Hvordan er det at være Danmarks anden bedste amatørkok?


Kasper har spurgt mig, om jeg vil skrive lidt til hans blog om at være med i TV3’s Kokkekampen, som sluttede for nylig. Tiden har været knap, og Kasper har ventet længe, men her kommer det endelig. Et interview med mig selv om, hvordan det er at være mig – og ikke mindst realityfænomenet Rodfrugtdronningen, som både er mig og slet ikke er det.

Gæsteindlæg af Mette M. Helbæk
Hummer-Tiger-Lee-på-Kong-Hans.-Meget-hårdt-arbejde
Mette Helbæk i færd med at anrette Daniel Letz-signaturretten Hummer Tiger Lee sammen med chefkok Thomas Rode på Kong Hans.

Hvad er Kokkekampen?
Det er et  kokkeprogram, som oprindeligt blev opfundet af BBC og den dag i dag bliver sendt i utallige versioner under navnet Master Chef. Kokkekampen, med Bo Bech og Søren Frank som dommere, er første gang, formatet er lavet på dansk, og går ud på at kåre Danmarks bedste amatørkok. Gennem 12 afsnit blev 18 amatørkokke sendt igennem alle mulige  gastronomiske opgaver af stigende sværhedsgrad for til sidst kun at stå to tilbage i den endelige finale og kampen om en kvart million kroner. De to var mig og den dygtige amatørkok Mira Arkin. Mira vandt.

Ved-dommerbordet-med-den-famøse-fiskesuppe-til-Pingus.-Meget-nervøs
Mette Helbæk ved dommerbordet foran Berlingskes mad- og vinanmelder Søren Frank med den famøse fiskesuppe tilPingus. Megetnervøs.

Hvorfor stillede du op til Kkokkekampen?
Jeg havde bestemt aldrig set mig selv som en person, der nogensinde skulle stille op i et realityprogram, da min veninde meldte mig til programmet. Men jeg gik til casting og blev overbevist om, at programmet rent faktisk handlede om at være god til noget og ikke bare at ville være kendt. Så det blev en sjov udfordring for mig. Jeg har altid været ret vild med at udfordre mig selv – løbe en maraton, bestige et bjerg med ski på og den slags. Ud over det håbede jeg at kunne komme igennem med nogle af de mange budskaber om det fornuftige i at spise grønt, enkelt og lokalt, som jeg brænder så meget for.

Er du glad for, du var med i programmet?
Det VAR en kæmpestor og spændende udfordring at være med, og jeg har lært helt utroligt meget og sparket til nogle af mine egne grænser. Så ja, overvejende glad.

Men…?
Men jeg er meget ked af, at programmet er blevet klippet, så det ser ud som om, jeg hele tiden taler grimt om de andre deltagere. Jeg siger til mig selv, at folk godt ved, at reality-ty er manipuleret, at man skal passe ind i en eller anden form for drejebog og alt det der. Men det er helt klart, at mange tror, jeg er en dum kælling, som kan lide at nedgøre andre, efter at have set programmet. Hvilket jeg bestemt ikke er.

Tournedos rossini -- oksemørbrad, foie gras, trøfler
Tournedos rossini -- oksemørbrad, foie gras, trøfler

Bliver du så stoppet på gaden nu?
Sjovt nok er jeg først begyndt at blive stoppet på gaden lige op til finalen og især efter. Der er stadig dagligt folk, som stopper mig og siger, at de er kede af, jeg ikke vandt og den slags, og jeg får søde mails fra alle mulige mennesker. Min tvillingesøster, som ligner mig på en prik, får også en del opmærksomhed…

Hvad har du lært?
Kokkekampen har gjort mig mere modig og endnu mere sikker på min madstil . Tv tvinger en til at være meget skarp og konsekvent i sine udmeldinger, så man bliver simpelthen nødt til at være klar over, hvad man står for, når man stiller op i sådan et program.

Jeg har skrevet en kogebog og er sammen med én, der hedder Christopher, i gang med at starte en grønthandler udelukkende med lokalt produceret, friskopgravet sæsonfrugt og -grønt, som åbner til foråret på Østerbro (www.dinbaghave.dk). De ting er jeg ikke sikker på, jeg ville være gået i gang med, hvis jeg ikke var blevet skubbet ud over kanten gang på gang i løbet af programmet og oplevede stort set hver gang at lande på benene.

Finalehovedrette: Selleriravioli og confiteret selleri med kylling på tre måder -- plus en del ingredienser, som ikke nåede at komme med
Finalehovedrette: Selleriravioli og confiteret selleri med kylling på tre måder -- plus en del ingredienser, som ikke nåede at komme med.

Hvornår landede du da ikke på benene?
Især i finaleafsnittet gik rigtig meget desværre skævt for mig. Jeg nåede ikke at få anrettet ordentligt og få alting på tallerkenen. Til gengæld lavede jeg en drøm af en dessert – men det var ikke nok til at nå den kvarte million. Øv.

