To typer af mennesker og Saint-Joseph 2011 fra Alain Graillot

saint-joseph-alain-graillot-2011

Alain Graillot fremhæves ofte som referencedomæne for Crozes-Hermitage, men domænets Saint-Joseph-vine er også blandt markedets bedst. Der er to typer af mennesker:
Den ene foretrækker, at drikke deres nordlig rhône pivung; den anden type foretrækker at lade flaskerne ligge længere tid (5-10 år), så vinen udvikles og byder på sekundære aromaer, der ikke optræder i ung nordlig rhône. Jeg læste for tid tilbage, at vinanmelderen Søren Frank tilhørte den første type. Argumentationen var, at nordlig rhône med en god sjat år på bagen mindede om andre store vine, mens den i sin ungdom unikt repræsenterede sit ophav.

Læs også: Om Crozes-Hermitage og Alain Graillot.

Jeg har haft fornøjelsen af at besøge en god sjat domæner i den nordlige rhônedal igennem årene. Den oplevelse, jeg husker bedst, var et besøg ved 12.30-tiden hos Auguste Clape. Dumt tidspunkt, der skulle spises frokost, men han forbarmede sig over os og linede fire hvide vine op ud fra en betragtning om, at vi har fra Skandinavien og derfor spiste meget fisk. De røde fik vi vist kun lov til at smage to af.

Begge domæner, altså Alain Graillot og Auguste Clape, forhandles i Danmark af Bichel vine, som i min optik gør — og har gjort — det fortrinligt så længe tilbage, jeg kan huske.

Smagenote på Saint-Joseph 2011 fra Graillot
For appelationen et meget køligt udtryk i næsen. Det er velkomment i en tid, hvor flere og flere af områdets vine tunes ind til at matche Parker og co’s præference for mere juicy stuff. Elementer af krudtrøg og aromaer af kød (som jeg mener forsvinder med aldring af vinene fra området). Saftig i munden kombineret med en benhård tanninstruktur, biddet i gummerne er tydeligt, udfordrer og læsker på én og samme tid.

tilbehoer-til-saint-joseph-fra-alain-graillot
Hvad passer vinen til af mad?
Lam sværger mange til. Men on location i dalen har jeg ad flere omgange se rød Saint-Joseph matchet med forskellige udskæringer af gris. Så her i huset kommer den til at stå på svinekoteletter tilberedt på grillpande med knald på og senere intervalstegning i ovnen. Inden stegningen gnides de med en smule hvidløg og en god portion frisk timian. I ovnen rodfrugter (pastinak, persillerod, kartofler). Alt i alt måske en smule for sødligt sammensætning i forhold til vinens mineralske og kølige natur. Det må tiden vise.