Bistro Nord i Ålsgårde — præcision & gode vinvalg

Fra Hurtigkarl & Mielcke til Kragh & Wickström
Omkring april sidste år overtog Tina Kragh (bachelor i ernæring og sundhed) og Sebastian Wickström (kok) restaurantstafetten fra Jan Hurtigkarl & Jacob Mielcke. Adressen hedder Nordre Strandvej 154A, og restauranten — der igennem en årrække var Hurtigkarls arbejds- og madtempel med tilhørende eksperimenterende gastronomi, der lod sig definere ud fra årlige temarejser til forskellige lande — hedder nu Bistro Nord.

Navnet er i min optik ikke velvalgt, for det er på ingen måde et bistrokøkken — jeg tænker franske klassikere som fiskesuppe, boeuf béarnaise eller bourguignon — for retterne tager dels udgangspunkt i nordiske ingredienser, dels er portionerne på ingen måde bistroagtige i omfang.

Det anbefales at vælge appetizer + tre retter fra a la carte-kortet og en efterfølgende dessert. Vi nøjedes med tre retter inklusiv dessert og blev fint mætte. Mit sdhc-kort strejkede desværre, så jeg kan desværre ikke byde på nogen billeder af retterne.

Appetizers
Små lune brød kom på bordet, og den første vin, der egentlig hørte til forretterne blev skænket. Et godt træk. Jeg havde valgt østers med peberrod og æble, mens mine medspisere valgte “marvben” med rørt tatar på kalvekød, æg og kapers, marv var ikke en del af serveringen, marvbenet tjente blot som “tallerken”. Østersne var til den salte side, og der kunne godt være skruet mere op for perberrodssmagen i det lille glas, man kunne dyppe sagerne i.

Forretter
Til forret fik halvdelen af bordet  jomfruhummer med hvide asparges og en pocheret æggeblomme, og den anden halvdel stegte kammuslinger med karamelliseret blomkål, gulerod og havtorn. Vinen til jomfruhummerserveringen var en Riesling Kabinett fra Emrich-Schönleber med en fin lille restsødme, der passede perfekt til sødmen i jomfruhummerne, der til min smag godt måtte have fået en anelse mindre varmebehandling.

Kammuslingerne fik jeg ikke smagt, men de fulgtes af en grüner veltliner fra en af mine yndlingsproducenter, Sepp Moser i Kremstal.  Søren Frank kaldte Bistro Nord mini-noma, så vidt jeg husker, i sin anmeldelse af stedet, men retterne havde bund i klassisk velsmag, fx lå jomfruhummerne i en let bisque; fondbaserede eller “tunede” retter, stødte jeg ikke på, da jeg var på noma.

Hovedretter
Til hovedret havde jeg valgt glaceret and med strandsennep og kantareller. Rødt eller rosastegt andebryst og kantareller er én af mine favoritkombinationer, og også her stødte jeg på en reduceret sauce, nærmest af glace-agtig konsistens, som det halve bryst af gråand hvilede på. Velsmag hele vejen igennem. Jeg nappede også et par smagsprøver af mine medspisendes perfekt tilberedte sommerbuk, der blev serveret med ærter og grønne asparges. Vinene var igen velvalgte: til anden Barbera d’Alba Superior fra Erbaluna & Le Plan “Syrah” fra rhônedalen til sommerbukken. Tæt, mørk og fuld af solbærfrugt, der dog ikke kammede over, fordi smagen blev holdt i et jerngreb af en stram tanninstruktur kombineret med en flot frugtstyre.

Desserter
Til dessert valgte hele bordet rabarber med hvid chokolade og viol. I glasset igen østrigsk vin, herligt!, grüner veltliner eiswein fra den gode producent Nigl i Kremstal. Rabarberretten indeholdt fire forskellige slags tilberedninger. Dels små hele stykker, dels en is, dels tørrede strimler, der var lidt svære at samle op med gaften, og dels friske strimler, alt sammen på bund af en chokoladeganache tilsmagt og farvesat med viol. Alt i alt en meget velsmagende kombination.

