Hvid Saint-Joseph, Lieu-Dit 2001, fra Guigal

Om hvid Saint-Joseph fra den nordlige rhônedal, specifikt  Saint-Joseph Lieu-Dit, 2001 fra Guigal
smagt september 2008

saint_joseph_2001_guigal_lieu_dit_blanc
Vinene fra den nordlige del af Rhônedalen står mit hjerte nær. At smage alt fra simple vin de pay-vine (på syrah) til komplekse Saint-Joseph-vine og hele Cave de Tains-portefølje (inkl. den dybe, specialcuvée Gambert de Loche) var en vækkelse, da jeg var på besøg for første gang for godt og vel 10 år siden. Der hang en tung chokoladeduft over Tain fra chokoladefabrikken Valrhona. Claus Meyer gav eksempler på sine grisehyl og badede nøgen i poolen.

Fra syrah til marsanne & rousanne
Syrah-vinene er komplekse, syrerige og med animalske toner. Men der produceres også hvide vine — og dem har jeg et noget anstrengt forhold til. Prismæssigt ligger de side om side med de røde vine, om det er en kartelagtig aftale, der bestemmer priserne, eller det forhold, at mængden er stærkt begrænset — i de fleste appelationer fremstilles 90% røde vine — skal jeg ikke kune sige. Hvor de røde vine fra den nordlige rhônedal er syrige og kradse er de hvide nærmest det modsatte. Druerne, der dyrkes — rousanne & marsanne — giver vine med meget lav frugtsyre. Mange opfatter dem som nærmest dumpe, fade & spøjse, hvad angår syre. Til gengæld har de en floralitet og en herbal karakter som er unik. I og med at syrenivauerne er lave opfattes vinene ofte som fedmefulde og opulente — med en streng, skarp mineralsk kerne. I de rigtigt gode vine optræder også en kernekomponent af eksotisk frugt, der ligesom udgør en understrøm i vinen.

Vinmarkere i Côte-Rôtie-appellationen
Vinmarkere i Côte-Rôtie-appellationen. Creative Commons: Vinter Kvins.

Om Guigal og vinene fra den nordlige rhônedal
Guigal-domænet blev stiftet i 1946 af Etienne Guigal i Ampuis, epicentret for Côte-Rôtie-appellationen.  Guigals bedste marker i Côte-Rôtie er over 2400 år gamle — og det er forståeligt, at vinene koster lidt og meget mere end konsumvine. Vinstokkene står på stejle skråninger på terrasseanlæg som kan dateres til romerks tid. Paulus, som kendes fra det ny testamente, siges at have begået selvmord ved at springe ud fra tårnet på den gamle fæstning Chateau de Fontager lidt syd Ampuis. Marcel Guigal overtog efter Etienne Guigal i 1961, da faderen blev ramt af blindhed i forbindelse med et kradsbørstigt sygdomsforløb. Yngste Guigal,  Philippe Guigal, som er uddannet ønolog, arbejder i dag vedholdende for at holde familiefanen højt. Guigal producerer år efter år nogle af verdens fineste syrahbasrede vine — La Landonne, La Turque & La Mouline — fra nogle af de bedst beliggende parceller på ældgamle vinmarker i Côte-Rôtie. I 2000 opkøbte Guigal-familien dels Domaine Vallouits besiddelser i Saint-Joseph, Hermitage, Crozes-Hermitage & Cornas — dels den estimerede Saint-Joseph-producent Jean-Louis Grippats marker i Saint-Joseph.

Bichel vine, der er en af de danske importører (den anden er Philipson Wine) skriver om Guigal:
“Marcel Guigal regnes i dag af de fleste for at være verdens bedste vinmager. Maison Guigal ligger i Ampuis lige syd for Lyon i hjertet af det bedste område i Rhône-dalen, Côte Rôtie og er i dag det bedste af de store Rhône-huse! Marcel Guigal, nu også med hjælp af sønnen Philipp, laver en bred vifte af røde og hvide vine fra Côtes du Rhône, Hermitage, St. Joseph, Crozes Hermitage, Gigondas, Chateauneuf-du-Pape, Tavel og Condrieu til de helt store vine fra Côte Rôtie, hvor markvinene fra »La Landonne«, »La Mouline« og »La Turque« og domaine-vinen fra Chateau Ampuis, nærmest har opnået en kultagtig status. Efter købet af Grippat og Vallouit kan Guigal nu også præsentere sin egen røde Hermitage »Ex Voto« og de fornemme røde St. Joseph-vine »Lieu Dit« og »Hospices des Vignes«”

Om Domaine Jean-Louis Grippat — & om Saint-Joseph-appellationen
Saint-Joseph er den længste appellation i den nordlige rhônedal, den strækker sig fra lidt syd for Condrieu i nord til St.Péray — godt 65 kilometer. For ti år siden var de bedste producenter af Saint-Joseph nok Bernard Gripa, Jean-Louis Grippat, Phillippe Faury, Pierre Coursodon & Pierre Gaillard.

