Hvor meget Hermitage kan man få for en hund?

I weekenden læste jeg en forventelig anmeldelse af en supermarkeds-Hermitage til 99,-. Vinen, der kom fra det store firma Ogier (som ikke må forveksles med det gode Côte-Rôtie-hus Ogier), blev sablet ned. Ekstrabladet meldte, i sin serie om vine, der passede sig godt til efterårets lidt kraftigere retter: “Normalt er Hermitage en stor og dyr vin, men i dette tilfælde skuffede den og det blev kun til 4 små proptrækkere.” Vinene fra Hermitage-bjerget i den nordlige rhônedal er anerkendte. Stort set alle distrikter påberåber sig udtrykket “Kongernes vin, vinens konge” (fra Barolo til Tokaji ), men hér er der noget om udtrykket. I ældre tid, hvor appellationslovene ikke havde gjort diverse regler og terroirdrevne principper skriftfaste endnu, var det normal procedure at fragte vin fra Hermitagebjerget til Bordeaux for at give svagere årgange styke, rygrad og pondus. Den slag går ikke i dag — og godt for det. De tilladte druesorte er syrah, for de røde vinens vedkommende, og marsanne og rousanne for de hvide. Hvis rhône er i min bog en acquired taste — en tillært smag — ikke noget der falder ens smagsløg naturligt dragende uden træning. Og hvis jeg var ny til området, ville jeg helt klart begynde med de røde vine og lade de hvide ligge til fremtidsstudium.

Fra Hermitage til Crozes-Hermitage

Her i huset drikker vi langt mere Crozes-Hermitage end Hermitage. Fortrinsvist på grund af priserne, sekundært på grund af vinenes karakter. I stort set alle vinbøger står at læse, at Hermitage-vinene belønner den, der har tid til at vente. Generelt betragtet, foretrækker jeg vine — særligt når det gælder syrah-baserede vine — der stadig har et særegent præg af primærfrugten. Søren Frank mener jeg at huske har været inde på noget af det samme. Nordlig rhône kan præstere vine, der er international klasse, men hvis de får længe nok på flaske, forsvinder de meget arketypiske karaktræk til fordel for en profil, som er smuk, skøn og bedårende, men nedtones i terroir — altså: det kunne (næsten) lige så godt være en anden stor vin. Ikke at vinene skal drikkes purunge — Châpoutiers ‘Le Pavillon’, 1996 var fx viril og levende, da jeg smagte den i december 2007. Chapoutiers fyrtårnsvin fik følgende ord med på vejen:

“Det er altid spændende at smage en af verdens store vine (der produceres ca. 7,500 flasker årligt, og de kan være svære at få fingrene i). Parker gav vinen 96 point i 1999, og Wine Spectator nåede frem til to mindre året før. Ingen tvivl om, at det er stor vin. Jeg har smagt samme årgang for et år siden – og fandt den bedre på det tidspunkt. Flaskerne kommer fra samme kælder, så evt. variation skal ikke forklares i opbevarinsforhold, tror jeg. Vinen fremstår ikke sort/purpurrød i dag – som den gjorde, da Parker smagte i 1999. Alderen ses, men vinen er på ingen måde brunlig. Duften er fremragende, smagen lige så. Søren Frank skrev engang, at han foretrak stor nordlig rhônevin ung – når den ældes (og med ynde), mister den nogle af sine særkender og bliver som mange andre store vine. Jeg er tilbøjelig til at gi’ ham ret. Jeg ville hellere have drukket vinen for fem år siden, tror jeg. Omvendt er det også svært ikke at fascineres af den fornemme balance pt. mellem frugt, syre, florale elementer og vildtkarakter (velhængt dyrevildt). Drukket nytårsaften til hjortemørbrad indbagt i to slags fars (gråand & foiegras & svampekompot), med skorzonerrødder glaseret i kalvefond og marv, mos på pastinak, kartoffel og kondenseret fløde og friteret bredbladet persille, dertil kraftig rødvinssauce.)

Når det er sagt, så må jeg indrømme, at jeg har fået langt flere god oplevelser med vinene fra Crozes-Hermitage-appellationen. Fra lette, sommerlige vine serveres som pot lyonnaise, altså i en tykbundet glaskaraffel, der holder vinen kølig, til bistromad, til seriøse fadlagrede vine fra Graillot, Chave, Combier og Colombier.

