Nordlig rhône — 2007, 2008, 2009 — årgangsnoter af Marie Ahm

Redaktørens forord: I slutningen af januar bragte Kristian Brask Thomsen i dette regi en fin skildring af den 29-årige danske vinsmager og vinkender Marie Ahm. Skildringen var præget af indlevende forståelse og respekt for en fagfælle (Brask Thomsen er uddannet sommelier). Marie og jeg korresponderede lidt efterfølgende — om vin, gastronomi og smagspræferencer — og nåede hurtigt frem til, at vi begge havde en svaghed for de den nordlige rhônedals vine.

I slutningnen af januar afholdes områdets vigtigste vinmesse,  Foire aux vins d’Ampuis, hvor producenter fra alle lag af områdets appellationer tropper op og byder på smagsprøver og årgangskommentarer — og Marie var selvfølgelig på pletten. Årsagen: personlig og professionel interesse og engagement. Jeg overtalte Marie til at videreformidle lidt personlige oplevelser af de seneste årgange her.

Marie Ahms årgangsskildring — nordlig rhône
For nylig besøgte jeg igen den smukke nordlige Rhônedal og var også denne gang så heldig at kunne lade mig fornøje med at smage en større flok vine fra de seneste årgange.  Jeg deler her min ucensurerede mening i en kondenseret udgave.

stjelje vinmaker i Côte-Rôtie, nordlig rhône
Stejle skårninger i Côte-Rôtie. Creative Commons: Vinter-Kvins

Jeg kombinerede et par timer om dagen på Foire d’Ampuis (Foire aux vins d’Ampuis er en årlig vinmesse i hjertet af det nordlige rhône, hvor producenter fra appellationer som Côte-Rôtie, Saint-Joseh og Cornas kan præsentere deres vine)  med producent- og restaurantbesøg og så selvfølgelig mine elskede middage med venner, hvor vinene virkelig kommer til deres ret efter min mening. Blandt nære venner, god mad og fantastisk stemning. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre måde at tilbringe tiden på!

Nordlig rhône — 2007

Markarbejde i vinmarkerne i den nordlige rhonedal
Jeg ved, at 2007 også her bliver betragtet som en stor årgang — men wow! Jeg fik så mange smukke overraskelser alligevel. Flere helt vidunderlige vine fra Cornas og Saint-Joseph, der nu efter et par år også har fundet balancen. Dybe, præcise, strukturede, spicy vine med en ren, klar vibrerende frugt, hvorimod der i 2008 er langt mellem de virkeligt flotte vine fra Cornas og Saint-Joseph, men mange flere flotte vine fra Côte-Rôtie og Hermitage især.

2007 omtales som den helt store årgang for syd-rhône, og jeg føler ofte, at nordrhône bliver lidt forbigået i denne sammenhæng. Côte-Rôtie, Hermitage og Crozes-Hermitage leverede særdeles smukke vine i 2007-årgangen, og jeg kan slet ikke finde ord for kvaliteten af flere af de smagte Condrieu-vine og Hermitage Blancs fra ’07.

Om 2008-årgangen i den nordlige rhônedal

Vernays marker -- syrah og viognier
Vinene fra 2008 er generelt mere “kølige” med høj syre, men forholdsvist fine tanniner. Desværre har mange af de røde en umoden grøn tone og mangler moden frugtsødme til at afbalancere syren. Jeg er selv normalt fan af de “køligere”, mere elegante årgange som 2001 og 2004, men i 2008 er der simpelthen for mange vine, der ikke er modne nok. Det forholder sig anderledes for de hvide 2008’ere. Årgangen bød på mange smukke vine — med en fantastisk charmerende aromatisk profil kombineret med en super balance; ikke opulente og rige som mange i 2007, men virkeligt rene, vibrerende og super ægte i deres terroirudtryk.

2008 bliver ofte glemt i skyggen af 2007, hvilket er en skam, da der er mange gode vine at opdage; især hvis man elsker faste unge tanniner og syre som jeg; kombineret med en renhed og balance, der garanterer lagringspotentialet for de bedste af årgangens vine.

Årgang 2009

Saint-Joseph fra Georges Vernay -- nordlig rhone på syrah
2009 bliver en stor årgang også her, med en allerede imponerende aromarigdom. Sjældent har jeg for de røde vines vedkommende set så vibrerende, levende, floral og stadig dyb og rig frugt, fine modne tanniner og perfekt syre. De kommer til at blive super behagelige at drikke ret hurtigt, men har nok for de flestes vedkommende ikke det helt vilde lagringspotentiale (der er dog nogle helt sublime undtagelser som altid).

Der mangler generelt tanninstruktur og syre for virkelig at kunne holde distancen, tror jeg — men mums!… de bliver uimodståelige at drikke, når de bliver frigivet: unge og levende!

Det samme gælder for de hvide, men som den syre-fan jeg er, kan jeg dog savne lidt kant og vibrance i flere af de hvide; især Hermitage Blanca virker lidt flabby generelt; hvorimod Condrieu stadig kan stille med en række levende, velbalancerede vine, der formår at kombinere syre og viognierfedme på den smukkeste vis.

Lidt tanker fra et par smukke dage i en af mine yndlingsregioner. Jeg kan dårligt vente på at se, hvordan condrieu 2008 udvikler sig!!!

[ad#Google Adsense-blogpost1]