Himlen over Klampenborg

Smoking, velgørenhed og lækkerier à la Michelin. Notabiliteter, kandelabre og en samling årgangsvine få nogensinde vil smage. Kristian Brask Thomsen prajede en drosche og deltog til årets vinsmagning i Grev Schimmelmanns gamle palæ på Sølyst.

Tekst: Kristian Brask Thomsen; Foto: Sølyst m.fl.

Sølyst har siden 1736 dannet ramme om de store fester og leveret minder for livet til utallige gæster. I dag fremstår Sølyst i skønneste stil omgivet af en velholdt park og med udsigt til Øresunds blå bølger.
Sølyst har siden 1736 dannet ramme om de store fester og leveret minder for livet til utallige gæster. I dag fremstår Sølyst i skønneste stil omgivet af en velholdt park og med udsigt til Øresunds blå bølger.

Fuld af forventning tog jeg de elegante trapper op til de historiske lokaler i Det Kongelige Skydeselskab. Jeg var få dage forinden blevet inviteret af det udenlandsk-danske værtspar, der venligt mente, at jeg ville føle mig godt tilpas i selskabet af internationalt profilerede vinsmagere krydret med det bedre danske borgerskab. Jeg undlod at sige dem imod.

Venligt modtaget af husets Maitre d’ blev jeg vist ind i modtagelsesstuen med åbne døre til den imponerende terrasse og dertilhørende skønne udsigt over skydebaner og Øresund. Dresscode smoking, hertil smukke kreationer velanrettet på aftenens mere velduftende deltagere. Arrangementer af denne karakter er sjældne, og man klæder sig selvsagt derefter.

GRANDIOS BORDEAUX

En velgørenhedssmagning samt middag og auktion ubeskåret til fordel for Mary Fonden og Lovelight. I særdeleshed også velgørende for de med smag for grandios Bordeaux, da udvalget overvejende bestod af gemte skatte fra det klassiske distrikt samt nogle seriøse udfordrere fra andre. Alle havde til fælles, at den amerikanske vinadvokat Robert Parker har tildelt dem 100 point, samtidig nogle af så en historisk årgang, at der kun findes meget få eksemplarer tilbage i verden.

I den sammenhæng fremhæver jeg Château Margaux årgang 1900, 1945 Mouton-Rotschild, 1953 Lafite-Rotschild og 1961 Château Latour, der sammen med fire andre Grand Cru Classé af superårgangen ’82 samt 1978 Magnum Dom Pérignon blev serveret til den første smagning inden selve middagen.

Middagen blev indtaget i den store spisesal ved et langt, bredt og meget smagfuldt dækket bord, hvor jeg blev placeret i en heldig triangel imellem Jancis Robinson – verdensberømt vinguru og redaktør af Oxford Vinleksikon – Pekka Nuikki – forfatter af ”The 1000 Finest Wines Ever Made” og indehaver af FINE Wine Magazines publiceret i 85 lande – samt selskabets allestedsnærværende frue. Jeg sad så at sige på den grønne gren.
Continue reading Himlen over Klampenborg

Sideways – da verden blev taget kærligt ved næsen

I en dybere samtale med den højtagtede vinproducent Walter Schug, fandt Kristian Brask Thomsen frem til sandheden om filmen, der på ingen tid ændrede en hel vinverden. I sin essens på grund af et nedlagt forbud, to scener og måden, hvorpå de blev serveret.

Tekst: Kristian Brask Thomsen; Foto: Marie W. Wallace.

Politiken bragte for nylig en større artikel om, hvordan den rørende og dybt underholdende film “Sideways”, uden de store Hollywood-budgetter og sædvanlige dollarstærke markedsføring, bevægede en hel vinverden og bl.a. skabte sin helt egen turistindustri for Santa Ynez-dalen nord for Santa Barbara. Artiklen fortalte meget levende, hvordan turister hælder vin i og over sig, lægger an på og plager alle piger i alle størrelser og fester hele vejen igennem. Om hvordan turistindustrien glæder sig over indtægterne, men er knap så begejstret for drukkenboltene, der løber nøgne igennem vinmarkerne.