Kaffen tog vi udenfor med udsigt til badebroer og svenskerkysten. Alt i alt en dejlig aften, hvor der ingen smuttere var. Serveringen og tempoet var til ug+ Eneste kritikpunkt var de små klæge petit fours, der fulgte med kaffen. De holdt ikke niveauet for aftenen samlet betragtet.

Priser
Østers, 50; jomfruhummer, 135; kammuslinger, 95; and: 165; sommerbuk: 175; rabarber: 100;
Vine på glas: Emrich-Schönleber: 85; Sepp Moser: 75; Erbaluna: 95; Le Plan: 95; Nigl: 85.

Bo Bechs restaurant Geist åben & Bistro Nord i Ålsgårde fuldt booket

I går forsøgte vi at bestille bord på Bistro Nord. Restauraten findes i Jan Hurtigkarls tidligere madtempel på Nordre Strandvej i Ålsgårde med udsigt til Svenskerkysten. Første seating var desværre fuldt booket, og da min datter på tre skulle med, blev det ikke til noget. Første ledige bord var at få ved halv-otte tiden.

bistro-nord-aalsgaarde-marts-2011

Menuen på Bistro Nord, Ålsgårde
Menukortet ser ellers rigtigt godt og prisforfuftigt ud. Det er selvfølgelig svært at udlede noget på baggrund af det skrevne ord alene, men tonerne er gode, selvom man kan frygte for massiv noma-prægning i disse dage, hvor lidt for mange restaurationer i min optik forsøger at lægge sig i successens slipstrøm fra Rene Redzepis unikumrestaurant på Nordatlantens Brygge.

Bo Bech og restaurant Geist
Bo Bech kendes fra tv3-programmet kniven for struben, hvor den michelinbelønnede kok hjælper krisetruede restauranter på ret køl. En af manøvrerne hedder at skære ned på antallet af retter, der serveres. Den tendens går Bo Bech selv imod. Restaurant Geists menukort tæller et væld af retter, herunder klassikere som avocado serveret med mandelolie og kaviar. 160,- står den servering i. Kortets billigste ret er cremet øllebrød (65), og den dyreste er trækulsgrillet oksemørbrad med brunet smør (190,-). Kammuslinger med vilde løg og hvidløg står i 140,-; Kalvetatar med stenbiderrogn koster 135,-

Læs mere Bo Bechs restaurant Geist åben & Bistro Nord i Ålsgårde fuldt booket

Bistro Nord, Ålsgårde

Igennem en årrække var det Jan Hurtigkarls arbejds- og madtempel. Nordre Strandvej 154A i Ålsgårde med flot face en face-udsigt til Svenskerkysten. Restauranten har stået tom trods hidsige salgs- og udlejningstilbud siden Hurtigkarl & Co flyttede ind i de nye lokaler v. Frederiksberg Have, men nu er stafetten taget op, bemærkede jeg tidligere på dagen, da vi kørte forbi og så et nyt skilt med ordene Bistro Nord på facaden.

Læs også: Anmeldelse af Bistor Nord i Ålsgårde. 

bistro-nord-aalsgaarde-marts-2011
Nye ejere skulle efter sigende og skrivende være Tina Kragh (bachelor i Ernæring og Sundhed) og Sebastian Wickström (Kok), der igennem en årrække har drevet cateringfirmaet Organic Catering…

Den gastronomiske retning indikeres i restaurantens navn, nordisk bistro. Jeg er spændt på at se retaurantens første menukort; kører måske forbi i morgen…

Menu per april 2011 på Bistro Nord
Kortet er online på restaurantens hjemmeside og retterne placerer sig, som det kunne forventes ud fra navnet, inden for rammerne af det nye nordiske køkken, hvis flagskib er restaurant noma på Nordatlantens brygge. Hér er stenbiderrogn med smørstegt rugbrød og eddikepulver, jomfruhummer med maltjord, kammusling med rødder fra Gotland, kalvebrisler med vilde svampe og beder og en højrebsfortolkning af den klassiske “bøf med løg”.

Afstemte vine på glas eller flasker følger menuen, et sympatisk træk!