Hermitage, Bernard Chave, 1996

Lørdagsvinen —

hermitage-bernard-chave-1996-3
Drukket samme dag som købt. Den skulle nok have haft lov til at sunde sig i en uges tid eller to under rolige forhold uden rystelser, for den virkede lidt ude af fatning. 1996 var generelt præget af høj syre, så jeg tog chancen og købte en ældre sag.

På ingen måde en fantastisk oplevelse. Brunling helt ind til kernen og meget lidt primærfrugt tilbage i kernen af vinen. Masser af sekundære aromaer, men ingen “klangbund” af nerve og intensitet. Vandig. Gået over — eller har været for varmt opbevaret i en del af sit liv.

Vin er et levende materiale, og jeg har oplevet voldsom flaskevariation på Bernard Chaves Crozes-Hermitage-vine. Fra dumpe, halvsløje vine til decideret udrikkeligt propsyge vine til blændende, nærmest transcendente udtryk for koldklima syrah.

Min far vovede det kætterske tese, at der var blevet ombyttet en etiket eller to igennem tidens løb. Ikke intentionelt, men ved fejl. Saften i glasset i går kunne i hvert fald snildt forveksles med en gammel over the top Crozes-Hermitage.

Læs evt. mere her om syrah-druen.

 

Når overproducerede vine falder sammen med alderen

Som beskrevet i indlægget om syrah fra den nordlige rhônedal, indstiftedes for 12-15 år siden en skæbnepagt. Mellen en drue fra et særligt område, præget af særegne klimatiske forhold, med særlige geologiske forhold.

En pichet med lokaltproduceret syrah til omkring 55 francs. Der var en syrerig kerne — og en frugtsyre, der stimulerede spidsen af tungen kombineret med en kølig frugt. Der gik en del år, før jeg oplevede den samme intensitet og balance i en vin — en intensitet og balance, der typisk går godt i spænd med mad (jf. fx riesling og grüner veltliner som madvenlige druer). En evne til at formidle mineralitet, selvom nogen siger, at den slags er et fikst ord og ikke en smagsnuance.

Yann Chave -- Crozes-Hermitage -- 1999

Den vin,  jeg genfandt intensiteten i, var en Crozes-Hermitage fra Bernard Chave. Den var syrerig — både på frugt- og garvesyre. Den havde staldagtige overtoner — men kun i duften. Det var årgang 1999. Det var stort. Det var kærlighed. Senere overtog sønnen domænet, og vinene blev mere moderne, saftige i udtrykket. Det kunne internationale vinanmeldere godt li’, men ikke jeg. I forbindelse med indlægget om syrah fra nordlig rhône, blev jeg bedt om at anbefale en række vine.

Crozes-Hermitage fra Chave (Le Rouvre) i årgang 2004 lød ét af mine bud. Og det fortryder jeg faktisk en anelse nu — efter at have gensmagt vinen i den årgang. Jeg håber, jeg har fået en off-bottle, det sker. I de gammeldags, langt mindre ekstraherede vinificeringer, holdt syrah-karaktéren over tid. Tonerne af rævepis, røget spæk, flint. Indlejret lå de i frugten. Men ikke her, selvom elementerne var der i den unge vin, som to år efter frigivelsen fremstod ungdommeligt indsmigrende, saftig og feminint blød.

Chave-junior har tidligere talt om bourgogneagtige årgang — som fx 2001. Men 2004 er faldet sammen. Garvesyren ligger dér og lurer. Syrahkaraktéren er væk. sådan går det for ældre Crozes-Hermitage, vil mange nok sige. Men det gjorde sig ikke gældende for faderens mere klassiskt vinficerede årgange. Udviklingen kan selvfølgelig også hænge sammen med klimaforandringerne. Temperaturerne stiger. Det lader sig gøre at dyrke flotte hvidvine i Danmark nu. Den slags må også påvirke de klassiske områder, hvor druerne har været dyrket på deres kuldegrænse — og kun opnåede optimal modenhed under visse omstændigheder.

Og så er det tid til den sammenbindende sløje: På Paul Bocuses  — altså instifterende af Bocuse d’Or, der løber af stablen næste uge — bistroer i Lyon serveredes dengang Chave-senior stod for vinificeringen som husvin.

Crozes-Hermitage 1999 fra Bernard Chave

Så kom de i hus. Crozes-Hermitage. Magnumflasker fra Bernard Chave i topårgangen 1999. 1999 var den første årgang, jeg smagte fra domænet. Klassisk nordlig rhône — med en vanvittig fin balance mellem frugt, garvesyre og animalske karaktértræk — velhængt kød, et strejf at letsaltet røget flæsk — man kunne næsten kalde det for umamiagtige træk.

crozes-hermitage-bernard-chave-magnum-aargang-1999
Skindet fra drueklaserne kunne fornemmes i munden — men kun svagt. Ikke en poleret, blød og charmant vin — tværtom. I 1999 stod der Domaine Bernard Chave på etiketten. I dag er det sønnen Yann Chave, der står for vinificeringen. Jeg må indrømme, at jeg klart foretrækker faderens Crozes-Hermitage-vine. Mere rustikke, flere skæve flasker, enten flaskevariantion el. decideret syge flasker, men de sunde flasker — for dælen, det er godt! 10 år er meget for appellationen, så jeg er spændt på at knappe en flaske op i morgen, hvor programmet står på fødselsdag for husets yngste.
Læs mere Crozes-Hermitage 1999 fra Bernard Chave