Årets bedste vin: ‘Signé’ fra Cuilleron

Yves Cuilleron: Signé
Yves Cuilleron: Signé

Jeg vil spare dig for min selv-gentagne historie om vinåbenbaring. Det var i Saint-Joseph. Og det var Saint-Joseph. Og det har været omkring 1998. Og jeg vil også spare dig for påstanden om, at enten klimaforandringer eller Robert Parkers smag har gjort vinene mørkere, saftigere, tungere, upræcise. Yves Cuilleron var jeg for en del år siden meget, meget begejstret for. Særligt L’Amarybelle, som var i kælderen på Le Sommelier. Hér splashede jeg totalt ud som ellers ikke videre likvid humaniora-studerende, på en flaske. Vinkortet meldte om en årgang 1999. En årgang, jeg havde læst mig til værende som måske den bedste siden 1978. Hvor jeg er født. Eller rettere forløst. Den kostede, hvis jeg huskede rigtigt i 2011 425,- kroner.

Backlog:
Cuilleron, Troldmanden fra Chavannay.
Rib-eye og L’Amarybelle 2010.
Mineralitet: Saint-Joseph, Wachau, Chablis.
Nordlig rhône, syrah.

I dag får man ikke Saint-Joseph på restaurant til under 600-800. Og de anerkendte producenters vine sælges ikke under 150,- i Danmark. De fleste vine ligger fra 175,- og op til 900-1000 flasken.

Cave de Sarras, hvor jeg for mange år siden smagte mig igennem 8 forskellige udgaver fra samme årgang, men fra forskellige parceller og med forskellige grader af fadlagring under kyndig rådgivning fra en loyal kunde, krigsveteran omkring 85 år, som havde været ramt af to blodropper og derfor daffede rundt i smagelokalet med to stokke, rolator var ikke lige dét, man brugte mest på de kanter. Det var en god eftermiddag. Veteranen købte fem liter ‘Domaine Bonariexu’, som en ung mand hjalp ud med til bilen. Som vist nok var en Rénault med en del år på bagen.

Cave de Sarras gik konkurs. Blev opkøbt af Saint Désirat. Og derfra gik det for mig at se ned af bakke. Cave de Tains ‘Saint Joseph’-vine har aldrig rigtigt sagt mig noget. Den sidste flaske ‘Bonarieux’ tilbage i min varetægt (årgang 2006) blev nydt i 2009.

Fra 2009 har jeg flakket rundt og smagt, hvad jeg kunne komme i nærheden af fra Saint-Joseph. Og den smertelige erkendelse har været, at vinene har skuffet gang på gang. Også Graillots, som ellers får mange pæne ord med på vejen rundt omkring.

Der har i 2014 kun været et eneste klart lysende udtryk, Pierre Gaillard i årgang 2011, som jeg smagte “tilbage” i oktober dags år. For dælen, hvor var det befriende og forløsende endelige at ramme ind i noget, der vakte den samme klangbund smagsmæssigt, som det, jeg havde forelsket mig i tilbage i 1998. Og jeg var ikke bleg for at udnævne vinen til årets bedste vin. Indtil i går.

Cuilleron igen. Men hér en ‘Vin de Pays’ til 200 spir flasken. Den prissætning vil afholde mange fra at købe vinen. Og det synes jeg er rigtig godt. 75% syrah, 25% viognier. Det må man jo ikke, medmindre man er i Côte-Rôtie, altså blande røde druer og hvide druer. Måske må man faktisk godt i Saint-Joseph. Men det er første gang, at jeg møder noget uden for Côte-Rôtie, der er et blend af syrah og viognier. Det er også lige meget. Lige så vigtigt er det, at der kun produceret 8.000 flasker. Det vigtigste, tror jeg, er, at Cuilleron ikke anvender kunstgær. Det er naturgærsvækst fra druerne, der skaber vinen.

Hvordan smagte den så? Jeg kan ikke beskrive det. Og vil heller ikke prøve. Men som skrevet årets bedste vin for mig.

2 thoughts on “Årets bedste vin: ‘Signé’ fra Cuilleron”

  1. Hej Henrik!

    Ja, da, selvfølgelig. Den er købt hos Vinoble ved Skt. Petri i København. Men jeg skal ikke kunne sige, om de har flere.

    Gaillards Saint-Joseph er også god. Fås samme sted.

    Alt godt,

    Kasper

Der er lukket for kommentarer.