god, sommerlig og sprød-mineralsk grüner veltliner fra én af topproducenterne i Wachau, nemlig Weingut Knoll. Den ældste søn har heddet Emmerich igennem generationer, og vinene er stålsatte, stringente og larmende umoderne i deres benhårde stil. Her gøres ikke knæfald for den moderne smag. De kræver tid, siger man — men østrigerne, og jeg, drikker dem gerne unge, selv om det nok et stykke henadvejen er en acquired taste. God som aperitif.

brombaer-skud-af-sommer
Vi fik et tip fra lokalkendte om, hvor områdets bedste brombær fandtes. Høsten blev god — selvom yngste tog godt for sig under plukningen. Jeg kogte syltetøj på tahitivanilje, brombær, sukker og en anelse rødvin. God til morgenmad, men også til at glasere de rødbeder, vi havde købt på en nærleggende gård, i.

roedbeder-glaseres-med-brombaer
Sommermad kan med fordel laves enkelt. Så ikke så mange dikkedarer og ingen sauce. Oksecuvette — gourmetsaltet i en 8 timers tid og så intervalstegt på grill med henholdsvis direkte og indirekte varme — for dels at få en sprød skorpe og sprødt fedtlagt — dels et godt rosa indre.

grillet-oksecuvette Læs mere Sommermad, franske gryderetter & Saint-Joseph fra Delobre

Om Crozes-Hermitage & Alain Graillot

Jeg har tidligere skrevet om Alain Graillot, som den danske importør betegner som Rhônedalens bedste producent af Crozes-Hermitage. Det tangerer at tage munden lidt for fuld, synes jeg, når man tager i betragtning, at der findes fremragende vine fra producenter som Domaine Belle, Chave (Yann), Colombier, Domaine  Des  Remizières.

I min bog står Bernard (& Yann Chave) som noget af det ypperste inden for Crozes. Hans årgange 1999-2001 var tindrende klare i deres udtryk af syrah. Kølige, elegante og saftige kombineret med markant krudtrøg og bacontoner. Fremragende vin. De kostede vist omkring 75 kroner flasken dengang. De senere årgange er knapt så traditionelle/klassiske og rene i udtrykket. Etiketterne er blevet mere moderne, og det er vinen desværre også.  Det rykker dog ikke ved, at fx Le Rouvre i årgang 2004 smager intet mindre end fantastisk.

Smagenote på Chaves Crozes-Hermitage, 2001
vin fra vinstokke, der er mellem 18 og 40 år fra områder i Mercurol, La Roche de Glun, and Pont d’Isère, relativ sen & manuel høst og ingen brug af kulturgær.

Jeg står ikke alene med min kærlighed til Chaves crozes-vine. “La revue du Vin de France” har givet Y. Chaves Crozes-hermitage-vine fine anmeldser siden 1998. James Molesworth, vinkritiker for The Wine Spectator, skrev i novemberudganven 2006 — “You may not have heard of this domaine before, but it won’t be a secret much longer.  Chave is making superb wines

Der er sket noget med priserne på god Crozes-Hermitage, må man sige. Graillot ligger på 160,- i årgang 2006. Remizieres på henholdsvis 115,- og 165,- for Cuvée particulaire & Cuvée Christophe. Philipson har haft Guigals Crozes på tilbud i årgang 2003, som fik fine Parker-anmeldelser.

Graillot trådte ind på vinscenen i 1985 efter en karriere inden for landbrugsindustrien. Graillot og vinene blev hurtigt anerkendt af vinproducenter, vinskribenter og forbrugere. I dag fungerer Graillot i stigende grad som rådgiver for unge producenter.

Om Crozes-Hermitage-appellationen
Crozes-Hermitage er den største enkeltappellation i den nordlige rhônedal. Appellationens centrum er Hermitage-bjerget, hvor nogle af verdens største (syrahbaserede) vine produceres, men den AOC-stemplede vinmarker begynder ca. 10 km fra Tain (l’Hermitage).

Historisk er Crozes-Hermitage ikke synderligt velbeskrevet. En reference fra 1846 fremhæver vinene for deres lighed med Hermitage-vinene. Det er værd at holde for øje, for på det tidspunkt brugtes Hermitage-mosten til at give rygrad, syre og frugt til Bordeaux-vinene i svage år.

I dag ville den praksik på ingen måde gå an. Dengang skrev man blot ‘Hermitagée’ på etiketterne, og så var det dét. Appellationen stammer fra 1937, og den blev udvidet i 1947. Den eneste tilladte røde druesort er syrah, som i alle andre appellationer i den nordlige del af rhônedalen.

