Hermitage-tip til de hurtige

I løbet af den seneste måneds tid er jo to gange blevet spurgt til råds om gode steder at købe vine fra den nordlige rhônedal. Seneste henvendelse var i går, hvor Jens efter at have slået fast, at kvalitetsspændvidden i Crozes-Hermitage– og Saint-Joseph-vinene var nærmest abnorm  — hvilket jeg er helt enig i, appellationsforvrængende, kunne man med en vis ret hævde — spurgte til gode flasker, der kunne købes i Danmak.

Syrah-druens epicentrum, den nordlige Rhônedal
I forbindelse med mine svar har jeg lidt reflekteret lidt over dels mit eget førstemøde med vinene fra Rhônedalens kølige zoner (Cornas, Saint-Joseph, Côte-Rôtie, Crozes-Hermitage & Hermitage), dels over udviklingen vinene har gennemgået i løbet af de seneste 10-15 år efterhånden som de har vundet større popularitet. Det har ledt til mere ekstaktrige, saftmodne udgaver på det generelle plan. Højst sandsynligt på grund af en vis parkerficiering — den slags vine performer bedre i Pakers mund, og de performer generelt bedre til smagning –, men også på grund af en anderledes mere moderne smag og bedre kontrol med vinifikationsprincipper.

crozes-hermitage-bernard-chave
Crozes-Hermitage, 1999, Bernard Chave

Referencepunktet, Bernard Chave, Crozes-Hermatiage, 1999
Én af de vine, jeg bli’r ved med at vende tilbage til som referencepunkt, er Bernard Chaves Crozes-Hermitage i årgang 1999. Cremen af cremen, det bedste af det bedste, syrah så ren, så ren — så syrerig, så syrerig. Heftige overtoner af kattepis i dens ungdom, men en fløjsblød sag med 10 år på bagen, og det er ikke alle vine, faktisk langt fra alle, fra denne appellation, der bli’r bedre med alderen.

De er forlængst udsolgt, jeg opkøbte nogle af de sidste magnumflasker for 3 års tid siden, og det var en skøn mulighed for nærmest at skrue tiden tilbage (vin modner langsommere på store flasker).

Og så slog Biblioteksenglen til, for i dag da jeg var ude og hente lidt Beaujolais og Cornas hos The Wine Company stod der en række flasker i rodekassen med rester — andre vil sige rariteter. Hermitage 1996, 1998 og 1999 fra Bernard Chave. Og jeg kan afsløre, at der fortsat er et par flasker tilbage; jeg købte ikke dem alle.

Så vidt jeg husker, var Hermitage 1998 og 1999 sat ned fra 399 til 275. Men hæng mig ikke op på det.

Der var dog kun én flaske fuldmoden Saint-Joseph ‘Vieilles Vignes’ fra Tardieu-Laurent i topårgangen 1999. Den er ikke længere at finde i restkassen…

Læs også:

Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône.
Ugens spørgsmål: Anbefalinger af Crozes-Hermitage & Saint-Joseph.

Guigal, Côte-Rôtie, ‘Brune et Blonde’, 2001, halvflaske

Smagt august 2008

Guigal er verdenskendt for sine legendariske LaLaLa-vine. Og der er ikke meget lalala over dem, men er opkaldt efter artiklen, der indgår i dem alle – La Mouline, La Turque & La Landonne.

Det er præcise & smukke vine, der betager internationalt — vinanmeldere såvel som forbrugere. Guigals portefølje dækker dog hele spektret – fra kultvinene og nedad. Hans normale côtes-du-rhône er år efter år god valuta for pengene – og en god introduktion til rhônevine generelt. Hans billigste Côte-Rôtie skal det handle om her.

Læs mere Guigal, Côte-Rôtie, ‘Brune et Blonde’, 2001, halvflaske

Saint-Joseph, 2008, Gilles Barge

For ikke så læneg siden skrev jeg om en Crozes-Hermitage fra det, der i vinkredse er ved at blive et kultdomæne,Dard et Ribo. En vin, jeg ikke var 100% begejstret for. Den var for moderne i sin produktions- og smageprofil til min smag. I hvert fald efter at have forventet et traditionelt smagende glas syrah efter at have læst den danske importørs beskrivelse af vinen.

Fra Dard & Ribo til Gilles Barge
Jeg tænkte, at det måske var mig, den var gal med. At smagsløgene trængte til at blive kalibreret. Det var ikke mig, og der findes fortsat traditionelle producenter, der laver mindre ekstraherede, mindre saftdrevne, mindre primærfrugtdrevene syrahvine.

