Grüner Veltliner ‘Chremisa’ 2013, Winzer Krems

gruner-veltliner-chremesia-2013-winzer-krems

„Bei uns ist alles möglich“, svarede kvinden bag smagedisken hos Winzer Krems, da jeg sprugte om det var muligt at smage endnu flere vine. Det var jo et svar, der var til at forstå. Så vi tyggede os igennem 12-15 vine. Og endte med at gå på rov i kælderen, hvor vine med op til 20 år på bagen kunne købes til semi-fornuftige priser.

Adressen er Sandgrube 13. Huset omkranses af grüner veltliner-stokke. Dansk Supermarked har igennem en årrække haft et samarbejde med Winzer Krems. Det gør det muligt for et bredt udsnit af den danske befolkning at smage klassiske druesorter som ‘grüner veltliner‘ & ‘zweigelt‘. Bonusinfo: Veltliner udtales med et ‘v’ ikke et typisk tysk ‘f’ som i fx ‘Vater’.

Nå tilbage til vinen. I Føtex stødte jeg tidligere på dagen på Winzer Krems ‘Chremisa’, som er nogle klasser op i forhold til den ‘grüner veltliner’ Føtex normalt fører. To flasker for 200,-. 100,- flasken. Det får man ikke meget ‘grüner veltliner’ for uden for supermarkederne.

Falstaff gi’r 90 points for årgangen (2013). Altså ikke en pejling på vin af verdensklasse. Men omvendt også et niveau, jeg dags dato ikke er stødt på i det prisleje.

Smagenote:
Kølig, ret fint fokuseret næse med typisk anslag af abrikoskerne, men også toner af lidt tungere/fyldigere/sødere frugtnuancer henad ananas og fersken. Middel viskositet. Godt syrebid (5,8 g/l). Ren eftersmag. Touch af lys tobak efter nogle sekunder. Bittert bid afslutningsvist. Lige lidt for meget restsødme tilbage til min smag. Derudover savner jeg noget mere mineralitet til at afbalancere frugtsyre og frugtsødme. Men det er måske en klassisk forskel på Kremstal og Wachau for vine på det niveau.

Alt i alt et fornuftigt glas til prisen med en nogenlunde druetypicitet. Så hvis du har til gode at smage “dig ind” på ‘grüner veltliner’, så vil jeg mene, at det er et ret godt sted at starte.

Winzer Krems anbefaler, at vinen drikkes ung. Læs mere her.

Madforslag: Skindstegt/-bagt torsk, morkler og sauce på kalvefond, skalotteløg, smør og, ja, grüner veltliner.

Læs også: Om kantareller, sommerhuse, Kremstal og grüner veltliner.