Var det den rigtige, der vandt?
Ifølge både dommerne og flere fra tv-holdet stod det stort set lige mellem Mira og mig, og de brugte en 2-3 timer på at bestemme sig for, hvem der skulle have lov at vinde. Det var meget tæt. Mira er meget sikker og dygtig til at tilberede og få ting til at smage godt, så jeg ser det i hvert fald ikke som nogen skam at have tabt til hende. Men selvfølgelig er jeg da ærgerlig over at gå glip af den kvarte million på målstregen.

Finaledesserten: Pære som gelé, rå, bagt og pocheret samt maltcrumble
Finaledesserten: Pære som gelé, rå, bagt og pocheret samt maltcrumble

Hader du så Mira nu?
Absolut ikke. Mira er en sød og sjov pige, som er ligeså ekstremt nørdet omkring mad og vin, som jeg selv er. Det er egenskaber, jeg elsker ved andre mennesker. Jeg ser mange af de andre deltagere fra Kokkekampen stadigvæk, især Mads, Mira, Sally, Sofie, Clara, Anne og Jimmy.

Hvad med Mads, hader han ikke dig?
Det siger han, han ikke gør og jeg har gjort hvad jeg kan for at forklare ham, at når jeg igen og igen kritiserer hans mad på åbent tv, er der i langt de fleste tilfælde tale om grov manipulation. Jeg har stor respekt for Mads’ gå-på-mod og kreativitet, det ved han godt.

Kan du nævne nogle high lights fra programmet?
Stort set hver gang arbejdede vi med uovertruffent fantastiske råvarer á la fisk, der stadig havde dødsstivhed, 300-grams jomfruhummere, kæmpetrøfler, levende krabber og den slags. De råvarer var high lights i sig selv.

Et af mine-personlige højdepunkter var at få lov at lave mad til Pingus 2000 -- og ikke mindst manden bag, Peter Sisseck
Et af mine-personlige højdepunkter var at få lov at lave mad til Pingus 2000 -- og ikke mindst manden bag, Peter Sisseck

Det afsnit, hvor Peter Sisseck var inde med sin Pingus 200, som vi skulle lave mad til, og jeg lavede fiskesuppe med en hel hummerhale og alt mulig andet dejligt i, er der mange, som stadig taler om. Ikke mindst Peter Sisseck selv, som jeg har mødt et par gange siden. Det var et kæmpesats, og det lykkedes med nerver af stål, en god gang indkogning og lidt effektiv tilsmagning.

Du bliver programmet igennem kaldt for ’Dronningen af Rodfrugter.’ Hvordan har du det med det?
Fantastisk! Hvor jeg lige har brokket mig over klipningen, der ofte fremstiller mig som en eller anden bitch, er der slet ikke nogen tvivl om, at kameraet har fanget, hvor helhjertet jeg går ind for de ting, jeg siger om min madstil og yndlingsråvarer. Dommerne brugte ofte udtrykket lidt nedsættende, for nu måtte jeg da se at komme videre fra de rodfrugter. Men programmet blev altså optaget i januar og februar måned, hvor rodfrugter er det, vi har i Danmark. Hvis jeg gik på kompromis med det, jeg står for, ved lige at smide en importeret peruviansk asparges i suppen, var det for mig det samme som at sælge ud. Dommerne pressede mig til at gøre nogle vanvittige ting, men aldrig det.

bresseænder, knivmuslinger, kæmpejomfruhummere. Hverdagsråvarer i Kokkekampen anno 2009
bresseænder, knivmuslinger, kæmpejomfruhummere. Hverdagsråvarer i Kokkekampen anno 2009

Hvordan er din madstil da?
I Kokkekampen skulle vi lave meget avanceret mad for at være med i toppen, men i virkeligheden er min madstil helt, helt enkel. Gode og friske råvarer udsat for så lidt behandling som muligt. Procentmæssigt er der meget grønt på mine tallerkener, for det synes jeg er flot og lækkert, men jeg laver stort set aldrig ren vegetarmad og jeg ville ALDRIG spise noget bare fordi det er sundt. Mad skal først og fremmest smage godt. Husk, jeg er en rodfrugtdronning, ikke en klidmoster!

Vil du anbefale andre at stille op i programmet?
Ja, hvis de er rigtig, rigtig dygtige til at lave mad og husker, at man stort set aldrig har adgang til en opskrift og hele tiden skal være parat til at udvikle sig. Man skal kunne klare et vist pres og være klar over, at hele Danmarks befolkning potentielt kan ende med at have en holdning om en — på godt og ondt.

Vil du stille op i noget lignende igen?
Det tror jeg ikke. Det var en hård omgang. Jeg vil hellere bruge min energi på at nå nogle af de mange mål, jeg har om at gøre verden til et bedre sted at leve med flere friskopgravede grøntsager. Når kogebogen er på hylderne og grønthandleren åbnet, kunne jeg for eksempel godt tænke mig at åbne en grøntsagsbar.

[ad#Google Adsense-blogpost1]

Der er lukket for kommentarer.