Vine, der har en hård kerne af syre og mineralitet, solid garvesyre, der bider i gummerne, og overtoner af flint, krudtrøg. Sådans skal syrah fra disse kanter, særligt når der er lidt højde på, smage. Med årene kan de udvikle nærmest burgundiske elegante toner — både i mundfornemmelse og smagsnerve og subtilitet.

Redningen — Saint-Joseph 2008 fra Gilles Barges:

saint-joseph-gilles-barges-2008

Om Domaine Barge, Ampuis
Domænet producerede sine første vine i eget navn i 1929, hvor Gilles morfar Jules producerede 900 flasker. I midttresserne arbejdede man med 2 hektar i Côte-Rôtie-appellationen, meget efter den tids målestok, hvor de samlede arealer blot udgjorde 75ha.

Gilles Barge benævnes ofte som en af områdets traditionalister, men man står ikke fast på tradition for traditionens skyld, og gæring foregår i dag i temperaturkontrollerede ståltanke. Målet var at holde gæringstemperaturen under 32 grader samtidig med, at man høstede frugterne af et mere rent vinifikationsmiljø.

Vinifikationsprincipper
Gilles bryder sig ikke om remontage og pigéage. “I don’t like violoence, whethe it’s heating the vast too much or stressing the juice”, som han udtaler i Learmonths digre værk “The Wines of the Northern Rhône”. Lige præcis pigéage anvender Dard & Ribo på deres Crozes-Hermitage.

Primærproduktionen af Côte-Rôtie sker på en vinmark på 1,4 hektar på Côte Brune. Der produceres i omegnen af 5.000 flasker af denne vin årligt — ofte med 2-3% tilsætning af viognier. De ældste vinstokke er planet i 1952, men majoriteten stammer fra midthalvfjerdserne.

Anmeldelserne, man finder på nettet, er ofte middelmådige, men Learmonth gi’r 5 stjerner til årgang 2001,  en solid, rank, klassisk årgang, og spår om en drikkehorisont på 18 år.

Ordene for mig i pennen, og det skyldes, at jeg har en flaske af Côte-Rôtien ‘Côte Brune’, der venter på at blive drukket snart…

Dard og Ribo — Crozes-Hermitage — 2009

Dard et Ribo, to unge franskmænd — opvokset på hver side af Rhônefloden, i henholdsvis Tain l’Hermitage og Tournon — møder hinanden på vinskole og sød vinøs musik opstår: I flasken, i vinlitteraturen, i Danmark, efter Péttilant / Skål er begyndt at importere vinene.

Dard og Ribos druemateriale og geografiske forankring
De senest par årgang har makkerparet René-Jean Dard &  François Ribo rådet over  5 hektar vinmarker på forskellige parceller i Crozes-Hermitage-appellationen, bl.a. Le Pe de Loup tæt ved Crozes-Hermitage-by / Larnage — med vinstokke mellem 70 og 80 år. Én af områdets bedre producenter Albert Belle har også parceller hér, i den køligt producerende zone. Albert Belles prestigecuvée ‘Louis Belle’ er skabt på druemateriale fra dette område.

Derudover produceres der fra en mikro-parcel på 0.2 hektar i Quartier des Chaux og Les Bâties, hvor man råder over 2 hektar.

De forskellige parceller vinifiereces separat, og der fremstilles af og til parcelvin fra les Bâties. Pétillant beskriver vinene som Crozes-Hermitage af forne tider: “Frugtige, intense, elegante. Syrah med et køligt udtryk, et saftigt bællepotentiale og et til tider aristokratisk overskud. Det er Nordrhône før Parkerficeringen satte ind med sine tunge alkoholbomber.

Pigéage
Hvad angår det frugtige, intense og lav på alkohol er jeg enig. Men jeg synes på ingen måde, der er tale om traditionel Crozes-Hermitage. Der arbejdes med høj ekstraktion — pigéage to gange dagligt under gæringen, så vidt jeg kan læse mig til. Pigéage minder om remontage, altså at man presser toplaget af drueskind og -kvas ned for at opnå et højere udtræk af tannin og saft- og farvestoffer i forbindelse med gæringen i åbne kar, et approach Yann Chave også anvender.

crozes-hermitage-dard-ribo-web

Smagenote på Dard og Ribos Crozes-Hermitage 2009

Varme toner af solbær og viol i næsen, som følger trop i munden. Fast kerne af frugt- og garvesyre. Langt varmere i smagspaletten, end jeg havde forventet (og håbet på). Mørk, mørk og koncentreret i glasset — purpur toner. Tegn på kraftig ekstraktion. Nogenlunde fornuftige for parcellerne repræsentative lag af mineralitet — men i underkanten til min smag.