Det var ret underholdende læsning — skrevet af årets rejsejournalist 2010, Poul Husted — og jeg klukkede ofte. Bismagen blev desværre, at jeg under min læsning endnu engang blev mindet om at det gamle ordsprog “at en løgn ikke bliver mere rigtig af at blive fortalt mange gange” desværre ikke er sand. Udebliver modsvaret vil løgnen – eller modifikationen af sandheden – ofte blive opfattet som sandheden selv.

“Sideways” er et godt eksempel på dette. På hvordan en skønlitterær og visuel stemning flyttede markant store markedsandele på det globale vinmarked. Om hvordan det var utilsigtet, sløset, en anelse dumt, men alligevel smart – og delvist skabt af, at man var tvunget til at ændre i det oprindelige filmmanuskript. Det fandt jeg først selv ud af små fire år efter at have set filmen for første gang. For i en dybere, privat samtale med den højtagtede, tysk-amerikanske vinproducent Walter Schug – der i sin kældermestertid hos Joseph Phelps skabte den legendariske Insignia – fandt jeg frem til sandheden.

DEN ENES FERIE, DEN ANDENS REJSE

“Sideways” handler i korte træk om to tidligere college buddies, der tager på en 6-dages tur til vinlandet Central Coast nord for Los Angeles inden den ene skal giftes. Har du ikke set filmen, kan du et få hurtigt overblik ved at se denne trailer.

Vor antihelt, Miles, er en sympatisk, akavet, maniodepressiv og lettere alkoholiseret forfatteraspirant med god smag i vin. Han lever en tilværelse fyldt af et ulykkeligt håb om at hans forladte kærlighed vender tilbage, selvom hun for længst har forelsket sig i en succesrig restauratør. Men Miles nægter at se realiteterne i øjnene. Han har endda en 1961 Château Cheval Blanc liggende til deres genforening. Han har ubevidst sat sit liv på standby og gemmer sig i en usynlig tilværelse, hvor han fraværende underviser i engelsk og håbløst forsøger at finde forløsning i at få en kompleks roman – hans liv – udgivet. Men han mødes kun af afvisende forlag.

I et lyspunkt arrangerer han af et godt hjerte en uforglemmelig tur for sin ven, Jack. En hyldest til de kvaliteter i livet, som Miles nu og da sætter pris på i sin egen tilværelse – god vin, middage, golf og solskin. Den perfekte afslutning på ungkarletilværelsen, som, når man er nået op til det bløde sted i 40’erne, hvor både Miles og Jack befinder sig, ikke er andet end taktfast strækmarch til siden – “Sideways” i forhold til den kurs, alle forventer man følger.

Jack – en tidligere sæbeoperaskuespiller – har imidlertid sin egen dagsorden for de sidste seks dage i friheden. Han vil have sex og det kan ikke komme hurtigt nok. Man fornemmer også hurtigt en solid klang af “has been” i hans bedende øjne og altid optimistiske stemme, og med en sorgløs selvfølge er Jack, et ægte stykke Californien, overbevist om at også alle Miles’ problemer kan løses med en uforpligtende nat i høet. På turen får de to herrer kvindeligt selskab i form af den smukke, fraskilte Maya og den vilde, sensuelle Stephanie – og hurtigt udvikler turen sig noget mere alvorligt end de to svirebrødre havde drømt om. En række begivenheder tvinger dem til at kigge nærmere på tilværelsens fiaskoer, deres indbyrdes venskab og ikke mindst kærligheden.

Og i kærligheden, og hvad der omfavner den, ligger nøglen til, hvordan alverdens forbrugere kom til at elske den liflige Pinot Noir, men ufortjent også begyndte kategorisk at afvise Merlot. I sin essens på grund af kun to scener i filmen, måden hvorpå de blev præsenteret for seeren, men ej i overensstemmelse med bogen “Sideways”, skrevet af forfatteren Rex Pickett.

NO FUCKING MERLOT!!

I den første relevante scene mødes Miles og Jack til middag med pigerne på en restaurant. Men inden de entrer, trækker Jack Miles til side for at sikre sig at han ikke får en af sine depressive øjeblikke under seancen – “The Dark Side”, som Jack kalder dem, Han tilskynder Miles til at tage et par ekstra lykkepiller og for en gang skyld more sig. Måske endda være sammen med den vinpassionerede Maya, der har et godt øje til ham. Hvis han altså spiller sine kort rigtigt.