Der laves også hvidvin i området — på Marsanne & Rousanne, men rødvinene udgør klart den største del af produktionen. Det siges ofte, at det kun er i Côte-Rôtie, det er tilladt at tilsætte hvide druer til vinene, men reglerne for Crozes-Hermitage AOC tillader op til 15%. De færreste producenter gør det dog.

Crozes-Hermitage udgøres i dag af rundt regnet 1.200 ha vinmarker, og der produceres ca. 44.000 hektoliter vin årligt. Jordforhold og soleksponeringen varierer. Kvalitetsmæssigt er der utrolig spændvidde i Crozes-Hermitage — fra simple supermarkedsvine til omkring 50 kroner, der er en skygge af den ægte vare. Tynde og splattede og uden tydelig syrahkarakter.

I den anden ende af spektret er der dels de mere moderne vine med vægt på frugt og tyngde og velintegreret fad — fx Tardieu-Laurent, dels meget traditionelle, stringente crozes-vine, som kan være svære at drikke unge. Graillot ligger nok et sted midt imellem.

De kendteste vine i den bedste ende Jaboulets Crozes-Hermitage ‘Thalabert’ & Graillots top-cuvée ‘La Guiraude’.

Thalabert kommer fra enkeltparceller med gamle vinstokke, hvorimod Graillots prestigecuvée sammensættes forskelligt fra år til år. Halvdelen af de producerede syrah-druer vinificeres af Cave de Tain. Jaboulet ta’r en god portion af den sidste halvdel. Kooperativet i Tain producerer en række forskellige udgaver fra den letdrikkelige, frugtige “Fine Fleur de Crozes”, hvor druerne afstilkes helt, over standardcuvéen “Crozes-Hermitage”, der vinificeres mere traditionelt, til “Les Hauts du Fief, cuvée prestige”, der kommer fra en udvalgt parcel af udvalgte druer og får længere tids fadlagring.

I 2008 åbner der en ny restaurant og VIP-smagelokaler i Gambert de Loches (stifteren af Cave de Tain og Hermitage-producent) tidligere palæ midt i Hermitage-markerne.

Smagenote på Graillots Crozes-Hermitage, 2006
Flot farve. Violet skær. Let uklar, ufiltreret. Kirsch i næsen — let bitterhed, kirsebærsten. Lettere atypisk næse for ung syrah fra Crozes. Raspende tannin, lakrids, viol, floralitet, lang eftersmag. Ikke helt i balance pt., synes jeg. Peber, jod + blod. Orangeskal. Valpolicella-agtig.

Lettere en-dimensional til at begynde med. Iltning hjæper — granitnoter + bedre markeret mineralitet trænder frem efter 20 minutters tid i glasset.

Lidt kaffe + mørk chokolade. Klart udviklingspotentiale. Graillot selv anbefaler, at vinene drikkes inden for 1-2 år eller får lov at ligge i 5-6 år. Smagt af Riedel Vinum Syrah & Holmegaard Cabernet.

Smagenote fra The Wine Spectator, Daily pick, juli 2008.
“Ripe and focused, with tasty plum sauce, black licorice snap, violet and graphite notes. Tangy iron notes enliven the stylish finish. Nicely done. Drink now through 2012. 8,000 cases made.”

Forslag til opskrifter, der matcher (ung) Crozes-Hermitage
Importøren Bichel anbefaler haresteg som et godt match til Graillots syrah, hvor vinen matcher kødets animalske toner.

Bichel nævner også, at crozes er populær på de parisiske bistroer — steak, fritter og saftig syrah er et klassisk match. I Lyon har jeg drukket kraftigt nedkølet ung crozes til en række måltider i den mere rustikke ende.

Chaves Crozes har tidligere været husvinen på Bocuses bistroer, men den var ikke på kortet, da jeg forbi Le Nord i 2006. Lam og Crozes-hermitage fungerer også godt.

Jeg har tidligere tonet en klassisk côte de boeuf med pommes anna, sauce bordelaise & olivendrys til at matche én af Graillots vine, nemlig hans Saint-Joseph 2005. Retten vil også gå fint i spænd med Crozes’en. Rødvinsbraiseret okseskank kunne også være en mulighed. Jeg har med held drukket Chaves Crozes til braiserede andelår med choucroute og ovnbagt selleri, persillerod og kraftig rødvinssauce. Colombiers Crozes har jeg drukket til culotte af ungkvæg med aligot, bagte tomater og baconbønner — også et godt match. Slutteligt vil garvesyre- & frugtniveauerne også gå godt i spænd med en omgang confit de canard med pommes sarladaises.

