Hermitage-tip til de hurtige

I løbet af den seneste måneds tid er jo to gange blevet spurgt til råds om gode steder at købe vine fra den nordlige rhônedal. Seneste henvendelse var i går, hvor Jens efter at have slået fast, at kvalitetsspændvidden i Crozes-Hermitage– og Saint-Joseph-vinene var nærmest abnorm  — hvilket jeg er helt enig i, appellationsforvrængende, kunne man med en vis ret hævde — spurgte til gode flasker, der kunne købes i Danmak.

Syrah-druens epicentrum, den nordlige Rhônedal
I forbindelse med mine svar har jeg lidt reflekteret lidt over dels mit eget førstemøde med vinene fra Rhônedalens kølige zoner (Cornas, Saint-Joseph, Côte-Rôtie, Crozes-Hermitage & Hermitage), dels over udviklingen vinene har gennemgået i løbet af de seneste 10-15 år efterhånden som de har vundet større popularitet. Det har ledt til mere ekstaktrige, saftmodne udgaver på det generelle plan. Højst sandsynligt på grund af en vis parkerficiering — den slags vine performer bedre i Pakers mund, og de performer generelt bedre til smagning –, men også på grund af en anderledes mere moderne smag og bedre kontrol med vinifikationsprincipper.

crozes-hermitage-bernard-chave
Crozes-Hermitage, 1999, Bernard Chave

Referencepunktet, Bernard Chave, Crozes-Hermatiage, 1999
Én af de vine, jeg bli’r ved med at vende tilbage til som referencepunkt, er Bernard Chaves Crozes-Hermitage i årgang 1999. Cremen af cremen, det bedste af det bedste, syrah så ren, så ren — så syrerig, så syrerig. Heftige overtoner af kattepis i dens ungdom, men en fløjsblød sag med 10 år på bagen, og det er ikke alle vine, faktisk langt fra alle, fra denne appellation, der bli’r bedre med alderen.

De er forlængst udsolgt, jeg opkøbte nogle af de sidste magnumflasker for 3 års tid siden, og det var en skøn mulighed for nærmest at skrue tiden tilbage (vin modner langsommere på store flasker).

Og så slog Biblioteksenglen til, for i dag da jeg var ude og hente lidt Beaujolais og Cornas hos The Wine Company stod der en række flasker i rodekassen med rester — andre vil sige rariteter. Hermitage 1996, 1998 og 1999 fra Bernard Chave. Og jeg kan afsløre, at der fortsat er et par flasker tilbage; jeg købte ikke dem alle.

Så vidt jeg husker, var Hermitage 1998 og 1999 sat ned fra 399 til 275. Men hæng mig ikke op på det.

Der var dog kun én flaske fuldmoden Saint-Joseph ‘Vieilles Vignes’ fra Tardieu-Laurent i topårgangen 1999. Den er ikke længere at finde i restkassen…

Læs også:

Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône.
Ugens spørgsmål: Anbefalinger af Crozes-Hermitage & Saint-Joseph.

2 thoughts on “Hermitage-tip til de hurtige”

  1. Tak for tip. Jeg har også været heldig med rodekasssen et par gange. Husker især en Cornas fra Tardieu-Laurent 2000, men den er drukket. Må snart kigge forbi The Wine Company igen.

    God weekend
    Simon

  2. Kære Simon!

    Tardieu-Laurent smagte jeg første gang i årgang 1999 til en smagning hos The Wine Company i Menighedshuset i Hellrup. For dælen det smagte godt ungt. Særligt Saint-Joseph Vieilles Vignes og Cornas Coteaux.

    Glæder mig til at se, hvordan Saint-Jospehhen, jeg nappede med hjem, er nu her en række år efter det første møde.

    Jeg drak Hermitagen fra Chave i går sammen med min far, og den var ikke noget at råbe hurra for. Den skulle nok også have haft en uge eller to til at finde sig selv efter transport, men der var en smule syrah nede på bunden af glasset.

    Men sådan var det også med Bernard Chaves Crozes-serie. Nogle af vinene var blændende — sublime, nærmest transcendente, nogle var lidt off, nogle var helt syge. Måske han ha fået byttet om på lidt etiketter nede i kælderen! 😉

    Så nogle af de blændende Crozer i virkeligheden var Hermitager, og Hermitagen i går, ja det var så blot en Crozes.

    Nok ikke. Men det føltes lidt sådan….

    Alt godt,

    Kasper

Der er lukket for kommentarer.