Der opstår et mindre skænderi, der ender med at Miles mere eller mindre indvilger i at lyve om, at hans roman bliver udgivet i den nærmeste fremtid. Men hvis nogen bestiller Merlot, så skrider han! I et sidste raserianfald peger han demonstrativt mod jorden imens han højt udbryder “I’m not drinking any fucking Merlot!!”. Sætningen, der blandt folk blev den sikre og sjove genkendelse af “Sideways” ligesom fx. “I’ll be back” blev det for “Terminator”.

Når Miles på den måde udspyr sin modvilje imod at drikke Merlot, kan ikke-kyndige (men nydere) nemt komme til at tro, at denne intelligente og særlige mand, der åbenlyst er en vinkender og connaisseur, ikke bryder som om Merlot. Og sikkert fordi det er en generelt ringe drue med dårlig karakter og smag. Samtidig kunne vinkyndige få den tro, at de amerikanske vinproducenter intet har lært af fortidens fede, slappe og ret vulgære Merlots i ubalance (det skete også med Chardonnay), som følge af for meget sol, gæring, alkohol og volume uden den nødvendige syre til at skabe harmoni i vinene. Oveni også for meget lagring på for nye fade og derfor for alt mørke nuancer i forhold til strukturen. Men for det meste er det modsatte i dag tilfældet, amerikanerne har styr på sagerne og laver ligesom med Pinot Noir – virkelige gode Merlots. Men der findes selvsagt også dårlige af begge slags.

PÉTRUS, IKKE CHEVAL BLANC

Det, Miles i sin vrede i virkeligheden taler om er, at han for alt i verden ikke ønsker at tænke på sin eks-kone, da vinen han håbløst gemmer til deres genforening i bogen “Sideways” er en Pétrus – Kongen af Pomerol, måske verdens dyreste vin og ikke en Château Cheval Blanc fra Saint-Emilion, som vist i filmen. Men altså udelukkende en Merlot-vin (med undtagelse af små 5% Cabernet Franc) hvorimod Cheval Blanc typisk indeholder 60-40% Cabernet Franc/Merlot afhængigt af årgange.

Merlot i de rigtige vinproducenters hænder kan skabe udødelige vine på top-niveau, der holder 40-50-60 år. Som f.eks. Pétrus, der i dette tilfælde nedlagde forbud mod at bruge vinhusets navn og materiale i selve filmen, da film ofte simplificerer og kunne fortolkes negativt om slottet og Merlots bæredygtighed som enkeltdrue (og det fik de jo ganske ret i). Samtidig ender filmen med at Miles drikker genforeningsvinen af et papkrus til en burger med onion rings på en lokal diner, efter at have mødt sin ekskone og hendes nye mand til Jack’s bryllup. Oven i hatten er ekskonen gravid.

Det er sandt, at han på dette tidspunkt er på grænsen til at være en borderline selvmordskandidat. Men man drikker under ingen omstændigheder en Pétrus – verdens første og måske sværest tilgængelige kultvin, der kun bliver produceret 3000 kasser af om året og starter på omkring 5000 kroner flasken én primeur (forsalg uden at kende årgangens kvalitet) og bare stiger og stiger – til junk food. Også derfor nedlagde Pétrus forbud.

Skulle du en dag få lyst til en 1961 Pétrus på auktion, vil den i dag koste en god, høj månedsløn plus mere afhængigt af sælger, opbevaring, stand og andre bydere. En 1961 Cheval Blanc vil du kunne erhverve dig for en ti tusinde.

Læs også: Cheval Blanc – Den hvide kæphest.

Miles elsker altså Merlot. Men den minder ham om hans ulykkelige kærlighed og er derfor det sidste han ønsker at tænke på under en middag med en ny kvinde, han faktisk synes om. Man har altså taget et afsnit fra bogen og gjort det til en essentiel scene i filmen, uden at fortælle den store sammenhæng imellem Merlot/Pétrus og den uforløste kærlighed. Og for at gøre det ekstra svært, har man skiftet vinen ud, så de der faktisk har muligheden for at lure den, misser sammenhængen, da Cheval Blanc ikke er kendt for værende en kun-Merlot og man i Bordeaux især blander flere druer sammen.