Crozes-Hermitage 1999 fra Bernard Chave

Så kom de i hus. Crozes-Hermitage. Magnumflasker fra Bernard Chave i topårgangen 1999. 1999 var den første årgang, jeg smagte fra domænet. Klassisk nordlig rhône — med en vanvittig fin balance mellem frugt, garvesyre og animalske karaktértræk — velhængt kød, et strejf at letsaltet røget flæsk — man kunne næsten kalde det for umamiagtige træk.

crozes-hermitage-bernard-chave-magnum-aargang-1999
Skindet fra drueklaserne kunne fornemmes i munden — men kun svagt. Ikke en poleret, blød og charmant vin — tværtom. I 1999 stod der Domaine Bernard Chave på etiketten. I dag er det sønnen Yann Chave, der står for vinificeringen. Jeg må indrømme, at jeg klart foretrækker faderens Crozes-Hermitage-vine. Mere rustikke, flere skæve flasker, enten flaskevariantion el. decideret syge flasker, men de sunde flasker — for dælen, det er godt! 10 år er meget for appellationen, så jeg er spændt på at knappe en flaske op i morgen, hvor programmet står på fødselsdag for husets yngste.
Læs mere Crozes-Hermitage 1999 fra Bernard Chave

Hvor meget Hermitage kan man få for en hund?

I weekenden læste jeg en forventelig anmeldelse af en supermarkeds-Hermitage til 99,-. Vinen, der kom fra det store firma Ogier (som ikke må forveksles med det gode Côte-Rôtie-hus Ogier), blev sablet ned. Ekstrabladet meldte, i sin serie om vine, der passede sig godt til efterårets lidt kraftigere retter: “Normalt er Hermitage en stor og dyr vin, men i dette tilfælde skuffede den og det blev kun til 4 små proptrækkere.” Vinene fra Hermitage-bjerget i den nordlige rhônedal er anerkendte. Stort set alle distrikter påberåber sig udtrykket “Kongernes vin, vinens konge” (fra Barolo til Tokaji ), men hér er der noget om udtrykket. I ældre tid, hvor appellationslovene ikke havde gjort diverse regler og terroirdrevne principper skriftfaste endnu, var det normal procedure at fragte vin fra Hermitagebjerget til Bordeaux for at give svagere årgange styke, rygrad og pondus. Den slag går ikke i dag — og godt for det. De tilladte druesorte er syrah, for de røde vinens vedkommende, og marsanne og rousanne for de hvide. Hvis rhône er i min bog en acquired taste — en tillært smag — ikke noget der falder ens smagsløg naturligt dragende uden træning. Og hvis jeg var ny til området, ville jeg helt klart begynde med de røde vine og lade de hvide ligge til fremtidsstudium.

Fra Hermitage til Crozes-Hermitage

Her i huset drikker vi langt mere Crozes-Hermitage end Hermitage. Fortrinsvist på grund af priserne, sekundært på grund af vinenes karakter. I stort set alle vinbøger står at læse, at Hermitage-vinene belønner den, der har tid til at vente. Generelt betragtet, foretrækker jeg vine — særligt når det gælder syrah-baserede vine — der stadig har et særegent præg af primærfrugten. Søren Frank mener jeg at huske har været inde på noget af det samme. Nordlig rhône kan præstere vine, der er international klasse, men hvis de får længe nok på flaske, forsvinder de meget arketypiske karaktræk til fordel for en profil, som er smuk, skøn og bedårende, men nedtones i terroir — altså: det kunne (næsten) lige så godt være en anden stor vin. Ikke at vinene skal drikkes purunge — Châpoutiers ‘Le Pavillon’, 1996 var fx viril og levende, da jeg smagte den i december 2007. Chapoutiers fyrtårnsvin fik følgende ord med på vejen:

