Domaine Sainte Anne – Côtes-du-Rhône blanc, Viognier, 2007

Lidt om viognier – og de vine, der produceres på viognierdruen

domaine-sainte-anne-cotes-du-rhone-viognier_2007
Viognierdruens oprindelse fortaber sig i det uvisse – én legende hævder, at den romerske kejser Marcus Aurelius Probus sendte syrah– og viognierstokke via Rhônefloden til Beaujolaisområdet, men skibet blev kapret af flodpirater omkring Ampuis & Condrieu-appellationen. Viognier hører traditionelt den nordlige rhônedal — og er den enest tilladte drue i arne-appellationen Condrieu & Château-Grillet — til, men efter en periode med nedgang i antallet af hektar beplantet med viognier (druesorten var ved at uddø omkring 1965), ses nu den modsatrettede tendens. Både i den nye og gamle vinverden eksperimenterer vinmagere med den vanskelige drue.

Den vanskelige viognier
Druesorten er vanskelig at dyrke, da den kræver optimal modenhed for at blive tilstrækkelig udtryksfuld. Høstes den for tidligt, leder det til anæmiske og svært anonyme vine. Plukkes den for sent, giver den underligt fede, men også ekstremt fade vine — der har en nærmest olieagtig struktur, men ingen eller dårlig smag. Samtidig er viognier også meget sårbar over for alskens sygdomme. Smagsprofilen er floral og i den nordlige rhônedal ofte kombineret med en unik herbal karaktér. Genetiske analyser af druen viser, at den er i slægtskab med den klassiske piemontedrue nebbiolo, der kendes fra de store Barbaresco- og Barolovine.

I rødvinsappellationen Côte-Rôtie er det tilladt er tilsætte op til 20% viognierdruer i den færdige vin — men druerne skal fermenteres sammen med de røde. Det er altså ikke tilladt at vinificere viogniermosten separat og senere sammenstikke vinen. Udover at indgå i Côte-Rôtie-vinene indgår viognierdruen også som blandingsdrue, fx i Beaucastels generiske rhônevin, Coudoulet, sammen med marsanne, clairette og borboulenc. Coudoulet ligger lige på grænsen af châteauneuf-du-pape-appellationen, på den forkerte side, men overgår mange af vinene, der på bære AOC-mærket, selv om den kun kan sælges som generisk côtes-du-rhône.

Om Domaine Sainte Anne — og domænets vine — klassiske rhônevine på grenache, syrah, mourvedre, og som her, viognier
Jeg har tidligere skrevet om Domaine Sainte Anne i forbindelse med en smagenote på domænets røde “Saint Gervais“-cuvée. Læs mere her om domænet, domænets historie og domænets porteføljesammensætning, som spænder over hvid rhône på de klassiske rhônesorter  roussanne, marsanne, clairette, bourboulenc og viognier, over enkeltdruecuvéen på Viognier, som der følger smagenote nedenfor, til de røde cuvéer på grenache, syrah og mourvédre – Côtes-du-Rhône, Côtes-du-Rhône-Villages, Côtes-du-Rhône-Villages Cuvée Nortre Dame des Cellettes, Cuvée Saint-Gervais les Mourillons & Domaine Sainte Anne Cuvée Saint Gervais.

Smagenote på Domaine Sainte Anne, Côtes-du-Rhône blanc, Viognier, 2007
Sainte Annes hvide rhône-vin på viognier er den næstmest alkoholstærke vin, jeg har smagt længe. Den anden var Nigls grüner veltliner Privat — men den holdt “kun” 15%. Domaine Sainte Annes holder 16%. Det kræver frugt og intensitet at bære det høje alkoholniveau — og det slipper vinen af sted med på grund af en høj viskositet kombineret med en robusthed og kraft i primær- såvel som eftersmagen. Vinen fremstår vingummilys i glasset, viskosisteten er middelhøj. Næsen byder på ferskensten og en markant floralitet — kombineret med herbale og parfumerede elementer. På ingen måde en saftig crowd-pleaser, men en klassisk hvid rhônevin med markant tyngde og rygrad. I smagen — fersken og ferskensteng kombineret med honinng (men uden decideret honningsødme), mandel, abrikos — derudover toner af modent æble.

Sammensætning af mad og hvid rhône – her Domaine Sainte Annes viognierbaserede Côtes-du-Rhône
På dansk grund hersker der en vis modvilje mod de hvide rhônevine. På sidste års Rhônefestival om Châteauneuf-du-pape bemærkede min sidemand temmelig nonchalant, at hvid rhône — særligt fra Châteauneuf-du-Pape — er mere af et kuriosum end (drikkevenlig) vin. Hvor de røde vine fra Rhônedalen er kendetegnet ved en meget fin balance mellem frugtsyre og tanning — og for de syrahbaserede vines vedkommende et ganske højt syreniveau, så fremstår de hvide nærmest diametralt modsat — på grænsen af det fade sammenlignet med fx hvid bourdeaux, fransk, tysk og øtrigsk riesling — men også hvid bourgogne, som vi kender den fra Chablis og andre kølige appellationer.

Hos Matthieu Vianney i Lyon fik jeg hvid, tung, fed Crozes-Hermitage til den fineste laks, sprøde, bitre salater og en nødde-krydderurte-variation. Det svingede i høj grad. Så maden skal tænkes grundigt igennem. Viognierdruen byder traditionelt på lidt mere syre og frugt end vinene på marsanne og rousanne. Poulsen har i sin Vinpushers kogebog en sammensætning af  braiseret kylling med en kompot på abrikos og fersken, dertil honningbagte hvidløg til den klassiske viogniervin, Condrieu. Guigal, en af det nordlige rhônes mest kendte vinmagere, anbefaler trøffelsuppe. Fede fisk, jf. Vianneys laks, kylling (gerne fra naboregionen Bresse). Generelt skal man holde en god fedme og syrefattighed i retten. Konkret bud fra tidligere publicerede opskrifter kunne være Unghane med trøfler og jordskokker, sauce a la Bocuse, hvor jordskokkerne, som byder på en markant sødme, nok bør udelades — eller: frilandskylling med kantareller, jordskokker og sauce på hvid Macon, skalotteløg og fløde, hvor kantarellen kunne substitueres med trøfler og jordskokkerne udelades

Domænet anbefaler vinen som apéritif, som jeg synes er en god idé — til foie gras, som jeg foretrækker sammen med med en medium- til helsød vin — & til desserter. Vinen vil i min bog stå sig dårligt til de fleste desserter, men det er naturligvis en smagssag. Men til cremede ikke for stærke oste kunne den være et interessant bekendtskab.