I forlængelse er der endda en betegnelse ved navn Bordeaux-blend, der må indeholde blå-druerne Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Petit Verdot, Malbec og Carmenere, der alle flittigt bliver brugt. Pétrus og andre fra Pomerol er kendt for at være blandt de meget få vine i Bordeaux med et suverænt højt indhold af én drue, nemlig Merlot. Men det misser filmen fuldstændigt og resultatet er, at man misleder alle, jeg selv inklusive. Samtidig vil jeg påpege, at der er en smagsmæssig stor forskel på de to vine, selvom begge hører til blandt verdens bedste og kommer fra søstrekommuner i Bordeaux med nogenlunde samme jordbundsforhold. Dog er Pomerol’s mere leret og jernholdig.

Vi snupper lige en dyb indånding.

KÆRLIGHEDEN

I den anden relevante scene sidder Miles og Maya på Stephanies veranda, alt imens Stephanie og Jack fyrer den af i soveværelset. Forinden har Miles dummet sig på restauranten ved at holde et uvedkommende foredrag om Vouvray, tænkt dårlige tanker, drukket sig fuld og ringet til sin ekskone fra restauranten (drink & dial). Men pigerne løser elegant situationen ved at byde på ost og vin hjemme hos dem. Det resulterer i, at Miles i den sene nattetime nu sidder i en intim samtale om litteratur og vin med en smuk og ikke mindst interesseret kvinde. En ikke ugunstig situation for vores ellers trængte ven.

Maya spørger índ til hans fascination af Pinot Noir, og her leverer Miles en kærlig og detaljeret beskrivelse af druens særlige kvaliteter, dens skrøbelighed og om hvordan den – hvis man passer ordenligt på den – viser karakter, nuancer og dybder som ingen anden. Miles er god med ord og det er en præcis karakterbeskrivelse – og åbenlyst mere af ham selv end den sarte druesort. Men netop fordi Miles ville kaste sig ud i den type midnatskonversation og ikke indser, at han er i færd med at forføre Maya med sine ord – hun nærmest gløder – finder han for sent ud af, at det nok var dér han skullet have stoppet ordstrømmen og i stedet kysset pigen.

Hele hans personlighed og hvad han føler skinner altså utvetydigt igennem. Han er blottet og hudløst ærlig. Derfor står denne scene også som den suverænt stærkeste i filmen og dér hvor iagttageren vel nok er mest modtagelig for indtryk. Af Miles’ (k)ærlighed og Mayas modtagelighed. I dette tilfælde 100% symboliseret i druen, Pinot Noir.

Herefter sprang markedet i luften. Med intet mindre end syv Golden Globe nomineringer hvoraf to kom i hus for bedste film og bedste manuskript (ahem), fem Oscar nomineringer hvoraf den ene blev vundet for bedste filmatisering – gjorde “Sideways” mere for al verdens Pinot Noirs end nogen vedholdende marketingspræstation nogen sinde ville være i stand til. Alle skulle have Pinot Noir og det kunne kun gå for langsomt. Det blev som dansk restauratør praktisk talt umuligt af få fat på god amerikansk Pinot Noir, selvom man havde aftaler med vinimportørerne. Tilbage stod Merlot som den store taber – uretfærdigt smidt i skammekrogen. Den var der masser af.

Det er der stadig.

På trods af de nævnte fodfejl er “Sideways” en virkelig god og vedkommende film, der berører flovhed, ømhed, glæde, alvor, morskab og ikke mindst selverkendelse. Samtalen med Walter Schug fandt sted under en privat smagning på Schug Carneros Estate Winery i Sonoma Valley, oktober 2008.

———————————-

Kristian Brask Thomsen – tidligere restaurantdirektør og sommelier, ved bl.a. Konrad, Formel B, The Square i London & Sofitel Plaza. Inkarnationen af passion og professionalitet: Tjener af den gamle skole, skribent, bon vivant og netværksmand på internationalt topniveau.

