Symbolers skove | Charles Baudelaire | Fleurs du mal | IV | Samspil

Dagens digt er fra Baudelaires (1821-1867)  ‘Fleurs du mal’ (1857), på dansk ‘Syndens blomster’, v. oversætter Sigurd Swane. Jeg har tilladt mig at droppe store bogstaver til navneord for at gøre formen en an anslse mere moderne. Slutteligt er kursiveringen mine, ikke Baudelaires eller Swanes. Slutteligt har jeg valgt at bringe digtet ud i en strøm.


Naturen er et templet, hvor levende søjler står

hviskende så dunkle, ugranskelige love

Mennesket må vandre gennem symbolers skove

som med fortrolige blikke følger ham, hvor han går.

Som lange ekkolyde, der i det fjerne blandes

dybt og uklart slåret, til en eneste klang

bundløs som de kilder, hvor nat og dag udsprang,

af lydt og duft og farver en uløselig enhed dannes.

Der er dufte friske som barnets sunde kød

blide som oboer, grønne som skovens sletter;

andre stiger stejlt af fordærvelsens skød,

de, for hvilke rummet ingen grænser sætter,

som Ambre, Myrrha, Mscosu og røgelse sød,

der priser spillet mellem ånds og sansers glød

Der er lukket for kommentarer.