Nå tilbage til grundspørgsmålet —

Hvor meget Hermitage kan man få for en hund?
hermitage_colline_2004

oprindeligt bragt oktober 2008

Jeg var forbi min lokale Netto for at kigge lidt nærmere på deres vinfestivalstilbud. Der var en del spændende ting til fornuftige priser. Men særligt én flaske fangede min opmærksomhed — en Hermitage fra det gennemsnitlige (for nogen klassiske) år 2004 til 99,- Den slags vine kan være farlige. Mange er blevet skuffede over de store vine, når de købes til små priser i supermarkedet — Barolo, Amarone, Saint-Emilion, osv. Men til 99,- var det værd at ta’ chancen. Særligt her midt i finanskrisetiderne, hvor aktierne er på rutschetur. Hermitage-vinene er legendariske og kæmper mod Côte-Rôtie som den nordlige rhônedals ypperligste vine. Tidligere tilføjede man Hermitage-most til Bordeauvinene (Bordeaux ligger på samme breddegrad), hvis de fremstod lidt tynde i det. Den slags går ikke i dag med strammere appellationslovgivning, dengang skrev man blot ‘Hermitagée’ på etiketten, og så var den sag klaret.

Smagenote på Hermitage ‘Colline’, 2004

Mit umiddelbare indtryk af næsen var — sydlig rhône… Og det burde det jo rettelig ikke være, når vinen er fra den bedst kendte og (en af de dyreste) appellationer i den nordlige rhônedal. Druesammensætningen er 100% syrah, og der indgår ikke grenache som i vinene fra det sydlige rhône. Efter en 20 minutters tid i glasset er det sydlige halvvarme præget dampet lidt af, og vinen gi’r sig til kende som mere nordlig i sit duftudtryk. Brombær, lidt jordbær, sødme, foruden en anelse sort peber og en anelse røg. Fin viskositet og fylde, de røde bær går igen i smagen, der derudover også byder på en anelse fadsødme, lidt røg og en fin længde på eftersmagen. Ikke verdens største Hermitage-vin, nej — men klart drikkelig og nogenlunde typisk (lidt røg, lakrids, viol & en anelse medicinskab), omend en anelse lettere, end de vine, man normalt møder fra appellationen. Er den penge værd? Ja, det synes jeg faktisk. Lidt lettere vine har sandelig også deres plads — prismæssigt såvel som i det kulinariske spektrum, hvor andre Hermitager vil være for tunge til en del retter og fremstå med en portagtig koncentration. Fin balance mellem frugt- og garvesyre pt., kan nok udvikle sig til en lidt blødere og rundere vin, men jeg tror ikke, lagringen vil tilføje yderligere lag af kompleksitet. 13,5% alkohol, smagt af Spiegelau Authentis (rød) & Spiegelau Hermitage-glas. Jeg vil skyde på, at vinen er dyret på det lavtliggende og flade arealer omkring Hermitage-bjerget. De parceller giver ofte lidt mere tyndbenede og ukomplicerede vine.

Sammenligning af billig Hermitage & billigere Crozes-Hermitage

Berlingske Tidenes anmelder gav tre ud af fem stjerner med følgende kommentar: “Lysere frugt end normalt for hermitage – nærmest jordbær. Men her er også lidt lakrids, peber og medicinskab. Snarere størrelse som crozes-hermitage.” og det er ikke helt ved siden af. Men vi kan jo ikke drike Chapoutier ‘Le Pavillon’ i modne årgange hver weekend, særligt ikke al den stund, der kun produceres omkring 7,500 flasker af den vin årligt.

Derudover er det værd at huske på, at Crozes-Hermitage i dag ligger markant højere prismæssigt, end det gjorde for et par år siden. Dansk supermarked forhandler ‘La Triboulette’ fra Cave de Tain til en normalpris på 99,- — altså det samme, som Netto ta’r fra Hermitage-vinen. ‘La Triboulette’ sælges dog også af og til på tilbud til 59,- og det er en mere rigtig pris i mine øjne. De bedre Crozes-Hermitage-producenter går for væsenligt højere priser. Alain Graillots standardcuvée koster fx 159,75 i nyeste årgang (2006) hos Bichel Vine, Yann Chaves ‘Le Rouvre’ koster 155,- hos The Winecompany. Chaves Hermitage koster til sammenligning 350 i samme årgang som Hermitage ‘La Colline’.

[ad#Google Adsense-blogpost1]