Oversigt over indhold
Falsled Kro, Grønlykkefamiliens gastronomiske højborg i det sydfynske, er en landevejskro med en broget historie, der blev købt af Sven og Lene Grønlykke i 1969.

Samfundet var under transformation, borgerskabets værdier og samfundsnormer stod for fald, og midt i denne tumultariske tid præsenteredes cremen af cremen af gastronomi til et dansk publikum.
Danske råvarer var ikke tilstrækkelige. Og danske kokke var ikke tilstrækkelige. Prisen for et måltid forekom datidens publikum horribelt høje. Men Falsled Kro består; & traditionen består i revitaliseret form anno 2011.
Køkkenchefer: Michaud, Lieffroy, Hallundbæk
Linjen af franske køkkenchefer — med fyrtårne som Michel Michaud og Jean-Louis Lieffroy — blev i 2009 brudt med ansættelsen af danskeren Per Hallundbæk. For et par måneder siden fik jeg en mail fra Per, der bad mig ringe til ham; han havde en sag, han gerne ville drøfte.
Præmissen for mit besøg på Falsled Kro
Sagen omhandlende beskrivelsen af min oplevelse af Falsled Kro fra 2009. En sag, der efter sigende havde kostet en del besøgende og indtjening på grund af en prominent placering på Google. Per var enig i mine kritikpunkter, men der var rettet op på sagerne, og man ville gerne invitere til et gensyn. Det takkede jeg ja til, og jeg kan bekræfte, at der i den grad er rettet op på sagerne.
Vagtelæg, laks, Gebrey-Chambrtin, foie gras
Gastronomisk bølgede oplevelsen mellem en solid forankring i traditionen — vagtelæg, laks fra egen røgeovn, Gevrey-Chambertin — og innovation — eddikesne, legesyge appetizere (fx et æblekys af æblemarengs med en flydende kerne af foie gras), generelt betragtet et langt lettere og mere grænsesøgende køkken, end det jeg oplevede i 2009. Men lad os begynde med begyndelsen. Kaffe og lækkerier i pejsestuen kort efter ankomst.
Mini-kager fra eget konditori garneret med blåbær og de største brombær, jeg vist nogensinde har set. I midten en fløjlsblød karamel med flødeskum og knuste kaffebønner på toppen. I enderne af fadet en lun tærte med mørk, mørk chokolade i bunden. Nærmest flydende konsistens a la en chokoladefondant.
Derefter afslapning, gåtur, hvilke og omklædning til aftenens menu, Falsleds Kros jubilæumsmenu.
—