Kammuslingen, der spøgte

Jeg kan ikke helt få den dybste kammusling, der blev serveret på Ebisu, Custom House ud af hovedet. Kompositionen var fantastisk: Blød, sprød, cremet, fyldig, sød, umamismagende og stærk på én og samme tid.

I det danske menukort fra Ebisu beskrives paneringen som filodej, i den engelske og japanske version er betegnelsen kataifi.

Kataifi i sød version -- Creative Commons: Avlxyz

Som de fleste gastronomiske fænomener er der geografiske afstikkere på kryds og tværs af kontinenter og kulinariske traditioner. Den arabiske verden har sin kanafeh, som ifølge kilderne stammer fra byen Nablus, og derfra har spredt sig til en stor del af Mellemøsten.

Kanafeh inddeles efter trådenes tykkelse i khishnah (tyk), na’ama (tynd/fin) og mhayara (forvirret/blandet).

Italienerne har deres vermicilli, som må betyde noget henad små orme, som oftest er lavet på semulje, men som oftest bruges — som på Ebisu — i det salte køkken.

Kombinationen kataifidej og kammuslinger er ikke gastronomiinteresserede ukendt, 15.000 resultater bli’r det til på Google, hvis man søger på “kataifi scallop”!

HOTATE TO KATAFI NO AGEMPNO!

[ad#Google Adsense-blogpost1]