Espresso fra Coffee Collective — min hidtil bedste kop espresso

Da The Coffee Collective serverede kaffe i forbindelse med Madbloggersymposiet 2010 var jeg ikke bjergtaget over smagen, men det blev jeg i forgårs, da jeg kiggede forbi den nyåbnede filial i Torvehallerne. Rygterne havde sviret om en vanvittigt dyr espressomaskine, og folkemængden ved bestillingsbordet og udenfor indikerede, at der var noget at komme efter. Og det var der. Mit livs hidtil bedste kop espresso.

Smagenote på Coffee Collectives espresso
Cremet, fyldig. Det er ikke nogen kunst. Bitterhed ej heller. Det, der gjorde koppen så fantastisk var dens syrespil. Nærmest frugtagtig, skarp, vibrerende. Kombineret med klassiske mørke, fyldige toner. Uhm. 15 kroner for en enkelt, 20 kroner for en dobbelt. Det er meget, meget rimelige priser, synes jeg; særligt når man sammenligner med, hvad de andre kaffebarer i indre by ta’r for en espresso.

espresso-coffee-collective

Coffee Collectives espresso-blend er, så vidt jeg kan læse mig til, håndhøstede & selvimporterede kaffebønner:

60% Daterra Sweet Collection, Brazil
20% Finca Vista Hermosa, Guatemala
20% Kieni, Kenya

13 thoughts on “Espresso fra Coffee Collective — min hidtil bedste kop espresso”

  1. Ja, de laver noget godt kaffe!
    Alle 3 bønner er jo nogle habile bønner:)
    Fik du et glimt af den helt vildt dyre espresso maskine? – Den må gøre et eller andet ekstra for kaffen, spændende.

  2. Nøj, hvor er jeg misundelig!! Har virkelig ærget mig over, at jeg ikke bor i København i forbindelse med åbning af Torvehallerne. Alle roser det bare til skyerne, og det er ikke første gang at jeg hører godt om The Coffee Collective.
    Den bedste espresso jeg kan få her i Odense er på Baresso, og det er ikke noget at råbe hurra for :/

  3. Kære alle!

    @Rune — ja, jeg så den i funktion. Den ser nu ikke specielt voldsom ud, men trykket er nok, som det skal være! 🙂

    @Martin — ja, der sker lidt på den gastronomiske front. Overordnet betragtet er jeg dog ikke helt overbevist om hallernes skønhed endnu. Jeg synes, der var meget sådan, hvad skal man kalde det, letluksus. Saltscrub og den slags.

    I går var jeg i Mad&Vin i Magasin, og dér kan man næsten få flere spændende produkter end i Torvehallerne.

    Men selvfølgelig er det dejligt at have så mange forskellige butikker samlet ét sted.

    @Nanna — det glæder mig! 🙂 Hvornår returnerer du til Danmark?

    Alt godt,

    Kasper

  4. Det lyder da som en rigtig god oplevelse, og bestemt nogle rimelige priser, i forhold til hvad jeg giver hos den lokale Cafe 🙂 Troede først det var Torvehallerne i Vejle, men fandt så ud af det var i København 🙁 Men kunne være man skulle køre forbi en dag, når man er på de kanter, og tjekke om der er noget om snakken 🙂

  5. Jeg er helt enig. Jeg smagte for nylig samme blanding i Torvehallerne, og det var utvivlsomt den bedste espresso jeg nogensinde har fået. Så syrlig og frugtig at den på den ene side slet ikke virkede som en espresso, men på den anden side var den mest espresso-agtige espresso man kunne forestille sig.

  6. @Lars!

    Meget præcis beskrivelse af den for en espresso noget uvante syrlighed, men det hele samlede sig i eftersmagen. I’m hooked!

    Alt godt,

    Kasper

  7. @Nanna — det lyder som en go’ plan! 🙂 Der er mange kulinariske ting og tage sig til i hovedstanden, må man sige. Hvor længe har I været væk?

  8. @Kasper: Til den tid har vi været væk i 2 år og 3 måneder. San Francisco og hele Bay Area er jo et kulinarisk smørhul, så jeg er blevet ret forvænt. Men Kbh er stadig en af verdens skønneste byer, hvis du spørger mig, og det lyder til, at der er kommet meget godt og nyt til i den kulinariske genre, siden vi tog afsted. Ikke mindst Torvehallerne – tak for de fine stemningsbilleder. 🙂

  9. Hej Martin!

    Tak for tippet. Jeg har fået smagt den kaffe, der udgør 60% af espresso-blendet, i aeropress-version, og den var go’, men jeg var ikke ved at falde ned af stolen af begejstring. Grundlæggende er jeg nået frem til, at jeg foretrækker den høje koncentration og den høje viskositet, som espresso byder på.

    Men Kenya-bønnerne er på smagelisten — og Koppis espresso ligeså. Hvor ligger Koppi henne i Helsingborg? Og hvordan vil du karakterisere espressoen, gerne i sammenligning med Coffee Collectives version?

    Alt godt,

    Kasper

  10. Du kan finde Koppi her http://www.koppi.se/. Den espresso jeg fik, var lavet af én af de to indehavere Charles Nystrand, som blandede den på stedet af 4 forskellige kaffesorter så vidt jeg husker. Den duftede af mandler og karamel og eksploderede bogstavelig talt i munden. Det var en af de der aha oplevelser. Så måske du skal være heldig at ramme en dag hvor han er der, for at få samme oplevelse. Generelt er det mit indtryk, at kaffesteder som både Coffee Collective og Koppi kan meget mere med kaffe, end man får hvis man “bare” bestiller en espresso a la carte. I hvert fald var Charles’ blend milevidt fra noget jeg har smagt før eller siden.

Der er lukket for kommentarer.