Når han ikke svinger pennen, rådgiver han bl.a. bedre restauranter og hoteller i forretningsførelse og kommunikation. Desuden står han bag en lang række tiltag inden for mad, vin, kunst, natteliv og social networking — senest The Dinner Party.

Læs mere her om Kristian Brask Thomsen, inklusiv en oversigt over udvalgte artikler fra dennes hånd.

Synes du om denne artikel? Anbefal den da gerne på Facebook ved at trykke på knappen øverst på denne side.

[ad#Google Adsense-blogpost1]

Sommelieren

At spise på en toprestaurant kan for nogle være en udfordring. Specielt hvis man skal underholde en forretningsforbindelse eller, ultimativt, kurtisere en kvinde. Men det er først, når tjeneren bringer dig vinkortet, at pulsen for alvor stiger. Fortvivl ikke, dit hemmelige våben er lige ved hånden.

Tekst: Kristian Brask Thomsen; Foto: Veritas Wine og Pierre Hussenot.

Når du står ansigt til ansigt hundredvis af vine, hvor nogle koster adskillelige tusinde, er det, at du for alvor viser dine evner som verdensmand. Og det er også der, hvor du har den største sandsynlighed for at fejle. Af samme årsag er sommelierer fornemt trænet i stort set alt med forbindelse til vin. Uddannelsen – og endnu vigtigere eksamenen – kræver, at de har en stor viden om druer, marker, distrikter, produktion, klassifikationer, historie og vigtigst af alt: en stor smageerfaring.

Læs også: Christian Aarø Mortensens restaurant AOC i billeder og ord.

Alt dette ville være spild, hvis de ikke besad et oprigtigt ønske om at dele deres viden og hjælpe til med at forstå nuancerne i at vælge den rigtige flaske. En sommelier er ikke kun er veltrænet i vine, men er også ekstra dygtig når det kommer til gæstebehandling. Spørger du efter sommelieren, fremstår du derfor ikke som en krævende gæst – du udnytter blot en oplagt mulighed. Chancerne er samtidig gode for, at sommelieren har haft en stor indflydelse på sammensætningen af vinkortet og derfor også er mere end glad for at hjælpe dig med at forstå det – ligegyldigt hvilken prisleje du befinder dig i.

Illustration til sommelier-artikel: Vinflasker i kælder
I tilfælde af oprigtig interesse er der sikkert nogle hemmelige ekstranumre i kælderen, som sommelieren gerne vil imponere dig med.


Continue reading Sommelieren

Saint-Joseph — nordlig rhône, syrah

Min far er lige vendt hjem fra en rejse til Rhônedalen. Som altid var der lidt koldklimasyrah med i bilen hjem. Crozes-Hermitage, Hermitage, Cornas & Saint-Joseph. Min interesse for mad og vin blev radikaliseret på et lille auberge i St. Vallier. Smagsintensiteten og mødet mellem vin var formiddabelt. Vinen var en Saint-Joseph. Fra Cave de Sarras.

Læs mere her om syrah fra rhône.

Nordlig rhône og utrænede danskerganer
Ikke noget spetakulært i og for sig selv, men dæleme en flot vin for en på daværende tidspunkt noget utrænet danskergane — præcision, elegance og balance, frugt og syre og en solid rygrad, der kunne matche velhængt oksekød, i meget små udskæringer, såvel som salaten, vi begyndte med — gedeost, kastanjer, nødder og en kraftigt reduceret balsamicoglace. Simpelt, men ufatteligt velsmagende.

Hvilken vin til gedeost?
Traditionen foreskriver tør, hvid, syrerig vin til gedeost — fx Sancerre; men gør forsøget med en ung Saint-Joseph. Vagtelpaté (caillettes) fik jeg på broen mellem Tain og Tournon. Tilbudet lød på et glad crozes-hermitage, brød, vand og caillettes til 7 euro. Jeg fik Saint-Joseph fra Domaine du Tunnel mod en euro ekstra. Fantastisk!

saint-joseph-domaine-du-tunnel-2005
Continue reading Saint-Joseph — nordlig rhône, syrah