Rødkål med appelsin, allehånde og nelliker

Efter Kristian Brask Thomsens fantastiske indlæg om Andy Hayler, det eneste menneske på jord, der har spist på samtlige trestjernede michelinrestauranter — for egen regning — er det blevet tid til lidt mere julemad. Jeg har tidligere bragt et par opskrifter på hjemmelavet rødkål. Sidst var målet med årets julekål, at den skulle blive så vinvenlig som muligt, og det spændte ganske fornuftigt af.

helt-hoved-roedkaal
Henover weekenden kastede jeg mig ud i endnu et rødkålsforsøg — i forbindelse med en mini-julefrokost. Idéen var at servere en god, velkrydret rødkål til røget medister. Jeg ønskede lidt kraftigere kryddertoner end sidst og brugte derfor en god sjat appelsinsaft, allehånde og godt med nelliker plus en anelse kommen. Kålet fungerede rigtig fint til den salte, røgede medister, der blev stegt sprød på pande, efterfølgende hyggede sig i halvanden times tid i ovn ved omkring 90 grader og så en tur på panden igen for at få skindet sprødt.

roedkaal-halveret
Jeg begyndte med at lave en en gastrique på karamelliseret sukker og appelsinsaft af to middelstore appelsiner. Efterfølgende kom der en halv flaske Morgon 2007 på og ca. en halv deciliter balasamicoeddike med 7 års lagring. Det reducerede jeg let og kogte alkoholen af. Væsken fra og kålen op i den store gryde i en blanding af andefedt og økologisk smør. Rødkålen blev svitset for god varme i en 8 minutters tid, inden krydderierne tilførtes — keralapeber, nelliker, allehånde, kommen samt med et fintskivet røkdløg og et stort madæble skåret i skiver. Hvor sprød rødkålen skal være er en smagssag — jeg tror, jeg kogte kålen i ca. en time.

Undervejs justerede jeg sødme og syrebalacen med dels mere sukker og lidt honning, dels lidt mere rødvin og balsamisk eddike. Resultatet en solid, krydret julekål som på grund af sin krydring med nelikker og gode mængder appelsinsaft skilte vandene lidt ved julefrokostbordet.

Jeg vil nok ikke anbefale den kraftigt krydrede rødkål til julemiddagen, hvor den nok vil tage fokus lidt for meget fra anden, gåsen eller flæskestegen, men den var en rigtig fornuftig mod- og medspiller til den røgede medister, synes jeg. I aften vil jeg forsøge mig med rødkålen til ølmarinerede skaftekoteletter med mos og sprød selleri. Det er jo december!

Der er lukket for kommentarer.