Domaine Coursodon, Saint-Joseph, Silice, 2009

Jeg ved godt, at mange sværger til at drikke vine af en vis størrelser (på den anden side af 100,- kroners klassen sådan ca.), når de har fået et par år på langs. Det er nogen dum idé, men syrah fra den nordlige rhônedal har som ung en unik karaktér. Toner af røget bacon, en mineralsk duft som to flintesten slået mod hinanden, dyb, mørk saftig frugt.

Saint-Joseph 'Silice' 2009 fra Domaine Coursodon
Saint-Joseph ‘Silice’ 2009 fra Domaine Coursodon

I min bog er Saint-Joseph lig med elegance og ofte et element af letbenet feminitet. Begge dele udeblev i smagningen af Domaine Coursodons Silice-cuvée baseret på druemateriale fra klassiske appellation-plots i Mauves, Glun, Tournon (over for Tain l’Hermitage, hvor vinen af samme navn produceres) & Saint Jean de Muzols.

I stedet blev jeg mødt af en meget, meget mørk vin i glasset; noget, der plejer at varsle om en høj ekstraktion (altså hvor meget man trækker ud af druerne). Duften støttede manglen på terroir (eller typicitet, om du vil). Måske for ung, men utilfredsstillende i forhold til prisen. Så godt som ingen nordlig rhône-karaktér. Ikke at smagen var dårlig, langt fra, men den høje ekstraktion og de høje niveauer af tannin (som jeg heller ikke forbinder med klassisk Saint-Joseph) gjorde, at jeg følte, at jeg lige så godt kunne have siddet med en vin fra et andet distrikt i glasset. Og det er sjældent en fornøjelse.