“Det er altid spændende at smage en af verdens store vine (der produceres ca. 7,500 flasker årligt, og de kan være svære at få fingrene i). Parker gav vinen 96 point i 1999, og Wine Spectator nåede frem til to mindre året før. Ingen tvivl om, at det er stor vin. Jeg har smagt samme årgang for et år siden – og fandt den bedre på det tidspunkt. Flaskerne kommer fra samme kælder, så evt. variation skal ikke forklares i opbevarinsforhold, tror jeg. Vinen fremstår ikke sort/purpurrød i dag – som den gjorde, da Parker smagte i 1999. Alderen ses, men vinen er på ingen måde brunlig. Duften er fremragende, smagen lige så. Søren Frank skrev engang, at han foretrak stor nordlig rhônevin ung – når den ældes (og med ynde), mister den nogle af sine særkender og bliver som mange andre store vine. Jeg er tilbøjelig til at gi’ ham ret. Jeg ville hellere have drukket vinen for fem år siden, tror jeg. Omvendt er det også svært ikke at fascineres af den fornemme balance pt. mellem frugt, syre, florale elementer og vildtkarakter (velhængt dyrevildt). Drukket nytårsaften til hjortemørbrad indbagt i to slags fars (gråand & foiegras & svampekompot), med skorzonerrødder glaseret i kalvefond og marv, mos på pastinak, kartoffel og kondenseret fløde og friteret bredbladet persille, dertil kraftig rødvinssauce.)

Når det er sagt, så må jeg indrømme, at jeg har fået langt flere god oplevelser med vinene fra Crozes-Hermitage-appellationen. Fra lette, sommerlige vine serveres som pot lyonnaise, altså i en tykbundet glaskaraffel, der holder vinen kølig, til bistromad, til seriøse fadlagrede vine fra Graillot, Chave, Combier og Colombier.

Nå tilbage til grundspørgsmålet —

Hvor meget Hermitage kan man få for en hund?
hermitage_colline_2004

oprindeligt bragt oktober 2008

Jeg var forbi min lokale Netto for at kigge lidt nærmere på deres vinfestivalstilbud. Der var en del spændende ting til fornuftige priser. Men særligt én flaske fangede min opmærksomhed — en Hermitage fra det gennemsnitlige (for nogen klassiske) år 2004 til 99,- Den slags vine kan være farlige. Mange er blevet skuffede over de store vine, når de købes til små priser i supermarkedet — Barolo, Amarone, Saint-Emilion, osv. Men til 99,- var det værd at ta’ chancen. Særligt her midt i finanskrisetiderne, hvor aktierne er på rutschetur. Hermitage-vinene er legendariske og kæmper mod Côte-Rôtie som den nordlige rhônedals ypperligste vine. Tidligere tilføjede man Hermitage-most til Bordeauvinene (Bordeaux ligger på samme breddegrad), hvis de fremstod lidt tynde i det. Den slags går ikke i dag med strammere appellationslovgivning, dengang skrev man blot ‘Hermitagée’ på etiketten, og så var den sag klaret.

Smagenote på Hermitage ‘Colline’, 2004

Mit umiddelbare indtryk af næsen var — sydlig rhône… Og det burde det jo rettelig ikke være, når vinen er fra den bedst kendte og (en af de dyreste) appellationer i den nordlige rhônedal. Druesammensætningen er 100% syrah, og der indgår ikke grenache som i vinene fra det sydlige rhône. Efter en 20 minutters tid i glasset er det sydlige halvvarme præget dampet lidt af, og vinen gi’r sig til kende som mere nordlig i sit duftudtryk. Brombær, lidt jordbær, sødme, foruden en anelse sort peber og en anelse røg. Fin viskositet og fylde, de røde bær går igen i smagen, der derudover også byder på en anelse fadsødme, lidt røg og en fin længde på eftersmagen. Ikke verdens største Hermitage-vin, nej — men klart drikkelig og nogenlunde typisk (lidt røg, lakrids, viol & en anelse medicinskab), omend en anelse lettere, end de vine, man normalt møder fra appellationen. Er den penge værd? Ja, det synes jeg faktisk. Lidt lettere vine har sandelig også deres plads — prismæssigt såvel som i det kulinariske spektrum, hvor andre Hermitager vil være for tunge til en del retter og fremstå med en portagtig koncentration. Fin balance mellem frugt- og garvesyre pt., kan nok udvikle sig til en lidt blødere og rundere vin, men jeg tror ikke, lagringen vil tilføje yderligere lag af kompleksitet. 13,5% alkohol, smagt af Spiegelau Authentis (rød) & Spiegelau Hermitage-glas. Jeg vil skyde på, at vinen er dyret på det lavtliggende og flade arealer omkring Hermitage-bjerget. De parceller giver ofte lidt mere tyndbenede og ukomplicerede vine.
Læs mere Hvor meget Hermitage kan man få for en hund?