Côte-Rôtie, ‘Côte Brune’, 2007, Gilles Barge

Oplevelsen af Gilles Barges Saint-Joseph 2008 ‘Clos de Martinets’ gjorde mig sulten efter mere fra samme producent. Domaine Barge scorer ikke specielt godt i de store vinguides (Parker, Tanzer), men Learmonth er glad for domænet, og jeg må konkludere, at min smag ofte ligger fint i tråd med Learmonths.

cote-rotie-cote-brune-gilles-barges-2007

I takt med at der bli’r varmere og varmere, har jeg indset, at jeg er nødt til at rykke længere mod nord. For 10 år siden var Saint-Joseph-vinene i den nordlige rhônedal noget af det, der for alvor sparkede til passionen for vin — og sammensætningen af vin og mad. De sidste mange flasker jeg har smagt fra den appellation har dog skuffet mig, fx Alain Graillots Saint-Joseph. Det lader til, at det er i Côte-Rôtie-appellationen, de balancerende, undspillede, men dog saftige og imødekommende vine skal findes i dag.

Gilles-Barges Côte-Rôtie, Côte-Brune, 97% syrahog 3% viognier skuffede i hvert fald ikke. Dyb klangbund af jord, bacon og landlige aromaer i næsen og en drueskindskødfuld klassisk syrahsmag i mundhulen. Lettere pricy, men hver en krone værd.

2 thoughts on “Côte-Rôtie, ‘Côte Brune’, 2007, Gilles Barge”

  1. Lyder saftig og lækker. Cote Rotie er bare så super lækkert og har en dejlig luftighed i frugten der gør at de ikke kammer over og bliver for tunge.

    Det ender med at du må drikke Alsace Pinot Noir og nyde det 😉 Når du rammer det punkt, så sig endelig til, så finder vi lidt spinkle elegante vine frem.

    Hyg dig

    Frederik

  2. Kære Frederik!

    Ja — luftigheden, det indfanger det godt. Kombineret med jordbundethed og mineralitet og den friske smag af drueskind, så er jeg sgu solgt! 🙂

    Jeg har drukket én pinot noir fra Alsace, som jeg fandt hæderligt — faktisk dejlgi. Det var Marcel Deiss’ Burlenberg, men det er mange år siden. Det mindede faktisk lidt om en god, underspillet Côte-Rôtie, synes jeg.

    Bourgogne står også på listen over ting og sager, der skal drikkes mere af, men det er bare så forbasket dyrt — og vanskeligt at hitte rundt i. Men så er det jo godt, at jeg kun er 32, så der er tid til at lære det.

    Beaujolias cru tror jeg er dér sommerens slag for mit vedkommende kommer til at stå ovenpå et par interessante diskussioner på snakvin.dk.

    Alt godt,

    Kasper

Der er lukket for kommentarer.