Italiensk biksemad


Kød, Hamilton & skandinavisk samvittighed
Alle siger, at min far og jeg, senior og junior, ligner hinanden. Der er noget om det. Men det er også en fejlagtig opfattelse til tider! Jo, vi er gået hen og blevet lidt hooked på Guillous Hamilton-serie — særligt efter at det er kommet frem, at den israelske sikkerhedstjeneste i 70’erne tilbød den svenske regering at sende et strike-team med det formål at likvidere den venstreorienterede forfatter. Svaret fra Broderfolket blev nej, og det er nok meget godt. Både for litteraturen, den demokratiske selvforståelse og, ja, hvad skal man sige, den skandinaviske samvittighed.

Illustration til opskrift på italiensk biksemad -- udsigt til til Kullen

Klassisk biksemad vs. italienskinspireret biksemad

Og vi er sådan lidt semi-langhårede. Men der er også forskelle. Fx hvad angår tilberedningstemperatur på hele kødstykker. Hvis vi taler om bøffer, så foretrækker jeg rød — sådan helt rød. Han foretrækker klassisk medium. Og så er der biksemaden! Hvis der er en substantiel klump kød tilbage af oksesteg — værende det sig oksehøjreb, oksetyksteg el. oksefilet — så skal den skæres i tern og på panden sammen med løg, kartofler og hvad der ellers hører sig til. HP-sauce til. Frikadeller har jeg lært at vende mig til. Da jeg var ung, yngre og lille var det noget af det værste, jeg vidste. Jeg var kræsen faktisk. Kolde frikadeller var ok; varme, ja — det gik bare ikke. Biksemad var det næstværste, jeg vidste — og er det måske nok stadig. Hindbærsnitter fra en gennemsnitsbager det tredjeværste.

biksemad el. testdrive anno2009

Den slags præferenceforskelle har det jo med at sætte tingene i forståelses- og handlingsrelief. Så jeg har gentagne gange måttet lægge hovedet i blød for ikke at komme til at spise biksemad. Aftensmad ude i byen er en mulighed, men næppe særligt holdbar i længden. Biksemad a la Rhône — hvor det allerede tilberedte oksekød langsomt opvarmes i en lage/sauce på rødvin, grovsennep og kalvefond var et godt bud — min far er tilhænger af Rhônedalens gastronomi og vine, særligt de nordlige typer på syrah.

italiensk-biksemad-oksekoed
Ny udgave af biksemad. Steg af oksefilet — ordentlig fedtkant, som var grillet sprød på førstedagen. Skæres af. Skæres i tynde, tynde skiver. Kraftig tomatsauce kogt på cherrytomater, hvidvin, skalotteløg og lidt kværnet hvid peber over. To slags ost. Klassisk mozzarella og så en svensk Präst-ost, lagret i 24 måneder. Nordens parmesan er måske så meget sagt, men en skøn ost, Løgismose er producent og prisen var rimelige 20 kroner i Netto for, mener jeg, 125 gram. 20 minutter ved høj varme i ovnen. Frisk timian og olivenolie på toppen — og så lige et par stænk med den bedste, ufiltrerede olivenolie, der kan opdrives, før servering. Langtidshævet, ugæret brød & en god gratineret kartoffelmos m. hakket bredbladet persille til.

[ad#Google Adsense-blogpost1]

2 tanker om “Italiensk biksemad”

  1. Biksemaden var god, men den svenske formutter, KGB spionen, var det slet ikke.
    Er det nogle, der ved hvad det drejer sig om, er det Israel.

Der er lukket for kommentarer.