Med opkøbet af Grippats marker fik Guigal adgang til noget af appellationens fineste syrah-materiale. Grippat blev kendt for at hæve dybdeniveauerne i sine Saint-Jopseh-vine. Tidligere blev der produceret mange lette, friske, frugtige og læskende vine. Den slags vine produceres stadig, og dem er der også plads til, både prismæssigt og kulinarisk. Det er dog synd, hvis mosten bliver så tynd, at syrahkarakteren forsvinder, og vinen minder om en lille, halvsløj Morgon (på gamay-druen).Grippats marker lå lige bag ved selve bakkehøje kaldet Saint-Joseph, bag ved Tournon, og det er en af de bedste beliggenheder i appellationen. Grippat producerede i sin tid omtrent 22.000 flasker årligt (fra et areal på 5,3 hektar).

Saint-Joseph-vine, man bør holde øje med
Jeg kan anbefale vinene fra Jean Delobre & Domaine Monier — begge er biodynamisk dyrkede og meget rene i deres syrahudtryk. Monier laver tre forskellige cuvéer, mens Delobre efter eksperimenter med flere cuvéer nu blot laver én. Det approach kan jeg godt li. Det sker, at specialcuvéerne bliver en anelse for ekstraherede og tipper over tanninmæssigt eller bliver for fede i frugten. Moniers ‘Terre Blanche’ i 2005-årgangen er fx lige ved at kunne fremstå som en øversøisk, omend en kølig, stringent, en af slagsen. Cuilleron laver en kraftig, men meget balanceret cuvée på gamle vinstokke ved navn l’Amarybelle. Domaine du Tunnel er også værd at følge, ligesom Pierre Gonon. Tardieu-Laurents Saint-Joseph-vine har jeg smagt i årgange 2000, 2001 & 2002 og de er fine omend kraftigt præget af fad som unge.

Klik her for smagenote på Delobres Saint-Joseph i årgang 2004 og 2005 [PÅ VEJ]. Alain Graillot, som er mest kendt for sin crozes-hermitage, laver også fine Saint-Joseph-vine.

Smagenote på Guigal, Saint-Joseph, Lieu-Dit, 2001
Hvid Saint-Joseph på Marsanne & Rousanne (95% marsanne, 5% rousanne) fra gamle vinstokke (25-70 år) fra de bedste parceller i Saint-Joseph.

Denne modne og knastørre Saint-Joseph er på sin vis paradoksal, derved at den er fuld af honning uden nogen form for sødme — glasset dufter 2-3 timer efter det er tømt af karamelliseret sukker. Smag af hvede og en anelse krudtrøg kombineret med melon og overmodent syrefattigt æble. Næsen oser af mandler og decideret mandelessens. Let oxideret præg, der slutter meget, meget herbalt. Meget høj viskosistet i mundhulen — fed, fed vin kombineret med meget lave syreniveauer, grænsende til det decideret fade. Smagen byder på let oxiderede toner, en anelse pæresaft, marcipan og anis. Primærfrugten ligger meget gemt i smagsbilledet. For lidt frug til min smag. Lang, lang krydret eftersmag — med noget, der tangerer sherrytoner. Spøjs vin. Efter-efter smagen byder på toner af mandelessens og noget sært parfurmeret henad sukat uden sødme og uden syre. Guigal angiver en drikkehorisont på 10 år, men jeg ville ikke ta’ chancen. Jeg tvivler på, at vinen bliver bedre af yderligere lagring. Guigals Saint-Joseph, Lieu-Dit, Blanc, smagt af Spiegelau bourgone & Riedel Hermitage.

Parkers vurdering af Saint-Joseph, Lieu-Dit, Guigal, 2001
“Even better is the 2001 St.-Joseph Lieu-Dit St.-Joseph blanc, which tastes like pure honeysuckle interwoven with rocks, tangerines, and white currants. With full body as well as refreshing acidity, this impressive white will provide pleasure over the next 3-4 years. – 89”

Kilde: The Wine Advocate, Robert M. Parker Jr – December 2004

[ad#Google Adsense-blogpost1]