Karamelunder- og overtoner — a la dem de klassiske tivoliæbler, der er rullet i sprød, rød sukkerlage og efterfølgende kokos. Noget, jeg helst ser i en solid Châteauneuf-du-Pape.

Vinen er vinificeret med henblik på at blive drukket ung, så vidt jeg kan bedømme, og den præsenterer sig derefter. Saftig, imødekommende, læskende. Men det er på ingen måde traditionel Crozes-Hermitage i min bog.

Hermitage 2001 fra Jean Michel Sorrel

Oven på gårsdagens propmelding på 2 x Hermitage fra Sorrel, tænkte jeg, at der var ræson i at bringe min seneste smagenote på en rask flask (smagt november 2008).

jean-micel-sorrel-hermitage
Hermitage 2001 fra Jean Michel Sorrel.

Om Hermitage ‘Le Vignon’, 2001 — Jean Michel Sorrel

Jean Michel Sorrel er bror til den mere kendte Hermitage-producent Marc Sorrel, som dels har en større produktion, dels smagelokaler i Tain l’Hermitage. Familien er tredjegenerations vinbønder. Jean Michel Sorrel producerer årligt omkring 3.000 flasker fra nogle af de mest velplacerede parceller på Hermitagebjerget (Le Meal og Les Greffieux). Vinstokkene er gamle — mellem 50 og 70 år, hvilket leder til dybe, koncentrerede, utroligt komplekse vine. Høstudbyttet er lavt, mellem 25/30 hl/ha. Der laves en hvid og en rød Hermitage. Den røde udgår 80% af Jean Michel Sorrels produktion.

Smagenote på Sorrel Hermitage ‘Le Vignon’, 2001

Flot, dyb farve – ufiltreret og uklar. Næsen lover godt med toner af mørke bær, røg, tjære, en anelse mørkristet kaffe & sød kerne af ribs, solbær og brombær. Tonerne går i gein i smagen , der er lang, elegant — nærmest aristokratisk i sin tyngde og balance. Hermitagevinen er ekstremt saftig og ekstremt stringent på én og samme tid. Granit, tjære, lidt blommetobak, godt tanninbid lover videre udvikling. Vinen får flere lag efter lidt tid i glasset, og noget mere dystert og dybdemineralsk træder frem sammen med toner af blæk og noget animalsk. Forrygende og fornem vin — meget, meget flot syrahudtryk!

Når overproducerede vine falder sammen med alderen

Som beskrevet i indlægget om syrah fra den nordlige rhônedal, indstiftedes for 12-15 år siden en skæbnepagt. Mellen en drue fra et særligt område, præget af særegne klimatiske forhold, med særlige geologiske forhold.

En pichet med lokaltproduceret syrah til omkring 55 francs. Der var en syrerig kerne — og en frugtsyre, der stimulerede spidsen af tungen kombineret med en kølig frugt. Der gik en del år, før jeg oplevede den samme intensitet og balance i en vin — en intensitet og balance, der typisk går godt i spænd med mad (jf. fx riesling og grüner veltliner som madvenlige druer). En evne til at formidle mineralitet, selvom nogen siger, at den slags er et fikst ord og ikke en smagsnuance.

Yann Chave -- Crozes-Hermitage -- 1999

Den vin,  jeg genfandt intensiteten i, var en Crozes-Hermitage fra Bernard Chave. Den var syrerig — både på frugt- og garvesyre. Den havde staldagtige overtoner — men kun i duften. Det var årgang 1999. Det var stort. Det var kærlighed. Senere overtog sønnen domænet, og vinene blev mere moderne, saftige i udtrykket. Det kunne internationale vinanmeldere godt li’, men ikke jeg. I forbindelse med indlægget om syrah fra nordlig rhône, blev jeg bedt om at anbefale en række vine.

Crozes-Hermitage fra Chave (Le Rouvre) i årgang 2004 lød ét af mine bud. Og det fortryder jeg faktisk en anelse nu — efter at have gensmagt vinen i den årgang. Jeg håber, jeg har fået en off-bottle, det sker. I de gammeldags, langt mindre ekstraherede vinificeringer, holdt syrah-karaktéren over tid. Tonerne af rævepis, røget spæk, flint. Indlejret lå de i frugten. Men ikke her, selvom elementerne var der i den unge vin, som to år efter frigivelsen fremstod ungdommeligt indsmigrende, saftig og feminint blød.

