Fire fristende nytårsdesserter med chokolade

“If you can’t beat them, invite them over. Desserter er ikke min stærke side, indrømmet. Jeg er mere til fond, gastrique, roux og intervalstegning.

Det er mig derfor en fornøjelse at kunne præsentere et gæsteindlæg af Maja Ambeck Vase, der på meget kort tid har etableret sig som en af landets førende chokoladebloggere — under credoet: Chokolade fra hjertet.”

Tekst og foto: Maja Ambeck Vase

Stjernekastere, sølvglimmer og chokolade i store mængder. Tre essentielle ingredienser i min nytårsdessert. Sidstnævnte allervigtigste.

Jeg er fuldstændig forgabt i chokolade og foretrækker til hver en tid desserter, der er fyldt med chokolade(kærlighed).

Banker dit hjerte også for chokolade? Og mangler du inspiration og idéer til årets sidste dessert?

Så er her fire bud på fine, fristende nytårsdesserter med chokolade.

 

1. Moussebomber med hvid chokolade og citron

Smuk halvkugle-bombe, der består af en sprød skal af hvid chokolade, en cremet mousse af hvid chokolade og citron, pufsukker og spiselige violer.

Både chokoladeskal og mousse er lavet af den italienske chokolade ‘Amedei Toscano White’, der har fine noter af vanilje og mælk og ligger på en klar førsteplads over alle hvide chokolader, jeg har smagt. (Og dét er ikke få.)

Den søde hvide chokolade og den syrlige citron komplementerer hinanden fortræffeligt, og pufsukkeret fremtryller festfyrværkeri i munden.

Ren dessertlykke!

Nytårsdessert: Hvid chokolade mousse med citron

Ingredienser (3 stk.)

150 g hvid chokolade

1 1/2 past. æggehvider

2 past. æggeblommer

2 spsk sukker

2 tsk citronskal (fra øko-citron)

2 spsk pufsukker

spiselige violer

 

Chokoladeskallen:

Smelt 50 g chokoladen over vandbad – og temperer den.

Pensl et tyndt lag chokolade i en halvkugle-silikoneform (7 cm i diameter).

Sæt formen på køl, mens du laver chokolademoussen.

 

Chokolademousse:

Smelt de resterende 100 g chokolade over vandbad.

Pisk æggehvider stive, og stil dem til side.

Pisk æggeblommer, sukker og fintrevet citronskal til en let og luftig æggesnaps.

Bland den smeltede chokolade i æggesnapsen, og vend tilsidst æggehviderne i.

Fordel moussen i chokoladeskallerne, og sæt formen i fryseren natten over.

Fordel en skefuld pufsukker under hver bombe, pynt med spiselige violer og servér straks.

 

2. Isbjerget

Nytårsdessert: isbjerg med lakrids og hvid chokolade

Isbjerget består af en sprød hvid chokoladeskal tilsat Bülow rålakridspulver, en cremet hvid chokoladeis med lakridssirup og krystalliseret hvid chokolade med frysetørret hindbær.

Kegleformen er festlig og fin – og kan laves uden chokolade-/silikoneforme.

Se hvordan og find opskriften på isbjerget her

 

3. Chokolade-lavakage

Nytårsdessert: chokolade-lavakage

En lun chokoladefondant, der får alle chokoladeelskere til at juble.

Kagen skal serveres lun, men kan sagtens laves dagen før.

Lav den med kærlighedsbudskab (i hjerteform), hvis du synes, og servér en syrlig sorbet til.

Find opskriften på lavakagen her

 

4. Baked alaska

Nytårsdessert: baked alaska indbagt is

Isdessert med lækker browniebund, cremet chokoladeis og sød, sprød hindbærmarengs.

Perfekt til dem, der elsker overraskelser.

Find opskriften på baked alaska her