Chave-junior har tidligere talt om bourgogneagtige årgang — som fx 2001. Men 2004 er faldet sammen. Garvesyren ligger dér og lurer. Syrahkaraktéren er væk. sådan går det for ældre Crozes-Hermitage, vil mange nok sige. Men det gjorde sig ikke gældende for faderens mere klassiskt vinficerede årgange. Udviklingen kan selvfølgelig også hænge sammen med klimaforandringerne. Temperaturerne stiger. Det lader sig gøre at dyrke flotte hvidvine i Danmark nu. Den slags må også påvirke de klassiske områder, hvor druerne har været dyrket på deres kuldegrænse — og kun opnåede optimal modenhed under visse omstændigheder.

Og så er det tid til den sammenbindende sløje: På Paul Bocuses  — altså instifterende af Bocuse d’Or, der løber af stablen næste uge — bistroer i Lyon serveredes dengang Chave-senior stod for vinificeringen som husvin.

Syrah: Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône

Ugens spørgsmål tikkede ind på falderebet, sent søndag aften. Men det er er dæleme et godt spørgsmål. Det handler om min yndlingsdrue, syrah; den drue, der for alvor tændte min passion for vin.

Syrah, on location
Det skete on location i den nordlige rhônedal. Det var før euroen blev indført, og vi sad på et lille auberge, der serverede fantastisk mad til meget favorable priser. Vinkortet indeholdt mange, mange vine — og et helt batteri af forskellige picheter (altså små kander med 0,5 liter vin) tappet fra lokale vinsælgere. Valget faldt på en pichet med syrah, og det var dæleme godt.

Mørk, lidt tilbageholdende, saftig, men på en flygtig facon. Ikke verdens største vin, den syrah, vi fik i glassene den dag, men måske deklassificeret Saint-Joseph eller Crozes-Hermitage-most. Kærligheden var født, og siden da har jeg i små øjeblikke genfundet den samme glæde i et glas syrah sammen med passende mad.

Vinmarker i den nordlige rhônedal
Vinmarker i den nordlige rhônedal

Nå, vi må lade søndagsnostalgien være for nu og blive konkrete:

Kære Kasper

Som trofast læser af din blog, hvor jeg ugentlig får inspiration til retter og retninger, har du rumsteret rundt i hovedet i forhold til NORDRHONE. Jeg anser mig selv som en god googler, men synes NordRhone er svær at gennemskue i forhold til ordenlige valide anbefalinger (måske fordi det er et lille område), og her synes jeg nettet ikke rigtig hjælper.

Det er svært at få et samstemmende billede af hot or not 🙂 Mine lokale vinpushere (Erik Sørensen, Wine.dk bl.a. ) er hellere ikke vildt udstyret i Nordrhone og ærlig talt ved jeg ikke om de enkelte flasker de har, egentlig er så gode som de så påstår. Da jeg ved at du sværger til Nordrhone, tænkte jeg at du måske havde nogle anbefalinger.

Jeg er med i en vinklub, som har halvårige smagninger, og da vi denne gang skal til Norge om 1 1/2 uge og have norsk lam, tænkte jeg Syrah. Jeg vil gerne købe australsk, som jeg har et rimelig stort kendskab til nu (Det bliver Glaetzers Amon-Ra og Dead Arm Shiraz fra D’arenberg) og vil gerne have Syrah fra Nordrhone også. Vi er der et par dage så vi behøves ikke blande australsk og Nordrhone samme aften (men det kunne måske også være meget sjovt). Budget er “næsten” underordnet.

Jeg ved at du sikkert får mange henvendelser, og det er fair, hvis du ikke har tid til at svare, men umiddelbart er du mit bedste bud på en ekspert, hvis anbefalinger jeg ville anse som de mest valide 🙂

Med venlige hilsner

Mads

—-

Kære Mads!

Nordlig rhône får af mange vinkæder en stemoderlig behandling i forhold til de mere varme, indbydende vine fra dn sydlige rhônedal. En del af årsagen er prisen. Stejle skråninger, der kræver manuel pleje, dyrkning og plukning giver vine i en anden prisklasse. En anden årsag er nok smagsprofilen. De danske ganer foretrækker ofte de mere runde, bløde, søde, alkoholrige vine fra syd.

Slutteligt skal der en del volumen til for at vinen kan findes på hylderne i kædernes mange filialer rundt omkring. De producenter, der formår at sælge ensartet, højvolumen og som har gode shipping-faciliteter tæt ved A7-motorvejen har det med at løbe af med salget, ser det ud til.

De vine, der føres, er i min bog ofte ikke prisen værd.

Her er en række bud inden for middelprisklassen, som jeg finder 1) repræsentative for syrah-druens udtryk på de kanter; 2) til at betale; 3) til at købe inden for den ovenfor skitserede tidshorisont. Jeg har smagt dem alle; dog ikke nødvendigvis i seneste årgang.

Læs mere Syrah: Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône